Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
 JACOB EHRBAHN
Foto: JACOB EHRBAHN

Helle Thorning-Schmidt annoncerer sin afgang på valgnatten i november 2015.

Politisk nekrolog: Thorning var bedst på toppen

Hun forsvandt på samme måde, som hun kom: hurtigt og uden tilløb.

Da hun ankom til dansk politik, gik hun direkte efter toppen. Hun blev formandskandidat dagen efter, hun var valgt ind i Folketinget. Og statsministerkandidat, før hun overhovedet havde sagt sit første ord fra Folketingets talerstol.

Da hun forsvandt, skete det lige så brat. En dramatisk valgaften. Fremgang for første gang i hendes formandskarriere. Leder af landets største parti, uden interne rivaler – men slået på målstregen af Lars Løkke Rasmussen, eller rettere: af det Dansk Folkeparti, som hun selv med næsten profetisk præcision havde udpeget som hovedfjenden.

Og så var det forbi. Så stærkt gik det, at Helle Thorning-Schmidt ikke engang nåede at indstudere sin tale til partikammeraterne.

Da Mogens Lykketoft gik efter sit valgnederlag i 2005, fik han gjort en af Kennedys klassikere til sin egen : Sejren har mange fædre, men nederlaget er forældreløst. Ikke et øje var tørt.

Helle Thorning-Schmidts projekt var langt hen ad vejen hendes eget. Det var Helle for magten

Da Helle Thorning-Schmidt tidligt fredag morgen meddelte sin afgang som formand for Socialdemokraterne, kløjs hun i ordene og fik sagt »Jeg var den første statsminister«.

For hendes kritikere vil det stå tilbage som en freudiansk fortalelse. Som symbolet på en formand, der trods flere forsøg på det modsatte, altid var bedre til at sige »jeg« end »vi«. Og en formand, som nogle gange udviste en ganske begrænset respekt for det mere end 100 år lange forarbejde og den socialdemokratiske historik, hun var blevet sat til at forvalte.

Fløjkrig afløst af alliancer

Helle Thorning-Schmidts projekt var langt hen ad vejen hendes eget. Det var Helle for magten. Derfor fik hun aldrig etableret den stærke koalition, der kunne holde hende ved magten på samme måde, som Anders Fogh Rasmussens kalkulerede alliance med Dansk Folkeparti havde gjort for Venstre i de foregående 10 år.

Men dermed ikke sagt, at hun ikke vil efterlade sig spor i dansk politik.

Da hun fik styr på ordene, tidligt fredag morgen, lød sætningen: »Jeg var den første kvindelige statsminister. Men jeg bliver ikke den sidste«.

Dermed sendte hun diskret, men umisforståeligt stafetten videre til Mette Frederiksen, og det er langt mere end et kønspolitisk signal. Det er også et tegn på, at den indædte fløjkrig, Helle Thorning-Schmidt overtog i 2005, er slut og afløst af langt mere flydende alliancer, hvor partiets stærkeste kræfter kæmper sammen i stedet for at bekæmpe hinanden.

Og politisk efterlader hun et parti, der ligger umanerlig tæt på den linje, hun selv anslog, da hun i februar 2005 – før hun blev valgt ind i Folketinget – stillede op til en frokost med netop Mette Frederiksen for at diskutere det socialdemokratiske projekt. Mette Frederiksen ville helst tale integration, negativ social arv og den enorme ulighed.

Helle Thorning-Schmidt havde en anden dagsorden:

»Vores kunst som parti er også at lytte til, hvad der er den brede middelklasses problemer. Hvis de siger til os, at folkeskolen ikke fungerer, og at de ikke kan sende deres børn derhen i øjeblikket, så er det vores opgave at sige, at det kan vi godt forstå, det er en skandale, og vi ændrer det. Det er den brede, hårdtarbejdende middelklasse, som vi skal repræsentere«, sagde hun.

Gjorde ondt på kernevælgere

Det var et ekko af, hvad hendes politiske forbillede – og private bekendte – Tony Blair havde sagt i Storbritannien, da han forvandlede Labour til New Labour. Hvis der har været en rød tråd i Helle Thorning-Schmidts politiske karriere, så har det været at modernisere Socialdemokraterne efter Blairs skabelon.

Og langt hen ad vejen er det lykkedes: hun gennemtvang en folkeskolereform, der fik tusindvis af lærere på gaden i protest. Hun gik helhjertet ind i de amerikansk ledede krige, der ellers havde gjort så ondt på Socialdemokraterne under Fogh.

Som ny formand forsøgte hun først at smadre de interne modstandere med krav om jobsamtaler og partidisciplin. Det var tæt på at koste hende formandsposten

Hun gennemtvang en markant højredrejning af partiets udlændingepolitik, så det ikke længere kunne bruges som et dødbringende våben af hendes borgerlige modstandere. Og sidste men ikke mindst stod hun i spidsen for en økonomisk reformkurs, der nok behagede vismænd og professorer, men som kom til at gøre ualmindelig ondt på hendes egne kernevælgere.

Det gjorde ondt, og set i bakspejlet var Helle Thorning-Schmidt for længe om at lægge afstand til den dagpengereform, som hun ikke selv havde aktier i, men som hun lod sig tvinge til at acceptere for at få de radikale med i sin regering i 2011.

Men det var hverken folkeskolereform, udlændinge eller dagpenge, der endte med at vælte hende. Det var hendes manglende evner til at skabe de nødvendige alliancer.

Som ny formand forsøgte hun først at smadre de interne modstandere med krav om jobsamtaler og partidisciplin. Det var tæt på at koste hende formandsposten, før hun overhovedet havde nået at føre partiet frem til et valg. Da krisen var størst, satte højrefløjens Henrik Sass Larsen og venstrefløjens Carsten Hansen sig sammen og vævede det, der skulle vise sig at være et holdbart kompromis om magtdeling.

Som ny formand hånede hun SF’s formand, Villy Søvndal for at være en forbenet socialist. Og de radikale behandlede hun nærmest, som om de var luft. Og da hun efter valgnederlaget i 2007 dannede en tæt alliance med SF, gik hendes forhold til de radikale fra køligt til iskoldt.

Begge dele blev dyrt. De radikale tog deres hævn ved at stille ublu og ufravigelige krav, da de pludselig i 2011 sad med magten til at bestemme, om Helle Thorning-Schmidt skulle være statsminister. Selv havde hun allerede på valgaftenen erklæret at »vi gjorde det!«, og derfor havde hun ikke meget at forhandle med, da det kom til stykket.

SF’s hævn blev mere ufrivillig. Men da Villy Søvndal mistede grebet om SF og siden måtte forlade politik af helbredsgrunde, nægtede Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon at give partiet en livline, der kunne gøre det muligt at forblive i regeringen. Nu var det nødvendighedens politik, og glemt var det, hvem der egentlig havde bragt Socialdemokraterne til magten.

I januar 2015, da både Margrethe Vestager og Villy Søvndal var væk, kunne Helle Thorning-Schmidt for første gang indtage rollen som både partiets og regeringens egentlig leder. Det gav hende autoritet og sikrede den første fremgang til partiet i hendes tid som formand. Men det skete på bekostning af både de radikale og SF, og på egne ben var Helle Thorning-Schmidt ikke i stand til at hive den det sidste stykke over målstregen.

Ofrede Sass

Heller ikke på den internationale scene lykkedes det for Helle Thorning at skabe de nødvendige alliancer. I sommeren 2014 gjorde hun et ihærdigt forsøg på de indre linjer på at blive EU’s nye præsident, men da det kom til stykket, turde hendes europæiske partifæller ikke satse på hende.

I hendes sidste valgkamp dukkede et ansigt op, som ellers havde været stort set fraværende i den offentlige debat, siden 2005. Nemlig Henrik Sass Larsen. Hans politiske skæbne er på godt og ondt forbundet med Helle Thorning-Schmidts.

Sass var mere end nogen anden arkitekten bag hendes overrumplende sejr over Frank Jensen ved formandsvalget i 2005. Missionen var enkel: at forhindre folk som Mette Frederiksen og Frank Jensen i at få magten over partiet.

Sass var også en af de meget få, der stod last og brast med formanden i det første tumultariske år. Derfor så Helle Thorning-Schmidt igennem fingre med de advarselssignaler, der blinkede omkring den stærke, temperamentsfulde partifælle.

Helle Thorning-Schmidt skrev sig ind i historiebøgerne som den første kvindelige statsminister. Og flere af hendes resultater vil præge det danske samfund i mange år frem

Men da PET midt under regeringsdannelsen advarede om, at de lamper blinkede ganske kraftigt, turde formanden alligevel ikke forsvare sin væbner. Hun ofrede ham, og dermed var hendes eneste dybe alliance forsvundet. Da hun senere gjorde ham til minister, var det mere af nød end af lyst. I mellemtiden havde Henrik Sass forsonet sig med Mette Frederiksen og dermed skabt sig en ny magtbase.

Den magtbase kunne Helle Thorning-Schmidt muligvis have gjort til sin egen, hvis hun havde formået at genvinde regeringsmagten. Men da det mislykkedes, havde hun åbenbart hverken troen på eller lysten til at give det en chance.

Hun var færdig. Stødt fra toppen af de tusinder af Socialdemokrater, der trods Henrik Sass Larsens ihærdige sidste-øjebliks-forsøg ikke lod sig skræmme fra at sætte krydset ved Dansk Folkeparti.

Helle Thorning-Schmidt skrev sig ind i historiebøgerne som den første kvindelige statsminister. Og flere af hendes resultater vil præge det danske samfund i mange år frem. Hun udviste en enestående evne til at modstå pres og tage imod kritik, også når den var personlig, sexistisk og urimelig.

Men som politiker formåede hun aldrig at skabe de alliancer, der kunne bringe hende det sidste stykke. I stedet gjorde hun i nederlagets stund brug af en anden af sine styrker: hendes sans for timing. Hun gik fra toppen.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden