3-årige Marco er en af de patienter, der blev tilset på Hvidovre Hospital, da Politiken besøgte akutafdelingen. På hospitalet inddeler de patienterne i fem farver – alt efter hvor alvorlige patientens symptomer er, og det har betydning for ventetiden.
Foto: Maud Lervik

3-årige Marco er en af de patienter, der blev tilset på Hvidovre Hospital, da Politiken besøgte akutafdelingen. På hospitalet inddeler de patienterne i fem farver – alt efter hvor alvorlige patientens symptomer er, og det har betydning for ventetiden.

Samfund

Ingen kender ventetiden på hovedstadens akutmodtagelser efter Sundhedsplatformens indtog

Sundhedsplatformen har gjort, at sygehusene i Region Hovedstaden ikke kender ventetiden for den enkelte patient. Det møder kritik fra flere fronter.

Samfund

Marco på 3 år bankede panden ind i en bordkant. Nu holder hans far om ham, mens de sidder på akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital.

Men selv om drengen kommer hurtigt til, er det uklart, hvor lang tid patienter generelt venter på hjælp i en af Region Hovedstadens akutmodtagelser. På langt de fleste af regionens 11 akutmodtagelser har personalet mistet overblik over ventetiderne. Og det skyldes milliardsatsningen, det nye it-system Sundhedsplatformen, fastslår en række sygehuse og regionen selv, hvilket afføder voldsom kritik.

»På akutmodtagelserne kommer der et fuldstændig uforudsigeligt antal patienter over meget kort tid. Derfor er et overblik over ventetiderne altafgørende. De tidstro data, som Sundhedsplatformen skulle give os alle sammen, er der ikke«, siger næstformand i Overlægeforeningen, Lisbeth Lintz.

Hovedstadens målsætning er, at 95 procent af de mindst syge patienter skal tilses inden for fire timer efter ankomst. En målsætning, som eksempelvis Bispebjerg Hospital levede op til før introduktionen af platformen, forklarer ledende overlæge på hospitalet, Birgitte Nybo.

»Om vi stadig efterlever målsætningen, kan jeg ikke sige præcist«, siger hun.

Siden Sundhedsplatformen blev indført sidste år på de første hospitaler – og nu findes på alle hospitaler i regionen – har hverken regionen eller sygehusene kunnet opgøre ventetider. Tidligere kunne man ellers trykke på nogle få knapper, og så dukkede der et fuldt overblik op, der viste, hvor mange patienter der havde været på akutmodtagelsen, og i hvilke tidsrum eller dage der havde været pres på.

Og det er problematisk, siger Britt Holmgaard, oversygeplejerske for tre akutafdelinger på Nordsjællands Hospitaler.

»Vi lever i en verden, hvor data er vigtigt for at planlægge, hvor mange og hvornår patienterne kommer. Hvis der hver mandag kommer flere patienter end om tirsdagen, skal der være flere mennesker på arbejde om mandagen. Men det kan vi ikke trække data på. Og det er ikke en holdbar løsning«, siger hun.

System har øget ventetiden

Sundhedsplatformen har kostet 2,1 milliarder kroner og erstattet op mod 30 it-systemer. Og i slutningen af året indføres på alle sygehuse i Region Sjælland.

På regionens akutmodtagelser var den gennemsnitlige ventetid 44,6 minutter i maj 2016, viser svaret på en aktindsigt hos Region Hovedstaden. Det har ikke været muligt at få et samlet, nyere overblik.

Men 6 ud af 10 af regionens akutmodtagelser vurderer i en rundspørge, at ventetiden er længere på grund af Sundhedsplatformen. På Bispebjerg Hospital gør it-systemet, at personalet bruger op mod fem minutter mere per patient.

»I Sundhedsplatformen skal læger selv dokumentere alt i modsætning til tidligere, hvor de indtalte meget på bånd, som sekretæren skrev af«, siger Birgitte Nybo.

Sundhedsplatformen har også øget ventetiden på Amager, Hvidovre samt Nordsjællands Hospitaler, som Frederikssund, Helsingør og Hillerød hører under. På Frederiksberg og Glostrup har de oplevet øget ventetid, men her er den stabil.

Regionsdirektør Hjalte Aaberg kalder det en »overgangsudfordring«, regionen befinder sig i. Han erkender, at det er en dum situation, der skal løses »rigtig, rigtig hurtigt«:

»Men i praksis bliver patienterne jo heldigvis behandlet, de kommer til og bliver taget i den rigtige rækkefølge«, siger han.

Region Hovedstaden regner med at have løst it-problemerne senest i begyndelsen af august.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce