0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

RUC er fyrre, lidt selvfed og aldrig helt færdig

RUC fejrer sig selv og sin overlevelse gennem fyrre år. Spørgsmålet er, om RUC har sejret ad helvede til?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

fedetider. En gruppediskussion anno 1977. I dag ville billedet være i farver.

Uddannelse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Uddannelse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

RUC - 40, fræk og fremadrettet' lyder overskriften på pressemeddelelsen på mit skrivebord.

40 år? Hold nu op. Alene perioden flår mig ud på en tidsrejse over de årtier, jeg selv kan huske. Tager det kun fyrre år at gå gennem RUC's rivende udvikling, som jeg selv har været en del af? Fra ræverød munkemarxisme til erhvervslivets kæledægger til ...

Ja, til hvad egentlig?

Jeg har ikke kastet mange blik på pressemeddelelsens kække ord, før jeg er klar over, at jeg får brug for at se på RUC's rejse gennem tiden med friske øjne.

Mine egne øjne har set for meget af RUC, til at de kan bruges alene. For jeg har set RUC fra forskellige vinkler. Jeg har vejledt og er blevet vejledt på RUC. Siddet foran og bag eksamensbordet. Set RUC's bygninger. Gående, stående, siddende og liggende, når jeg vågnede op fra en af de fester, hvor jeg ikke nåede sidste tog til København.

2012
Liv Bjerg Lillevang har helt friske øjne, da jeg møder hende fredag morgen på Hovedbanegården. RUC er i en vis forstand et rejsende universitet, hvor hovedparten af de studerende bor i København og tager tog til Trekroner Station. Fra stationen går studerende i en lang slange fra stationen til universitetets forblæste bygninger.

Liv er startet på RUC for en måned siden. På naturvidenskabelig basisuddannelse. Det, som i RUC-sjagon hedder natbas. 'Basis' er den fælles indgang, der giver en bred indføring i fagene. Der er samfundsvidenskab, humaniora og naturvidenskab. Efter basis kommer overbygningen, som består af to fag.

»Faktisk hedder det rigtigt natbach nu. Naturvidenskabelig bacheloruddannelse«, siger Liv og får mig allerede til at føle mig som studiemorfar i toget.

LÆS OGSÅ

»Vi er de første studerende på RUC, som har halvandet års basisuddannelse. Det betyder, at vi i det sidste halve år af basis kan vælge os ind på kurser, der forbereder os til overbygningen«, siger Liv, der selv gerne vil forene journalistik med fysik.
Universitetets rygrad

Allerede her har RUC forandret sig. De to års basisuddannelse var indtil for nylig for mange RUC'ere selve universitetets rygrad. Uden to års basis bliver RUC et universitet, der minder om andre universiteter, har argumentet lydt fra RUC-fundamentalisterne med næsten religiøs overbevisning.

På den anden side af religionskrigen har argumentet været, at to års basis kommer til at fylde for meget i femårige kandidatuddannelser.

Men tidens store hjul kværner, og da RUC som andre universiteter også skal lave afsluttede bacheloruddannelser på tre år, er den salomoniske løsning altså blevet to år i basishuset, men med overbygningskurser det sidste halve år.

De studerende tager ansvar
»Der er lidt usikkerhed om den nye struktur. Men det er fedt at være et sted, hvor vi selv tager så meget ansvar for, hvordan det skal organiseres«, siger Liv. Hendes venner på andre universiteter har svært ved at forstå, hvor meget ansvar RUC-studerende selv skal tage. Især i projektgrupperne, hvor grupper af studerende laver deres egen rapport.

Så jo, RUC er stadig ikke som de andre. Noget for sig selv.

Liv fortæller om husmøder, hvor hun sammen med 90 andre nye studerende skal organisere faglige kurser, kaffeordninger og fredagscafé.

»Især kaffeordningen fik folk op af stolene«, siger Liv og hilser på studiefællen Kia, der sætter sig ved siden af med en sort udgave af den klassiske firkantede Fjällräven-rygsæk på skødet.

Havde der stukket en Information op af rygsækkens sidelomme, havde den været fuldstændig magen til den rygsæk, der var lige ved at gro fast på ryggen af mig, da jeg gik på RUC.

LÆS OGSÅ

Har I diskuteret, om I skal købe øko- og fairtradekaffe, eller om det bare skal være den billige kaffe?

»Nej, ikke endnu. Så det bliver sikkert et langt møde«, griner Liv.

Hedder det stadig plenum, der hvor I holder møder?

»Ja ...«.

Pyha. Så hurtigt går forandringerne trods alt heller ikke. Liv kender ganske vist ikke til racen plenumløver: De unge mænd, der elsker at høre sig selv tale på fællesmøder. Men bare vent, Liv, dem kommer du til at kende bedre, end du har lyst til. Og så hjælper ingen økologiske kaffebønner.

1972
Der er også brug for øjne, der har set en del for at forstå RUC. Sådan et par øjne med et mildt ironisk udtryk sidder i ansigtet på Ritt Bjerregaard, som jeg møder på Trekroner Station.

Sammen skruer vi tiden tilbage til universitetets start i 1972, da de første 665 studerende begyndte, og hvor stationen, vi nu står på, ikke engang var et trinbræt. Dengang kunne datidens studerende fulde af tolerance og fuldskæg finde på at trække i nødbremsen for at springe ud af toget på den bare Marbjerg Mark.

Ritt Bjerregaard blev undervisningsminister i 1973, og havde det ikke været for hende, var RUC blevet lukket, før universitetet havde udklækket sin første kandidat. For på den tid blev der ført værdikampe mellem borgerlige og venstreorienterede så benhårde, at de får 00'ernes kampe til at ligne gruppesex.

»Den var hele tiden gal med RUC. Jeg blev som minister nærmest kaldt i samråd om RUC en gang om ugen«, siger Ritt Bjerregaard.

Hendes partifælle Erling Olsen var første rektor for RUC. Men det var ikke meget hjælp, der kom fra den kant: »RUC ender som marxistisk missionsanstalt«, sagde manden, der senere blev kaldt ugle.

Op igennem 70'erne blev RUC igen og igen kritiseret og leverede ammunition til den nationale slåskamp om samfundets udvikling. F.eks. ville Fremskridtspartiet lave universitetet om til moteller.

Det kulminerede i maj 1976, da Folketinget endnu en gang diskuterede, om RUC skulle nedlægges. Kun én stemmes forskel gjorde, at Folketinget vedtog en afværgedagsorden, om at RUC skulle føres tilbage til sin oprindelige idé.

»Det kostede hårde kampe at få reddet den sidste stemme i land«, husker Ritt Bjerregaard, og vi griner lidt af, at hun kun fik utak fra datidens RUC-studerende, der så Socialdemokraterne som klasseforrædere og hovedmodstandere i den revolutionære kamp.
»Her er da blevet drabeligt fint«

Dit problem som minister var vel også, at RUC's kritikere havde