Villig. »Det, der er vigtigt, er, at vi nu har fået et fælles grundlag. Jeg har hele tiden været villig til at justere planen. Vi er enige om, at vi ikke vil uddanne til strukturel arbejdsløshed«, siger  uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R).
Foto: Miriam DALSGAARD (arkiv)

Villig. »Det, der er vigtigt, er, at vi nu har fået et fælles grundlag. Jeg har hele tiden været villig til at justere planen. Vi er enige om, at vi ikke vil uddanne til strukturel arbejdsløshed«, siger uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R).

Uddannelse

Universiteter og minister er enige om ny plan for nedskæringer

Den omdiskuterede dimensioneringsplan er blevet lavet om - igen. Nu vil universiteterne samarbejde.

Uddannelse

Planen, der skal sørge for, at færre unge tager uddannelser, som ikke fører til et arbejde, er endnu en gang blevet lavet om.

Efter at uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) i slutningen af september lancerede sin plan, er den blevet stærkt kritiseret både af politikere, studerende, kulturpersonligheder og de uddannelsesinstitutioner, den berører.

Men nu er universiteterne og ministeren blevet enige om en ny, korrigeret plan, som alle parter vil samarbejde om.

Det fortæller Sofie Carsten Nielsen og Ralf Hemmingsen, der er rektor for Københavns Universitet og formand for universiteternes sammenslutning, Danske Universiteter.

LÆS OGSÅ

Den nye plan holder fast i, at universiteterne på udvalgte fag skal lukke omkring 3.500 studiepladser på bacheloruddannelser og 2.400 pladser på kandidatuddannelser. Men planen indebærer blandt andet, at den først i år 2020 er fuldt indfaset - i modsætning til uddannelsesministerens oprindelige udspil, der lagde op til, at den skulle være fuldt gældende i 2018.

Mere fleksibilitet til universiteter
Samtidig er universiteter og uddannelsesminister blevet enige om, at de fag, der skal beskæres, til at starte med bliver beskåret på bacheloruddannelser. Først i 2018 skal uddannelsespladser på kandidatuddannelser begynde at blive nedlagt. På den måde får universiteterne lettere ved at gennemføre nedskæringerne, uden at nogen studerende kommer i klemme, siger Ralf Hemmingsen.

»Vi synes, den nye forståelse er et godt grundlag at gå videre med«, siger Ralf Hemmingsen.

Mens ministerens oprindelige plan tog udgangspunkt i, at nedskæringerne skulle finde sted inden for nogle bestemte grupper af fagområder, får universiteterne nu større frihed til at fordele nedskæringerne der, hvor de mener, det er bedst og uden at nogle fag kommer til at blive ramt uhensigtsmæssigt hårdt, fortæller KU-rektoren.

Minister: »Det har været en lang proces«

Sofie Carsten Nielsen er tilfreds med aftalen, selv om den blandt andet betyder, at der går flere år, før studiepladserne nedlægges, end hun oprindeligt ønskede.

»Det, der er vigtigt, er, at vi nu har fået et fælles grundlag. Jeg har hele tiden været villig til at justere planen. Vi er enige om, at vi ikke vil uddanne til strukturel arbejdsløshed«, siger hun.

I de forløbne uger har diskussionerne mellem universiteterne og ministeren været hårde. Gentagne gange har de beskyldt hinanden for at forskrue beregninger og konsekvenser af planen. Men med den nye forståelse vil universiteterne tage medansvar for at føre regeringens ambitioner ud i livet.

Ministeren erkender, at det ikke har været et kønt forløb:

»Det har været en lang proces at nå hertil. Vi har drukket en masse kaffe undervejs, og det skal man bare huske at gøre. Nu er vi her, og uagtet processen er vi nået en fælles forståelse og er enige om at se fremad og tage hånd om ikke at uddanne unge til strukturel ledighed«, siger hun.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce