Elevtal. En række kommuner får nu indskærpet, at de har for mange elever i klasserne. I gennemsnit er der 21,4 elever i folkeskolens klasser.
Foto: Tobias Selnæs Markussen (Arkivfoto)

Elevtal. En række kommuner får nu indskærpet, at de har for mange elever i klasserne. I gennemsnit er der 21,4 elever i folkeskolens klasser.

Uddannelse

Hver femte kommune har for mange elever i klasserne

På 25 skoler går der 31 elever eller flere i en klasse. Det er ulovligt, medmindre skolerne har fået dispensation. Det har de ikke. Ministeriet starter nu tilsynssager.

Uddannelse

Megaklasser med flere elever, end folkeskoleloven tillader, er virkelighed i hver femte af landets kommuner.

I skoleåret 2014/15 gik over 1.200 folkeskoleelever – fordelt på 39 klasser på 25 skoler i 19 kommuner – i en klasse, hvor der var 31 elever eller flere.

Det viser en ny opgørelse fra Undervisningsministeriet sendt i et skriftligt svar til Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg. Svaret kommer til at indgå i et samråd i dag, som ministeren er indkaldt til om netop store folkeskoleklasser.

Klasseværelserne er ikke bygget til så mange elever, og vi skal også have den hjælp, som vi har brug for

Ifølge folkeskoleloven må elevantallet ikke overstige 28 elever ved skoleårets start.

Tallet bekymrer Jacob Mark, der er undervisningsordfører for SF.

»Hvis man står alene med 31 elever, er der simpelthen ikke tid nok til at være der for alle eleverne, når der er så mange i klasserne. Især i en tid, hvor man skal implementere en folkeskolereform, og hvor man har store problemer med inklusionsindsatsen«, siger han og tilføjer:

»Her er tale om lovbrud, så jeg har en soleklar forventning om, at ministeren stopper det her med det samme«.

Jacob Mark henviser desuden til, at antallet af store klasser har været stigende de senere år. I skoleåret 2014/15 gik omkring 8.000 elever i en klasse med mere end 28 elever, mens tallet for 5 år siden i skoleåret 2009/10 var knap 5.000.

Her er tale om lovbrud, så jeg har en soleklar forventning om, at ministeren stopper det her med det samme

I særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen tillade et højere elevtal end 28, men ikke over 30. Klasser med 31 elever eller flere skal godkendes af Undervisningsministeriet. Og det er altså ikke sket i tilfældet med de 39 klasser.

»Disse 39 klasser har ikke fået en godkendelse til at fravige klasseloftet som led i forsøg eller lignende«, lyder det i brevet fra undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) til Børne- og Undervisningsudvalget.

Silke Fogelberg, formand for Danske Skoleelever, ser med bekymring på tallet.

»Der er en klassekvotient, der hedder 28. Klasseværelserne er ikke bygget til så mange elever, og vi skal også have den hjælp, som vi har brug for. Sidder der over 30 elever og rækker hånden op, tager det lang tid, før de får hjælp af læreren. Det giver uro i klassen. På de skoler, hvor man har mere end 28 elever i klassen, bør der være 2 voksne i alle timerne«, siger hun.

Stod det til Danske Skoleelever, skulle loven ændres, så der højst måtte være 24 elever i hver klasse.

»Ikke i orden«

At skoler putter flere i klasserne, end loven tillader, er »ikke i orden«, påpeger Anna Mee Allerslev (R ), der er formand for Kommunernes Landsforenings børne- og kulturudvalg.

»Folkeskoleloven er ganske klar. Der må ikke være over 30 elever i en klasse, og derfor er det naturligvis ikke i orden, at et stigende antal elever går i så store klasser. Dog er det under 1 procent af eleverne, som går i så store klasser, men det er ingen undskyldning. Det siger sig selv, at kommunerne skal overholde lovgivningen«, skriver hun i en mail til Politiken.

Anna Mee Allerslev understreger samtidig, at kommunerne lovligt kan danne klasser med 28 elever, at kommunalbestyrelsen ekstraordinært kan tillade klasser op til 30 elever – samt at den gennemsnitlige klassestørrelse stadig kun er 21,4, på trods af at vi i de senere år altså har set flere og flere store klasser.

»Når vi har fået flere større klasser, skyldes det blandt andet, at mange kommuner har sammenlagt skoler og klasser gennem de seneste 5-7 år. Når vi taler om store klasser, er det også vigtigt at huske på, at eleverne ikke er i klassen hele dagen året rundt, og med skolereformen er der netop udvidet mulighed for holddannelse«, tilføjer hun.

Undervisningsministeriet skriver nu til de pågældende kommuner og skoler og vil i den forbindelse: »Skriftligt indskærpe reglerne. I visse tilfælde vil styrelsen ud fra en konkret vurdering indlede en tilsynssag og bede kommunerne om en redegørelse for, hvordan man fremadrettet vil organisere klassedannelsen med henblik på overholdelse af klasseloftet«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden