Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Theis Mortensen/TV 2
Foto: Theis Mortensen/TV 2

Valg. Anders Breinholt er bramfri og frygtløs over for sine politiske gæster i Natholdet - valg 2015.

FV 2015
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Anmeldelse: Valg på tv - fra ægte public service til gammeldags og ufokuseret

Vi har kigget på fire udsendelser fra hver sin kanal.

FV 2015
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tv-stationerne kæmper en hård kamp om seernes opmærksomhed i en informationsmættet tid, hvor flow-fjernsyn er ved at gå af mode. Nogle forsøger at udvikle sig i takt med tiden og finde på nye formater, mens andre kører videre med velafprøvede ting, de ved virker.

Her giver vi fire udsendelser fra hver sin kanal ord med på vejen op til torsdagens valg.

Anderledes empatisk stil

Nogle kan sikkert stadig huske gamle dages krydsild-programmer, hvor journalistiske ikoner som Bent Stuckert og Mette Fugl virkelig gik til vaflerne for at få den politiske sveske på disken fra politikernes side. Nærgående og gennemresearchede spørgsmål, der havde til formål at afsløre huller, inkonsistenser og selvmodsigelser i det sagte vis-a-vis det dokumenterede, føg gennem luften, så kun de virkelig virtuose verbale akrobater og de megatjekkede kom ud med troværdigheden i behold. Det var politisk overhøring for åben skærm, og øvelsen gik ud på at eksaminere i bund og dumpe eleverne.

Men det var dengang. Nu i den postfaktuelle tidsalder går den slags skolemester-fjernsyn ej mere. Det er trættende at se på. Så derfor er det fremragende godt, at DR har sat den skarpe og myndige Kåre Quist til at forhøre partiernes frontfigurer. Han er ikke kommissæragtigt fremfusende, men empatisk og lyttende.

Programmerne indledes med en lidt loose omgang, hvor diverse ting kommer på bordet på en uforpligtende måde, som når man står og slår et par bolde frem og tilbage over nettet, inden man går i gang med den rigtige tennis-kamp. Når opvarmningen er overstået, er stemningen stadig god, men ved hjælp af egne og danskernes spørgsmål bliver ’ofrene’ afæsket meninger og argumenter for deres politik.

Det er en god måde at gøre det på. Og der er tid til tale og tid til ræson. Effektivt, moderne og skarpt uden at være lemlæstende. Ægte public service.

For meget og forvirrende

Da TV 2 News kom til i 2006, var kanalen en tiltrængt fornyelse af det danske tv-udbud og en behagelig dansk version af rolling news. Det var kanalen, der samlede nationen under først urolighederne omkring og siden rydningen af Ungdomshuset i 2007, og om så meget andet. Kanalen, der med Peter Mogensen og Michael Kristiansen gjorde spin og politisk strategi til aftenunderholdning og smalltalk-emne, og som har givet kulturen et eget dagligt nyhedsudtryk, man savner hos DR’s fjernsynskanaler.

Men kanalens væg til væg-dækning af valgkampen forekommer gammeldags og ufokuseret i en tid, hvor fokus og vinkling er vigtigere end nogensinde, fordi informationerne strømmer som skidt fra den proverbiale spædekalv. Det er desuden også uelegant.

Medievirkeligheden er ved at sande til i breakingbjælker og har ikke brug for mere støj i form af fragmentariske indslag og korte reportager, hvor diverse politikere kæmper for deres liv og troværdighed. Kanalens analytiske formater har selvfølgelig mere fokus, men det er stadig meget af det, som vi kender kanalen for, og som måske er ved at være lidt utidigt. Vi har hørt kommentatorerne før, for de flestes vedkommende.

Måske er vi lidt trætte af en række af dem. Og måske kunne man overveje at ruske lidt op i konceptet. Det er som nyhedstapet på nogle vægge, der kunne være af glas og give udsyn til verden og virkeligheden. Lad dog solen skinne ind, som de synger i ’Hair’.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Valgflæskekirurgi

Som træet, der ej ved, til hvilken side det skal falde, således er min hun, kvad digteren. Og som tv-seer og vælger, der skal forholde sig til de kaskader af tal, fakta og udsagn, politikerne vælter af sig, kan man godt have det lidt på samme vis: Er der noget om snakken, eller er det løgn og forbandet digt?

DR-konceptet ’Detektor’, der begyndte som et faktatjekkende radioprogram, hjælper faktisk med at få klaret udsynet. Når eksempelvis Socialdemokraterne hævder, at der er kommet titusindvis af nye jobs i løbet af de seneste fire år, og Venstre deroverfor påstår, at kun ganske få er kommet i beskæftigelse under Helle Thorning-Schmidts regering, bliver man rent faktisk klogere af at se og høre Thomas Buch Andersen – med vage antydninger af en Clark Gable’sk moustache og dertil et underspillet fiffigt smil – gå til eksperter og godtfolk for at eftergå validiteten af argumenterne.

Og det forekommer ikke, at man er ude på at slagte nogen. Hvis vi bliver ved det nævnte eksempel, blev konklusionen den, at man kan tviste sin undersøgelse til at give det ønskede resultat – sådan er det faktisk tit. Detektor er anskuelighedsundervisning i, at politik blandt meget andet også er talmagi og tunnelsyn. Og svært underholdende. Dertil kommer en brug af eksperter, der virker meget og behageligt afslappet.

Studieværten stiller sig an som en autoritet, der rådspørger andre større autoriteter. Men hele tiden med den klare præmis, at der ikke nødvendigvis findes en varmeforzinket sandhed.

Politik er også sjovt

Et af dette folketingsvalgs mest ikoniske tv-klip er for denne skribent det, hvor SF’s Pia Olsen Dyhr bliver konfronteret med en version af sin egen valgvideo, der realistisk skildrer, hvordan hendes udstigning fra en bus på Christiansborg Slotsplads ville være gået, hvis ej hun havde set sig for. Bam. Klippet ned af en travl cyklist på vej til arbejde. Ikke noget stort smil, men formentlig gråd, tænders gnidsel og dertil et par brukne lemmer.

For det første var SF-forkvinden ved at gå op i limningen af grin over Natholdets fikse indfald. Og det var ganske enkelt mega-sjovt. For det andet var Anders Breinholts dead pan-levering og oplæg showmanship i David Letterman-klasse. Underspillet og charmerende spydigt. Og for det tredje var det faktisk politisk journalistik af fineste skuffe. Det afslørede jo, at valgvideoen – surprise, surprise – var skuespil og iscenesat. Klippet sammen og en redigeret, idealiseret version af den københavnske morgentrafik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der har været ikke så få mindeværdige øjeblikke – moments of zen ville ’The Daily Shows’ Jon Stewart kalde det – i løbet af Natholdets valgforløb, men aldrig har man siddet tilbage med nogen ubehagelig følelse af, at grinet var for billigt. Det er en stor kunst at lade sine gæster falde på isen uden at virke ubehagelig.

Men det formår Anders Breinholt. Og efterfølgende sidder man tilbage med en følelse af, at værten faktisk var til stede også som politisk menneske. Fint.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden