Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Mathias Christensen
Foto: Mathias Christensen

Pres. Mange studerende føler sig stressede og ensomme på studiet.

Uddannelse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Studerende føler sig stressede

Studerende bliver stressede af at skulle levere toppræstationer, viser undersøgelse.

Uddannelse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Stresset.

Sådan ser hverdagen ud for mange af de studerende på landets universiteter og handelsskoler, viser en ny undersøgelse fra Djøf.

Her har man bedt 662 studerende fra forskellige samfundsvidenskabelige og erhvervsøkonomiske uddannelser om at svare på, hvad der har betydning for et godt studiemiljø.

Toppræstationer presser Undersøgelsen viser blandt andet, at 72 procent af de studerende er stressede eller oplever et stort pres i forbindelse med deres studie.

Det er alarmerende, at så mange studerende trives dårligt i deres studiemiljø og føler sig utrygge

Det er specielt presset for at levere toppræstationer, især op til eksamen, der giver stress. Undersøgelsen viser også, at 18 procent af de studerende i en eller anden grad føler sig ensomme på studiet. (se rettelse nederst)

»Jeg kan godt se en sammenhæng mellem stress og ensomhed«, siger Palle Rasmussen, som er professor i uddannelsesvidenskab ved Aalborg Universitet. Især på den sidste del af uddannelsen, hvor presset er hårdest, mener han.



»Her vender mange sig indad for at koncentrere sig om det faglige, og så føler de sig ensomme, fordi de føler sig alene om det ansvar, der skal løftes«, siger han.

Ensomhed på RUC
Undersøgelsen vækker også bekymring hos Theis Simonsen, formand for Djøf Studerende.

»Det er alarmerende, at så mange studerende trives dårligt i deres studiemiljø og føler sig utrygge. Tryghed er jo netop en vigtig forudsætning for at lære, så det er et stort problem«, siger han.

Det er især på Roskilde Universitetscenter (RUC), at de studerende trives dårligt på studiet. Her oplever kun 37 procent, at der er et godt socialt studiemiljø i forhold til på Copenhagen Business School (CBS) og Aarhus Universitet, hvor 75 procent er tilfredse.



Det skyldes, at RUC gør alt for lidt ud af det sociale miljø på studierne, siger Toke Høiland-Jørgensen, som er formand for studenterrådet på RUC.

»Der er stort set intet studiemiljø på mange af de samfundsfaglige retninger, og det får en hel del til at droppe ud. Vi har mange gange forsøgt at få de pågældende institutter til at forstå, at studiemiljøet har kæmpestor betydning, men det har været en kamp«, siger han.



Det er blandt andet manglen på lokaler, for få undervisningstimer og en kantine, der allerede lukker kl. 15.30, som er med til at forringe studiemiljøet, siger studenterrådsformanden, der godt kan forstå, hvorfor mange studerende er stressede:

»Den dårlige form for stress kommer af, at de studerende ikke ved, hvad de skal leve op til. Der mangler at blive defineret klare rammer og regler fra universitetets side«, siger han.

Minister: Universitetet skal være hårdt
På RUC er man i ledelsen klar over, at studiemiljøet generelt ikke er godt nok.

»Vi er rigtig kede af, at de studerende har det sådan. Vi ved fra forskellige undersøgelser, at nogle studerende er ensomme og har svært ved at finde redskaberne til at håndtere det. Vi har nok været for dårlige til at gøre opmærksom på aktiviteterne herude, for der sker faktisk en masse på campus«, siger prorektor på RUC, Hanne Leth Andersen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce


Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) har en klar forventning om, at de studerende kan finde den hjælp, de skal bruge, ude på universiteterne. »Når tre ud af fire Djøf-studerende siger, at de er stressede eller ensomme, så må der være gået inflation i begreberne. Det skal være hårdt at gå på universitetet, og jeg vil opfordre de studerende til at tage sig selv lidt i nakken og også selv tage ansvar for deres uddannelse«, siger han og tilføjer, at han vil se nærmere på problematikken, hvis stressen hænger sammen med en frygt for kvaliteten af uddannelsen. FACEBOOK



----------

Rettelse: Denne artikel havde i en tidligere version overskriften 'Hver anden studerende er ensom', og den rummede en oplysning om, at 46 procent af svarpersonerne i Djøf-undersøgelsen havde erklæret sig 'Meget enig' eller 'Enig' i, at de er ensomme på deres studiested. Heraf var 31 procent angivelig meget enige. Der var imidlertid en fejl i undersøgelsen, for det korrekte tal for 'meget enige' er kun 3 procent. Samlet er andelen af ensomme i undersøgelsen derfor på 18 procent. Vi beklager den fejlagtige fremstilling.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden