Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
2012. Betalingsringen blev skrottet. Fagbevægelsen indgik ikke den bebudede historiske trepartsaftale. Skattereformen blev vedtaget uden Enhedslisten, og Villy Søvndals favorit blev forbigået ved formandsvalget i SF.
Foto: JENS DRESLING

2012. Betalingsringen blev skrottet. Fagbevægelsen indgik ikke den bebudede historiske trepartsaftale. Skattereformen blev vedtaget uden Enhedslisten, og Villy Søvndals favorit blev forbigået ved formandsvalget i SF.

Mette Østergaard
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Året, der (ikke) gik

2012 blev året, hvor politisk og parlamentaristisk logik blev sat ud af spil.

Mette Østergaard
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Der kommer en rigtig god løsning i morgen«.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) gentog sætningen på sit ugentlige pressemøde tirsdag 21. februar 2012.

På dagens forside af Politiken lød overskriften: ’S klar til at opgive betalingsring’, og på Borgen var rumlen blandt politikere og journalister stor.

Var regeringen virkelig klar til at droppe den mærkesag, som havde kostet dem dyrt i valgkampen? Som var en af SF’s få sejre i regeringsgrundlaget? Som havde ført til stor internt debat i regeringen og i det socialdemokratiske bagland?

Det ville være et voldsomt nederlag for en ny regering, hvis den så tidligt lod viljestyrken bøje for et eksternt pres og brød et løfte, der var parlamentarisk opbakning til.

»Der kommer en rigtig god løsning i morgen«, gentog Thorning igen og igen. 20 gange for at være præcis. Men sandheden var, at der ikke var nogen løsning. Betalingsringen blev droppet. Den gik ikke.

LÆS OGSÅ

Betalingsringens deroute blev en skelsættende begyndelse på regeringens 2012. Et år, hvor politisk pres fra uforudsete sider skabte en virkelighed, som vendte op og ned på regeringens egne forventninger og mål. Et år, hvor meget ikke gik.

Det legendariske pressemøde om betalingsringen blev holdt bare syv uger efter, Helle Thorning-Schmidt som den første kvindelige statsminister havde holdt sin nytårstale nummer et. Heri forudså hun, at 2012 ville byde på politiske beslutninger, »som kan måle sig med de sværeste i vores historie«.

MOGENSEN

Økonomien var kriseramt og reformer nødvendige, men statsministeren henviste også mellem linjerne til den trepartsaftale, som hun planlagde med fagbevægelsen.

En aftale, der på historisk vis skulle få fagbevægelsen til at bidrage med fire mia. kroner til statens budget i 2020, og en succes, som skulle give regeringen fodfæste efter den første tid med benhårde beskyldninger om løftebrud.

Historisk kollaps
Men bare et par måneder efter, at Thorning bøjede sig for presset mod en betalingsring, opstod der igen store problemer for regeringen.

Fagbevægelsen våndede sig ved tanken om at finde de lovede fire mia. Samtidig brød diskussionen om helligdagene ud. Et præcist, hurtigt udført snit, der gjorde det af med to helligdage ville sikre, at pengene kom i kassen. Men ideen gjorde ondt på fagbevægelsernes medlemmer, der fra køkkenbordene let kunne se for sig, at det forår blev det sidste med fri Store Bededag og pinsefrokoster.

Det gjorde ikke stemningen ved køkkenbordene bedre, at mange af fagbevægelsens medlemmer samtidig grublede over, om de kunne beholde deres arbejde, og hvordan de skulle klare sig uden efterløn og på en kortere dagpengeperiode i en krisetid. Fagbosserne begyndte at blive nervøse.

19. april dukkede Helle Thorning-Schmidt selv op på et møde i LO’s daglige ledelse i LO-Huset på Islands Brygge i København. De 14 medlemmer fik ren besked. Det var regeringen magtpåliggende at finde en løsning, der levede op til målene i regeringsgrundlaget. Fagbosserne måtte finde en løsning.

LÆS ANALYSE

Men opsangen var ikke nok.

Dele af fagbevægelsen top var stadig nervøse for at genere medlemmerne, og dødsstødet kom helt overraskende for regeringen på et hovedbestyrelsesmøde i Dansk Metal 8. juni. Her var stemningen særdeles afvisende. Man nægtede at betale regningen med ferie- eller fridage.

Statsministeren stod for det indslag i året, som selv Adam Price ville have fundet for utroværdigt

Metal-formand Thorkild E. Jensen havde siddet med ved møderne med regeringen og vidste, hvor afgørende hovedbestyrelsens beslutning var. To gange advarede han deltagerne om, at en tommelfinger ned ville være trepartsforhandlingerne endeligt. Men hovedbestyrelsesmedlemmerne fastholdt.

Konklusionen kom så meget bag på formanden, at han helt glemte at ringe direkte til finansministeren med nyheden. Beskeden nåede derfor regeringen samme aften via en pressemeddelelse.

Allerede næste dag tog finansminister Bjarne Corydon (S) konsekvensen. De historisk trepartsforhandlinger blev aflyst.

Regeringen var rødglødende, og fagbosserne havde røde ører. Corydons resolutte stil overraskede en del af fagbevægelsen, men de måtte vænne sig til den. For de kuldsejlede trepartsforhandlinger blev begyndelsen til et smuldrende forhold mellem to ellers så historisk forbundne parter.

LÆS DEBAT

Efter sommerferien begyndte kritikken fra fagbevægelsen af regeringens indsats over for de danskerne, der er i risikozonen for at ryge ud af dagpengesystemet. Kritikken bredte sig, og gjorde ondt på selv den radikale leder Margrethe Vestager, da hun konkluderede, at »sådan er det jo«.

Sådan var det så ikke helt alligevel. For kritikken endte med, at regeringen lavede en akutpakke sammen med arbejdsgiverne – uden fagbevægelsen. Siden eskalerede problemerne med fagbevægelsen til at omhandle alt fra købesex til sms-indblanding i redningen af flyselskabet SAS.

Forholdet er ved årets slutning præget af kritik og manglende kommunikation. Langt fra de historiske beslutninger, som Thorning talte om i sin nytårstale for et år siden.

Forløbet omkring trepartsforhandlingerne afslører en generel svaghed hos regeringen i det forgangne år. Hvor tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) dygtigt forberedte befolkningen på de beslutninger, der skulle komme, har den nye regeringen underkendt den opgave.

Det var således først, da trepartsforhandlingerne var fortid, der kom fokus på de gode tiltag, som aftalen skulle have ført med sig såsom praktikpladser og efteruddannelse. Men fordi regeringen ikke havde forklaret, hvad meningen med forhandlingerne var, handlede diskussionen kun om det ubehagelige scenarie at afskaffe helligdage.

En del af forklaringen skal findes i regeringens egne problemer. Store, interne uenigheder har betydet, at regeringen har følt sig lettet, når den endelig blev enig med sig selv, men ofte glemte at fortælle vælgerne, fagbevægelsen eller støttepartiet Enhedslisten hvilken politik, der skulle vedtages og ikke mindst hvorfor.

Ingen leverpostej til Fattig-Carina
Daværende skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) gjorde dog et forsøg på at forberede befolkningen på sommerens skattereform, da han 18. januar indrykkede den kronik i Berlingske, der hurtigt blev døbt »leverpostejkronikken«.

Her argumenterede skatteministeren for, at de hårdtarbejdende danskere, der hver dag står op og smører leverpostejmadder, skulle tilgodeses i en ny skattereform. Til gengæld var der ikke penge til de svageste som kontanthjælpsmodtageren.

En umulig diskussion hvis ikke Fattig-Carina var blevet landskendt, da SF’s Özlem Cekics fremførte hende som eksemplet på en fattig, hvorefter det kom frem, at hun fik 15.000 udbetalt om måneden i offentlige ydelser. Pludselig var det ikke politisk ukorrekt at diskutere, om alle bidrog det, de skulle, til velfærdssamfundet.

Det var et spørgsmål om ret og pligt, fulgte Socialdemokraterne ivrigt op.

Tankerne bag kronikken skulle gøres til konkret politik, og det blev de med den skattereform, der kom til at overskygge alt andet i den politiske debat i sommeren 2012. Den røde regering fremlagde et forslag, der lovede topskattelettelser, mens de mindste indkomster skulle betale ved at lade overførselsindkomsterne regulere langsommere end planlagt.

Et udspil, der lå lige til de borgerliges højreben.

Alligevel betød et uskønt spil fra særligt Lars Løkke Rasmussen (V), der fjernforhandlede fra Rio, at skattereformen i de afsluttende forhandlinger så ud til at blive indgået med Enhedslisten. Sådan gik det som bekendt ikke. Aftalen blev en fredag eftermiddag indgået med Venstre og de konservative.

Igen gik intet som forventet.

LÆS DEBAT

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Foruden en højst overraskende politisk aftale er mindst tre pointer værd at notere sig om skattereformen.

1) Blokpolitikken ophørte endegyldigt. Selvfølgeligheden i, at regeringens støtteparti altid indgår store aftaler med regeringen, var ikke den nye regerings linje.

2) Samarbejdet med Enhedslisten smuldrede. Enhedslisten bliver mere medgørlige af at blive trådt på, var regeringens konklusion efter skatteaftalen. Analyse er, at hvis den skal vinde næste valg, kræver det selvsagt at frafaldne midtervælgere vender tilbage. Det sker ikke ved at tækkes den yderste venstrefløj. Derfor det nonchalante forhold til Enhedslisten.

3) Ordene var hårdere end handlingen. En meget følelsesladet Johanne Schmidt-Nielsen (EL) fik i sit vredesudbrud efter skatteaftalen sagt, at regeringen skulle kompensere »krone for krone« for de »svinestreger«, den havde begået. Udtalelser sagt i toppen af et træ så højt, at det var vanskeligt for Enhedslisten at komme ned igen. Men det kom de. Støttepartiet havde det mere i munden end i handlingerne, konkluderede regeringen.

Det var erfaringer som disse, regeringen tog med sig, da den i efteråret forhandlede finanslov. Her spillede finansminister Corydon igen de borgerlige og Enhedslisten ud mod hinanden, så alle blev frataget deres vetoret, trampede godt og grundigt rundt på Enhedslisten, men fik alligevel den forventelige røde finanslov med støttepartiet.

Så var der alligevel noget, der gik som forventet, ville den opmærksomme læser sige. Men nej, ikke helt.

For helt utraditionelt bakkede Enhedslisten ikke op om den aftale, de netop havde indgået. De holdt i stedet deres eget pressemøde, hvor de skældte så meget ud på regeringen og udpenslede egne forhandlingsnederlag i en sådan grad, at de efterfølgende skød frem i meningsmålingerne.

Tilbage foran glasdøren i Finansministeriet stod imidlertid en af 2012’s helt store politiske overraskelser. Holger K. Nielsen havde erstattet Thor Möger Pedersen (SF) som skatteminister og forsvarede nu med største selvfølgelighed regeringens økonomiske politik efter et formandsopgør i SF, hvor intet heller gik som Christiansborg-parnasset havde forudset.

Wildcardet Vilhelmsen vandt

Lørdag 13. oktober bliver formandskandidaterne Annette Vilhelmsen og Astrid Krag ledt ind i et lokale i Den Sorte Diamant i København. I lokalet står partiets to næstformænd Mette Touborg og Mattias Tesfaye.

Touborg lukker døren bag dem, og allerede inden de når at sætte sig, siger hun tillykke til Annette Vilhelmsen. Wildcardet har vundet. Derefter følger tallene. Vilhelmsen får overraskende 66 pct. af SF’ernes stemmer, Astrid Krag 34 pct. »Tillykke«, siger taberen til vinderen og formår at holde den professionelle facade, mens Vilhelmsen smiler bredt.

Derefter går turen mod den ventende presse og salen fuld af SF-medlemmer, hvoraf ingen endnu kender resultatet. Da det når dem, bryder jublen ud blandt vinderne, mens taberne klapper loyalt.

»Det skal fandeme nok gå«, hvisker Søvndal i Astrid Krags øre, da baglandsbølgen rejser sig og hylder den nye formand, mens de skyller Søvndals projekt bort.

LÆS OGSÅ

Kvinden fra Kerteminde gik på få uger den overraskende vej fra ukendt til nummer tre i statsrådsrækkefølgen. Men den var god nok, måtte slagne analytikere som undertegnede erkende og minde sig selv om, at dansk politik igen og igen overgår sig selv i en grad, så virkelighedens afsnit af Borgen virker mere surrealistisk, end man med troværdighed kunne skrive ind i fiktionens version.

Statsministeren stod for det indslag i året, som selv Adam Price ville have fundet for utroværdigt.

Til Politiken gav hun i august et interview, hvis essens er følgende: Min mand er ikke homoseksuel, selv om min revisor har spredt rygter om det i den skattesag, hvor oppositionen er beskyldt for magtmisbrug for at undergrave min troværdighed og holde sig selv ved magten.

LÆS DEBAT

En surrealistisk historie, som blev en del af optakten til kommissionsundersøgelsen af det forløb, der potentielt kan vise sig at være lige så giftigt som Tamilsagen.

For selv om regeringens ageren har fyldt meget det seneste år, så har udviklingen i oppositionen været næsten lige så overraskende.

Efter års buh’en af de borgerlige vil hver tredje dansker nu stemme på Lars Løkke Rasmussen (V), der gør tilløb til at springe ud som ægte liberal med løfter om skattelettelser og nulvækst i det offentlige. Budskaber, der slet, slet ikke kunne blive tale om i den valgperiode, vi nu befinder os i, lød det i valgkampen. Men sådan skulle det alligevel ikke gå.

Noget, der slet ikke gik, var de konservatives år. Efter et historisk dårligt valgresultat blev vælgerne ved med at flygte. Og da formand Lars Barfoed fremlagde en ny strategi på partiets landsråd i september, fortsatte nedturen kun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Meningsmålingerne viser frit udsyn til spærregrænsen for det næsten 100 år gamle, borgerlige parti. Nu gisnes der om, hvorvidt Barfoed overlever 2013, og om partiet overlever næste valg.

LÆS MERE

Og nå, ja, så var der Dansk Folkeparti, som efter 10 år i centrum oplevede et år uden nævneværdig indflydelse. En situation, som Pia Kjærgaard benyttede til at træde ned fra partiformandpedestalen. Kvinden, der var indbegrebet af partiet forlod toppen, og dermed måtte det gå tilbage for Dansk Folkeparti.

Men nej – rigtigt gættet, kære læser – sådan gik det ikke. Dansk Folkeparti ligger i den seneste meningsmåling fra Megafon 2,5 procentpoint over valgresultatet.

2012 blev kort sagt året, der ikke gik. Og hvad så med 2013? Kan det blive ved med at gå lige så dårligt for regeringen?

Årstallet symboliserer et ulykkes år, vil overtroiske sige. Men her kunne man indvende, at hvis den uforudsigelige tendens fortsætter, så kommer 2013 faktisk til at gå.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden