Fællesrum. Seks syriske mænd deler et værelse i asylcentret i Sønderborg. De er alle flygtet, fordi de ikke ville i krig. Her er en skrædder, en tøjsælger, en jurastuderende, en buschauffør og en der er for ung til at have haft et rigtigt arbejde. Og så er der Ibrahim med sort sweatshirt, der er bachelor i 'Material Science'. Ham taler de andre igennem, for han er den eneste, der behersker engelsk flydende.
Foto: Jacob Ehrbahn

Fællesrum. Seks syriske mænd deler et værelse i asylcentret i Sønderborg. De er alle flygtet, fordi de ikke ville i krig. Her er en skrædder, en tøjsælger, en jurastuderende, en buschauffør og en der er for ung til at have haft et rigtigt arbejde. Og så er der Ibrahim med sort sweatshirt, der er bachelor i 'Material Science'. Ham taler de andre igennem, for han er den eneste, der behersker engelsk flydende.

Samfund

700 syriske asylansøgere kom til byen - forventningens frygt var den største

For et år siden lå Sønderborg i verbal borgerkrig over landets største asylcenter.

Samfund

Måske vil vi en dag takke Ibrahim Agha for, at han flygtede til Danmark. 29 år, hjælpsom, høflig og opvokset i en harmonisk syrisk middelklassefamilie. De var fem børn, faren var offentligt ansat, moren var skolelærer, og Ibrahim blev bachelor i ’Material Science’ fra universitetet i Aleppo. Han nåede at tage første år af sin master, før han flygtede.

»Jeg fik karakteren excellent«, siger han lidt genert. Han kunne have valgt Tyrkiet eller Norge, hvor tre af hans søskende bor. Men han valgte Danmark, hvor han har en bror, der har fået asyl og bor i Odense.

FAKTA

»Jeg vidste, at det var et land med ytringsfrihed og gode uddannelser. Men også et grønt land, der er langt fremme med ikke at bruge fossile brændstoffer. Det betyder meget for mig«.

Vi går op ad nogle trapper på asylcentret i Sønderborg, og da Ibrahim åbner døren til sit værelse, åbner han også døren til den opgave, som Danmark, Tyskland, Sverige og hundreder af lokalsamfund i Europa står over for.

Flere millioner syrere er kommet hertil, og erfaringerne viser, at det sjældent lykkes at sende folk hjem, når de har fået opholdstilladelse. Fem af dem deler værelse med Ibrahim. De er taknemmelige for at være her og bedyrer, at de vil bidrage og ikke modtage. Men de taler gennem Ibrahim, og deres uddannelser er ikke så gode som hans. Her er en skrædder, en tøjsælger, en jurastuderende, en buschauffør og en, der er så ung, at han ikke rigtigt har arbejdet.

Vi fik kun syrere, og de begår gudskelov ikke kriminalitet. Det er vi utrolig glade for

Deres største aktiv er viljen. Den evige vinterstemning, som sætter sig i mennesker, der har boet i flere år på et asylcenter, sidder ikke i dem. De er ved godt mod, hvilket er mere end de fleste var i Sønderborg for godt et år siden.

Dengang var den vidunderligt beliggende og vandomkransede by på Als med 27.000 indbyggere i verbal borgerkrig. Den blev stort set ført inden for demokratiets rammer, men den fik mennesker til at forlade slagmarken, fordi tonen blev for grim, og fordi de blev taget som gidsler af en udlændingedebat, der gik i selvsving.

30,5 procent til Dansk Folkeparti

En af dem, der blev harm ved udsigten til 700 asylansøgere, var Lars Bo Thorup. Den 44 år gamle familiefar, der sælger sponsorater, er freelancefotograf og formand for den lokale idrætsforening, var ikke i tvivl om, at asylansøgerne skulle have hjælp.

»Selvfølgelig skulle de det, og jeg har en søn, der har været meget involveret i at undervise dem«, siger han.

Men de skulle ikke bo på kasernen med den stolte historie. Den er fra 1907, og det var her, sønderjyske krigsinvalider fra Første Verdenskrig blev hjulpet efter krigens afslutning i 1918. Det var her, soldater åbnede ild mod tyske flyvemaskiner, da Anden Verdenskrig ramte Danmark 9. april 1940. Det var her, 20 frihedskæmpere afvæbnede de resterende tyske styrker 5. maj 1945. Det var også her, at Christiansborg, Socialdemokraterne og det elitære Danmark efter mange sønderjyders opfattelse var sig selv nærmest og viste sig fra københavneriets værste side, da man nedlagde kasernen i 2014.

»For mig og mange andre har kasernen historisk betydning. Den har udgjort et centrum i byen i mere end 100 år. Lukningen kom oven på, at Skat blev fjernet, at sygehuset skal fjernes, og at sygeplejeskolen skulle fjernes. Nok kunne være nok. Hvis kasernen ikke skulle være der, måtte staten smide noget andet ind i et af de tomrum, den har skabt«, siger Lars Bo Thorup.

Han oprettede siden ’Nej til asylcenter’ på Facebook 31.juli midt på dagen. Fire timer senere havde 1.000 liket siden. Dagen efter var der 5.000. Debatten var heftig. Dansk Folkeparti fik 30,5 procent af stemmerne i området ved sidste folketingsvalg, og en af deres vælgere Bo Kleis Christensen anførte, at 35 procent af asylansøgerne er kriminelle.

»På Sjælland tør politiet end ikke gå ind i Sandholmlejren, og de har langt større ressourcer, end Sønderjyllands politi nogensinde får. Der ryger i omegnen af 650 arbejdspladser i de kommende år, deraf er de 500 faste arbejdspladser. Det ligger mindre end 1.000 meter fra det absolutte centrum af Sønderborg. Hvad tror du selv, der vil ske – gaderøverier, hjemmerøverier, tyverier i massivt omfang. Hvis du så gerne vil hjælpe disse mennesker, så hjælp dem i hjemlandet. Her ønsker de ikke at tilpasse sig eller endsige respektere det danske samfund. Nope. De er pisse ligeglade med DK og danskerne. Punktum!«, skrev han let forkortet på nettet.

Bo Kleis Christensen er siden blevet medlem af bestyrelsen for Dansk Folkeparti i Sønderborg.

Der kom mange forslag. Riv kasernen ned. Send asylansøgerne til Gaza, Grønland, en øde ø – eller til slottet Schackenborg, nu da prins Joachim og prinsesse Marie var flyttet. De, der ville have et asylcenter, skammede sig over holdningen hos dem, der ikke ville. De, der var imod, udfordrede racismeparagraffen til yderste grænse. Et par dage efter opgav Lars Bo Thorup at administrere den side, han selv havde oprettet.

»Jeg forsøgte at holde tonen sober. Det lykkedes ikke, men jeg ville ikke leje doktor censur og bestemme, hvad folk måtte skrive og ikke skrive. Derfor valgte jeg at træde ud«, forklarer han.

Venstre var meget bekymret

Med mere end 3.000 personlige stemmer er byrådsmedlem Peter Hansen Venstres største stemmesluger i kredsen.

»Vi var meget kritiske som parti. Forslaget kom som en tyv om natten. Samtidig ville nogle investorer bygge et hotel til 650 millioner kroner på havnen lige foran kasernen. Hvis der kom et asylcenter, ville de trække sig«, siger Peter Hansen, der driver landbrug rundt om i verden og har omkring 1.000 ansatte i virksomheden, hvor han er hovedaktionær.

Sammen med Enhedslisten, SF, Radikale og Slesvigsk Parti ville Socialdemokraternes borgmester, Erik Lauritzen, leje kasernen ud til Udlændingestyrelsen, så der kunne oprettes et asylcenter. Det handlede om at tage medansvar, men ikke kun om det.

»Vi stod med en kaserne, vi ikke vidste, hvad vi skulle bruge til, og så tænkte vi: Den lejer vi ud til en fornuftig husleje. Vores handlende får 750 nye kunder med et slag. Vores håndværkere får en hel del at lave, fordi kaserne skulle indrettes, og der bliver ansat 50 mennesker«.

6. august var der byrådsmøde. Nuværende undervisnings- og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V) var til stede og skrev let forkortet under mødet:

»Sidder på tilhørerpladserne og finder det totalt langt ude, at borgmesteren og hans flertal vil sætte hele udviklingen af Sønderborg havn over styr. Vi taler investeringer på 600 millioner kroner, et fremtidigt hotelbyggeri med op til 650 nye arbejdspladser. Hvorfor i al verden vil socialdemokraterne gamble med Sønderborgs udvikling i stedet for at finde andre egnede steder i Sønderborg Kommune, hvor vi kan hjælpe flygtninge og mennesker i nød?«.

Under mødet blev det oplyst, at investorerne havde trukket sig, men det endte anderledes. Kommunen købte kasernen af staten for 17,5 millioner kroner. Derefter indgik man en aftale om, at Udlændingestyrelsen kunne leje kasernen indtil 1. januar 2017. Da hotelbyggeriet først skal stå færdig i 2018, meldte investorerne, at byggeret ville fortsætte.

Så kom asylansøgerne.

Stripperstang og natteliv

300 meter oppe ad Helgolandsgade på vej fra kasernen mod centrum er der et grafisk billede af en kvinde, der gør sig til på en stripteasedanserindestang. Det ligner facaden på en stripklub i provinsen, men er facaden på et fitnesscenter for poledansere. Den trend har endnu ikke ramt Syrien, og et par af de mandlige asylansøgere gik indenfor og havde lyst til at blive. Det brød danserinderne sig ikke om. Med ny facade slørede Fitnesscentret herlighederne og klagede til asylcentret.

Mange kan historien, og den fortælles med et smil.

»Det er selvfølgelig ikke i orden, hvis nogen har følt sig chikanerede«, siger leder af asylcenteret, Gitte Thørring. Siden har nogle asylansøgere været oppe at slås med hinanden, og lidt for mange kører to på en cykel, når de skal op i byen. Muligvis var der en mand, der i sidste uge stjal noget tøj i hovedgaden, men Politiken har ikke kunnet få det bekræftet hos politiet. Ellers har der så vidt vides ikke været en eneste episode, der har ført til en politisag.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I øjeblikket bor knap 700 på modtagelsescenteret. De skal være her, til de har fået asyl eller afslag. Derefter skal de videre til andre kommuner. Samlet har omkring 7.000 været gennem centeret på et år. For Gitte Thørring har det været et godt år:

»Vi oplever stor velvilje fra befolkningen og møder ingen kritik. Men vi gør også meget for at være et åbent og ikke et mystisk sted«.

Nattelivet

Før asylcenteret blev en realitet, henviste 2. viceborgmester, Stefan Lydal fra Dansk Folkeparti, til, at hver femte asylansøger på et tidspunkt i løbet af sin sagsbehandling begår kriminalitet. Han havde fået oplyst, at mange af ansøgerne led af posttraumatisk stress.

»Det er ikke praktisk, at så mange folk, som ikke er 100 procent psykisk stabile, skal være midt i byen og med direkte adgang til Sønderborgs natteliv«, sagde han til TV 2. Men forventningens frygt blev den største.

»Nogle kan være lidt påtrængende, når man står udenfor, og de kun taler lidt engelsk. Så forsøger de virkelig at få kontakt. Men de fleste er søde og trækker sig, når man signalerer, at man ikke er interesseret«, siger Mette Andersen på 18 år og Michelle Løndorff på 19 år næsten samstemmende.

De går på handelsskole og føler sig ikke generede, når de går i byen i weekenden.

Tom Holden, der driver diskoteket Buddy Holly og en bar i byen, fortæller, at der er nogle udfordringer på travle aftner, når syrerne kommer i flok.

»Vi vil gerne lukke dem ind på lige fod med andre, hvis de kan tale engelsk, tysk eller dansk. Men hvis de ikke taler nogen af de sprog, kan der hurtigt opstå misforståelser. Når mange mennesker er samlet, støder man ind i hinanden. Spilder en drink eller en øl. Og hvis man ikke kan sige undskyld, eller skal jeg give en, så kan det være problematisk«.

Der kommer dog meget få. Det skyldes ifølge Tom Holden også, at det koster penge at komme ind. Han siger:

»De har bestemt ikke givet problemer. Der var meget skræmmekampagne i begyndelsen, men de er søde mennesker og opfører sig ganske som vi andre.«

Jeg kunne enten dræbe eller blive dræbt, og jeg ville ikke involveres i den krig. Jeg er videnskabsmand. Ikke soldat

Samme konklusion er Peter Hansen fra Venstre nået frem til: »Man må bare være ærlig og sige, at de har været fornuftige. De går aldrig i store grupper, men står nede på havnen og fisker, og det er det glædelige ved historien. Den bekymring, vi havde, viste sig at være unødvendig«.

Stefan Lydal fra Dansk Folkeparti er enig: »Det siger næsten sig selv, at jeg som DF’er ikke var glad for, at Danmarks største asylcenter skulle ligge i Sønderborg. Vi var meget bekymrede for, om vi fik det som i center Sandholm med folk, der snylter på systemet og kommer for at begå kriminalitet. I Sønderborg har vi kun fået syrere, og de hører ikke til dem, der kommer for at begå kriminalitet. Vi har været heldige. Vi har nok med en gruppe flygtninge at gøre, der er interesserede i at komme videre.«

Partifællen Bo Kleis Christensen spåede, at det ville gå rigtig galt. I dag siger han: »Jeg fortryder ikke det, jeg skrev, for jeg skrev på baggrund af statistikker. Men de er gjort til skamme. Vi fik kun syrere, og de begår gudskelov ikke kriminalitet. Det er vi utrolig glade for«.

Fine intentioner

Ibrahim Agha venter på opholdstilladelse. Det får 90 procent af syrerne. De fem andre på værelset er i samme situation. De er unge mænd mellem 19 og 29 år og er alle flygtet, fordi de ikke ville i hæren.

»Jeg kunne enten dræbe eller blive dræbt, og jeg ville ikke involveres i den krig. Jeg er videnskabsmand. Ikke soldat. Jeg tror på et samfund bygget på videnskab. Ikke på borgerkrig«, siger Ibrahim.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De seks er blevet gode venner og fortæller samstemmende om et Sønderborg, der har budt dem velkommen med et smil. At de har viljen til at integrere sig, synes hævet over al tvivl. Men helt let bliver det ikke. I det sidste år er kun en syrer fra asylcenteret blevet ansat i en lokal virksomhed, og som borgmester Erik Lauritzen udtrykker det:

»Vi må nok konstatere, at selv om flygtningene er rimeligt funderede, så har de trods alt ikke den uddannelse, der helt skal til i det omfang, det først så ud til«.

Men han fortryder ikke: »Fra at der i et par måneder var en rigtig grim debat, er næsten alle bekymringer gjort til skamme. Den gode oplevelse er forandringen i holdningen. Flere og flere besøger asylcentret, støttegrupper afleverer tøj, og der er en vilje til bare at ville lykkes. Det gør noget godt for et lokalsamfund. At man kan løfte opgaven i fællesskab«.

Hotelprojektet er i øvrigt forsinket. Nu taler politikerne om at forlænge kontrakten med Udlændingestyrelsen. Forventningens frygt var den største.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce