Lucas Bjergskov Larsen, 19 år, blev student fra Roskilde Gymnasium 26. juni.
Jeg har lige fået studenterhuen på, og alt ligger åbent – jeg kan vælge frit på alle hylder, hvad jeg vil. Jeg føler mig virkelig privilegeret. Nu er der ikke mere, jeg skal, jeg er færdig, og det er fedt.
Jeg skal have sabbatår, og lige nu tænker jeg på det, som om det er ferie for evigt, men jeg er godt klar over, at der venter noget på den anden side.
Jeg står midt i en overgang fra gymnasiet og fastlagt skolegang til fuldkommen frihed, hvor jeg skal tage en masse valg og blive mere selvstændig.
Første dag. Sidste dag.
Når livet begynder, og når livetslutter, står alle over for eksistentielle valg. Når vores børn har første og sidste skoledag, og når vi tager fat på eller afslutter en karriere på første og sidste arbejdsdag.
Følg med i Politikens serie hvor 22 mennesker deler en god historie.
Har du haft en skelsættende første dag eller sidste dag? Og vil du dele dine oplevelser og refleksioner?
Send din historie til niels.norgaard@pol.dk
Vi vil de kommende uger bringe et udvalg af læsernes egne livsfortællinger i Politiken.
Jeg skal flytte hjemmefra og klare mere selv. Så skal man have egen forsikring, rengøringsartikler og køkkengrej. Sådan nogle nødvendige, kedelige ting, man skal have styr på. Jeg skal prøve at være voksen. Men man bliver jo ikke voksen, bare fordi man flytter hjemmefra.
Jeg er lige blevet færdig med gymnasiet og skal forholde mig til en masse ting om min fremtid, som det er lidt surrealistisk at skulle forholde sig til nu som 19-årig: Hvad jeg skal studere, og hvad jeg skal senere i mit liv? Det er svært at svare på, hvad jeg vil som 30-årig. Der er lang vej dertil, men jeg føler, jeg skal forholde mig til det nu.
Smilet satte sig fast
Jeg har aldrig rigtigt i mit liv prøvet noget lig det at blive student. Det er kulminationen på en lang anstrengelse. Hver eneste gang, jeg har haft en eksamen, har det føltes som et stort bjerg, jeg har skullet kæmpe mig op ad, og hver eneste gang var det en bakketop, jeg lige nåede op på, når jeg klarede den. Det var, som om noget blev smidt væk. Som om jeg bar en stor taske og kunne smide et par kilo af for hver gang. Da jeg var færdig med den sidste eksamen, kunne jeg flyve ud over kanten.
Nogle gange kan ens smil sætte sig fast. Det gjorde det den dag, jeg fik huen på. Jeg følte mig virkelig let både i kroppen og i hovedet. Der var ingenting, jeg skulle tænke på – jeg var fri.
Når jeg før har været til eksamen, har det altid været efterfulgt af: »Nå, hvornår skal jeg så starte på at læse op til den næste?«.
Det var der ikke mere af. Det var, som om der var et hul, som burde fyldes ud med noget andet, men der var ikke noget at fylde i det. Der var ikke noget, jeg skulle tage mig af, og jeg følte mig ikke tynget af noget, jeg skulle nå. Jeg skulle bare være.
Jeg skal tage nogle valg, og så er jeg nødt til at kortlægge: Hvilke valgmuligheder har jeg? Og hvad vil jeg?
Mine forældre sørgede for alt den dag, så jeg gik rundt og skulle ikke lave noget andet end at have det rart. Det var virkelig sødt af dem.
Jeg tog med min kæreste hjem og hjalp hende med at øve til hendes sidste eksamen, som hun skulle op til dagen efter.
På vejen hjem derfra kørte jeg en omvej, hvor der er marker på begge sider af vejen, og man kan se vandet nede omkring Roskilde Fjord. Derude må man køre lidt stærkere, og jeg kan godt lide at tage den lidt længere vej hjem.
Jeg satte noget glad, god musik på for at pumpe en stemning op, kørte der helt alene og rullede vinduerne ned – det lyder næsten som noget fra en dårlig Nik og Jay-sang. Jeg følte mig flyvende og fri. Jeg var i et med musikken, mig selv og den rareste følelse af at være færdig.
