Færdig med gymnasiet: »Nogle gange kan ens smil sætte sig fast. Det gjorde det den dag, jeg fik huen på«

Lucas Bjergskov Larsen, 19 år, blev student fra Roskilde Gymnasium 26. juni.

Jeg har lige fået studenterhuen på, og alt ligger åbent – jeg kan vælge frit på alle hylder, hvad jeg vil. Jeg føler mig virkelig privilegeret. Nu er der ikke mere, jeg skal, jeg er færdig, og det er fedt.

Jeg skal have sabbatår, og lige nu tænker jeg på det, som om det er ferie for evigt, men jeg er godt klar over, at der venter noget på den anden side.

Jeg står midt i en overgang fra gymnasiet og fastlagt skolegang til fuldkommen frihed, hvor jeg skal tage en masse valg og blive mere selvstændig.

Første dag. Sidste dag.

Når livet begynder, og når livetslutter, står alle over for eksistentielle valg. Når vores børn har første og sidste skoledag, og når vi tager fat på eller afslutter en karriere på første og sidste arbejdsdag.

Følg med i Politikens serie hvor 22 mennesker deler en god historie.

Har du haft en skelsættende første dag eller sidste dag? Og vil du dele dine oplevelser og refleksioner?

Send din historie til niels.norgaard@pol.dk

Vi vil de kommende uger bringe et udvalg af læsernes egne livsfortællinger i Politiken.

Jeg skal flytte hjemmefra og klare mere selv. Så skal man have egen forsikring, rengøringsartikler og køkkengrej. Sådan nogle nødvendige, kedelige ting, man skal have styr på. Jeg skal prøve at være voksen. Men man bliver jo ikke voksen, bare fordi man flytter hjemmefra.

Jeg er lige blevet færdig med gymnasiet og skal forholde mig til en masse ting om min fremtid, som det er lidt surrealistisk at skulle forholde sig til nu som 19-årig: Hvad jeg skal studere, og hvad jeg skal senere i mit liv? Det er svært at svare på, hvad jeg vil som 30-årig. Der er lang vej dertil, men jeg føler, jeg skal forholde mig til det nu.

Smilet satte sig fast

Jeg har aldrig rigtigt i mit liv prøvet noget lig det at blive student. Det er kulminationen på en lang anstrengelse. Hver eneste gang, jeg har haft en eksamen, har det føltes som et stort bjerg, jeg har skullet kæmpe mig op ad, og hver eneste gang var det en bakketop, jeg lige nåede op på, når jeg klarede den. Det var, som om noget blev smidt væk. Som om jeg bar en stor taske og kunne smide et par kilo af for hver gang. Da jeg var færdig med den sidste eksamen, kunne jeg flyve ud over kanten.

Nogle gange kan ens smil sætte sig fast. Det gjorde det den dag, jeg fik huen på. Jeg følte mig virkelig let både i kroppen og i hovedet. Der var ingenting, jeg skulle tænke på – jeg var fri.

Når jeg før har været til eksamen, har det altid været efterfulgt af: »Nå, hvornår skal jeg så starte på at læse op til den næste?«.

Det var der ikke mere af. Det var, som om der var et hul, som burde fyldes ud med noget andet, men der var ikke noget at fylde i det. Der var ikke noget, jeg skulle tage mig af, og jeg følte mig ikke tynget af noget, jeg skulle nå. Jeg skulle bare være.

Mine forældre sørgede for alt den dag, så jeg gik rundt og skulle ikke lave noget andet end at have det rart. Det var virkelig sødt af dem.

Jeg tog med min kæreste hjem og hjalp hende med at øve til hendes sidste eksamen, som hun skulle op til dagen efter.

På vejen hjem derfra kørte jeg en omvej, hvor der er marker på begge sider af vejen, og man kan se vandet nede omkring Roskilde Fjord. Derude må man køre lidt stærkere, og jeg kan godt lide at tage den lidt længere vej hjem.

Jeg satte noget glad, god musik på for at pumpe en stemning op, kørte der helt alene og rullede vinduerne ned – det lyder næsten som noget fra en dårlig Nik og Jay-sang. Jeg følte mig flyvende og fri. Jeg var i et med musikken, mig selv og den rareste følelse af at være færdig.

Fuldkommen frihed

Jeg og andre studenter har egentlig en fuldkommen frihed nu, men jeg tror aldrig helt, man har lyst til at udnytte den. I princippet kan jeg alt. Jeg har et godt snit, jeg har fuldført en ungdomsuddannelse. Jeg kunne tage til Costa Rica, finde et hyggeligt job og blive der.

Jeg ville også kunne tage til Indonesien, købe en båd, få et dykkercertifikat, dykke rundt efter fisk og leve der lidt halvprimitivt. Det ville jeg kunne. Men det kommer jeg ikke til, og det er der nok ikke særlig mange, der gør.

Jeg føler, der er rammer for min frihed. Man begrænser sig selv uden at tænke over det. Man begrænser sig, fordi man ikke kan tøjle al den frihed. Jeg ville ikke kunne overskue alle de ualmindeligt, sindssygt mange tænkelige muligheder, jeg har.

Jeg skal tage nogle valg, og så er jeg nødt til at kortlægge: Hvilke valgmuligheder har jeg? Og hvad vil jeg? I mit sabbatår skal jeg arbejde som lærervikar og rejse en masse. Efter det vil jeg gerne flytte til København, få mere viden, skabe min egen familie og omgangskreds. Med de præmisser kan jeg ikke gøre så meget andet end at blive i Danmark et stykke tid, tage en uddannelse og få et job.

Jeg vil gerne finde noget, jeg både vil være god til og synes er interessant. Og så vil jeg gøre en forskel. Det er egentlig en lortepræmis, fordi hvordan måler man det at gøre en forskel? Handler det om at gøre en forskel for mange eller for få? Skal jeg gøre en stor forskel eller en lille forskel? Man kan gøre en forskel inden for vildt mange ting.

Det er en lidt mærkelig ting at sige, at man gerne vil gøre en forskel. Men jeg vil virkelig prøve at have det in mente, når jeg vælger uddannelse. Lige nu overvejer jeg alt fra statskundskab, antropologi og journalistik til psykologi.

Til dels sidder jeg og tænker, at jeg skal vælge mit kommende job nu. Men jeg prøver også at skubbe den tankegang væk, for det er ikke til at sige, hvilke jobs der er, når jeg er færdiguddannet. Det er svært at sidde og gisne om fremtiden, men jeg føler, jeg bliver konfronteret med den nu.

Jeg tror, jeg prøver at udskyde de store valg lidt ved at tage et sabbatår, fordi jeg ikke har besluttet mig for noget endnu. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver klogere på mit valg af studie, eller om jeg på et tidspunkt bare tager et valg og lever med det.

Det er måske også forkert af mig at tro, at man nogensinde bliver sikker på, hvad man vil med sit liv. Hvad end jeg vælger, glæder jeg mig til det. Jeg tror, det bliver megafedt uanset hvad.

Jeg kan godt følge dem, der er lidt bange for at tage valget. Jeg tror, der er mange, som føler sig pressede til at skulle vælge, og som inden for et eller to år ikke har lyst til det eller ikke føler sig klar. Men jeg er snart klar til at vælge, selv om jeg ikke ved, hvad jeg skal. Det er måske i virkeligheden lidt paradoksalt.

Men jeg kan godt lide at tumle lidt ud i det. Jeg har, muligvis lidt forfejlet, en forestilling om, at jeg finder ud af det hen ad vejen. Måske er det lidt naivt, men jeg glæder mig til det, der venter.