Censor nægtede at give kvindelige studerende hånden

»Jeg vil ikke behandles anderledes på grund af mit køn«, siger studerende.

Uddannelse

Da 20-årige Michala Mosegaard dagen før sin matematikeksamen loggede ind på sin skoles intranet, blev hun mødt af en besked om, at hun næste dag ikke skulle forsøge at give censor hånden.

»Vores censor har meddelt, at han ikke ønsker at give hånd til kvinder. Så det vil nok være en god idé ikke at forsøge at give ham hånden. I hvert fald er I nu advarede, så I ikke i eksamenssituationen bliver forvirrede over det«, stod der på sedlen.

Det skriver Information.

Bad om ny censor Michala Mosegaard brød sig ikke om den melding, og derfor henvendte hun sig først til Herning HF og VUC's administration for at bede om en ny censor.

»Når man får sådan en besked, føler man sig sat bag ud på point, inden man går ind til eksamen. Uanset hvor godt man er inde i stoffet, føler man sig ikke objektivt behandlet«, siger Michala Mosegaard til Information.

»For mig er det ligegyldigt, hvilken religion mine undervisere eller censorer har. Jeg vil bare ikke behandles anderledes på grund af mit køn«.

På Herning HF og VUC afviste man at finde en ny censor, da man ikke mente, at det kunne nås med så kort varsel. Efterfølgende kontaktede Michala Mosegaard både Ministeriet for Børn og Undervisning og til sidst Ministeriet for Ligestilling og Kirke, som heller ikke mente, at de kunne hjælpe hende.

Til sidst besluttede den 20-årige studerende alligevel at tage sin eksamen, men uden at give hånd til hverken læreren eller censor. Michala Mosegaard mener ikke, at hun bare kunne have ignoreret, at censor ikke vil give hende hånden.

»Det er jo ikke selve håndtrykket, det handler om. Det er, fordi det principielt er diskriminerende, og fordi skolen vælger at sætte hensynet til censor over hensynet til eleven«, siger hun og understreger, at hun ellers oplevede eksamensforløbet fair.

Venligt og fagligt

I Information forklarer censoren, Youssef Minawi, at han på grund af sin muslimske tro kun giver hånd til kvinder, hvis de er en del af hans nærmeste familie. Men han sørger altid for at forklare det over for eleverne, inden de skal til eksamen.

»Jeg skriver altid til læreren for de klasser, jeg skal eksaminere. Jeg vil ikke have, at de skal blive forskrækkede over, at jeg ikke giver hånd af religiøse grunde. Jeg giver heller ikke hånd til den pågældende lærer, hvis hun er en kvinde. Sådan har jeg gjort i otte år, og det har aldrig været et problem«, siger Youssef Minawi.

Han siger dog til avisen, at han godt kan forstå, hvis kvindelige studerende føler sig forskelsbehandlet.

»Ja, det kan jeg godt, for jeg har også før oplevet, at nogle af mine elever tror, at jeg behandler piger og drenge forskelligt. Men jeg behandler alle elever på samme måde - venligt og fagligt«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce