For 11 år siden indførte kirkerne gymnasiepræster til landets gymnasier. Antallet er gennem årene steget til mellem 40 og 50 gymnasiepræster. Men det er et initiativ fra Folkekirken, hvilket gør det vanskeligt for nogle præster at skabe en fast tilknytning til deres lokale gymnasie. Arkivfoto af Roskilde Domkirke.
Foto: Morten Langkilde

For 11 år siden indførte kirkerne gymnasiepræster til landets gymnasier. Antallet er gennem årene steget til mellem 40 og 50 gymnasiepræster. Men det er et initiativ fra Folkekirken, hvilket gør det vanskeligt for nogle præster at skabe en fast tilknytning til deres lokale gymnasie. Arkivfoto af Roskilde Domkirke.

Uddannelse

Sarah Krøger Ziethen er gymnasiepræst »Jeg skriver det ikke ned i en journal, og det tror jeg er en lettelse«

På Roskilde Katedralskole er Sarah Krøger Ziethen gymnasiepræst. Det har hun været i snart tre år, fordi hun elsker at snakke med de unge – hun kan mærke, at de har brug for det.

Uddannelse

Det er ikke en hemmelighed, at eleverne ikke tænker på, at de kan tale med en præst som mig. For det man normalt bruger en præst til passer ikke på de unge, som ikke er troende. Dem som er troende i forvejen har oftest en relation til en kirke og en præst, så det er en måde for Folkekirken at række ud til de andre.

For mig handler det om at tale med de unge, for jeg kan mærke, at de har brug for det. Når de kommer til mig, snakker vi om livet, hvad der kan være svært, alle de krav der er til dem, alt det de ikke når, og at det hele bare bliver for meget nogle gange. Jeg taler også med nogle om ulykkelig forelskelse, for det er frygteligt at være i og især, hvis man ikke kan dele det med nogen, fordi man gerne vil fremstå perfekt.

I alle samtaler er jeg en neutral samtalepartner, for jeg har ingen aktier i dem. Jeg lytter, stiller spørgsmål, og lader dem fortælle og sige det, de har brug for. Og efterfølgende er der intet, der viser, at vi har talt sammen, for jeg skriver det ikke ned i en journal, og det tror jeg er en lettelse for dem.

Jeg oplever, at de unge bærer rundt på både små og store spørgsmål, og at det kan være sindssygt svært at sige tingene til ens forældre i den alder. For som forældre siger man tit til sine børn, at man ikke forventer andet af dem, end at de er lykkelige. Men hvis der er noget, der er svært i gymnasiet, så er det at være lykkelig – det er man ikke hele tiden. Og når man ikke er det hele tiden, så kan man føle, at man har svigtet sine forældre. Så jeg taler også meget med dem om, at man ikke kan være lykkelig hele tiden, og at det er helt okay.

Vi er to gymnasiepræster i Roskilde provsti, og min kollega har primært fokus på vores tilbud om at være sparringspartner i undervisningen og til debatarrangementer. Jeg er mere optaget af det, man kalder sjælesorg – nemlig samtalerne med de unge.

Aftalen er, at vi ikke må forkynde, når vi er på gymnasiet, så det gør vi heller ikke, og det synes jeg også giver god mening. Vi har også selv valgt, at vi ikke kommer for at hænge ud på gymnasierne. Det synes vi giver et skævt billede. Så selv om der er flere elever i rapporten (Rapport fra Center for Ungdomsstudier Pol.red.), der mener, at vi skal være mere tilgængelige, så er jeg uenig, for det ville give os en særstatus, som vi ikke skal have.

Men vi står til rådighed, når de har brug for os. Gymnasierne bruger os mest i kriseberedskabet, hvis der eksempelvis skulle være dødsfald. De unge bruger os lidt mere - jeg har personligt samtaler med cirka to unge om ugen.

Det har egentlig mest været piger, der henvender sig, men også få drenge. Nogle af de unge har brug for lange og mange samtaler, hvorimod andre bare kommer forbi en halv time, men jeg har jo også kontor lige i nærheden.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce