Er det overhovedet sejt nok at være lærer? Kommer jeg til at tjene nok penge?

Det åbne glaslokale efterlader en udsigt over det meste af Carlsberg-byen i København. Computerskærmene afslører åbne Facebook-faner og hjemmesider med vinterjakker på tilbud, og bordene er fyldt med kaffekrus fra Lagkagehuset, der er blevet hentet i pausen. Mette Reehaug sidder midt i det, der på mange måder ligner et klasselokale på et gymnasium. Her bliver fremtidens lærere undervist på whiteboards i det spritnye Campus Carlsberg, langt væk fra sorte tavler, farvekridt og træskriveborde med indbyggede linealer.

»En god lærer skal kunne opbygge relationer til elever og forældre... Ellers skal man løbe langt væk fra læreruddannelsen«, fortæller underviseren til de smånervøse lærerstuderende, der snart skal i praktik og for første gang prøve at undervise folkeskoleelever. Der lyder opgivende suk, da den høje sum af næste semesters undervisningsbøger bliver afsløret.

»Tror du, man kan sælge dem videre på E-bay?«, hvisker en pige på bagerste række.

»Nogle gange er jeg stadig nervøs for at blive dømt, når jeg fortæller, at jeg læser til folkeskolelærer. Jeg er bange for, at andre ikke synes, at det er sejt nok«.

Da Mette stod med studenterhuen i hånden, blev hun ramt af en stor tvivl. Veninder styrede med tårnhøje gennemsnit direkte ind på uddannelser som jordemoder, medicin og jura, og Mette følte sig efterladt i et forvirrende sabbatår, hvor hun ikke kunne finde hoved og hale i sin fremtid.

Foto: Martin Lehmann

»Pludselig blev jeg ramt af panik. Inderst inde har jeg altid haft lyst til at læse til lærer og måske kunne gøre en forskel i folkeskolen, men jeg begyndte at tænke: Er det overhovedet sejt nok? Kommer jeg til at tjene nok penge? Alle mine veninder skal på universitetet, så hvorfor skal jeg ikke?«.

Efter et år startede Mette på uddannelsen bygningsdesign på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby, »for det var noget med matematik, noget med at være kreativ, og så var det på universitetet... og så havde jeg lige akkurat snittet til det«. Alligevel gik det hurtigt op for Mette, at hun ikke følte sig tilpas på studiet.

»Gymnasiet var jo præget af konkurrence og karakterer. Jeg havde veninder, der kunne begynde at græde over 10-taller, men sådan var jeg ikke. Jeg skulle altid kæmpe for at følge med. Derfor ville jeg gerne bevise, at jeg også godt kunne klare universitetet. At jeg også var god nok til det. Men jeg var ikke glad, og jeg havde altid ondt i maven, når jeg tog i skole«.

»Jeg havnede i en studiegruppe, hvor de andre havde et virkelig højt fagligt matematisk niveau. Jeg havde ellers altid troet, at jeg var god til matematik ... Eller det er jeg... men jeg var ikke på deres niveau. Så jeg var altid den dårligste i gruppen, hende, der virkelig skulle kæmpe for at hænge i«, forklarer Mette.

Var det for hårdt?

Da undervisningstimen er ved at slutte, samler de lærerstuderende sig i en rundkreds for at fortælle, hvad de har fået ud af semesteret. De kalder det at checke ud.

»Jeg tager med mig, at det er okay at tage fejl, for jeg har besluttet at droppe ud af læreruddannelsen«, siger en pige og træder frem i kredsen. Lidt efter siger en anden pige det samme, og Mette får tårer i øjnene og træder lidt væk. What?! og Ikke også dig, mand er nogle af reaktionerne fra klassen.

Foto: Martin Lehmann

Mette kan godt huske, hvordan det var at droppe ud. Efter et halvt år stoppede hun på bygningsdesign og startede kort efter på læreruddannelsen på Campus Carlsberg.

»I starten var jeg virkelig flov over at fortælle, at jeg var droppet ud. Folk sagde altid: Ej, er du droppet ud? Var det for hårdt? Og så tænkte jeg: Er det virkelig sådan, du ser mig? Som én, der ikke er god nok til at gå på DTU? Der ligger også noget i ordet ’droppe ud’. Det lyder jo som om, at man ikke kan klare det, også selvom man måske bare har fundet ud af, at man har valgt det forkerte studie«.

»Mit studie er en stor del af min identitet. Jeg kan godt stadig være bange for at blive dømt, hvis jeg siger, at jeg læser til folkeskolelærer. Der er mange, der har en fordom om, at lærere bare er alle dem, der ikke vidste, hvad de ellers skulle lave«, fortæller Mette, der brugte de første dage på lærerstudiet på at tale om fordommene med sin nye underviser.

Han fik hende overbevist om, at hun ikke havde noget at skamme sig over, og at læreruddannelsen var både vigtig og sej.

»Det er jo også lidt pinligt, at jeg har haft det sådan... For jeg ser jo ikke ned på andre, jeg møder, som ikke læser på universitetet. Men alligevel faldt jeg selv i prestige-fælden om, at det er sejest at gå på universitetet. Det er det, mine veninder gør, og mine søskende har gjort. Og jeg tænkte: Skal jeg virkelig være det eneste barn i familien uden en universitetsuddannelse? Men det er jo så lige meget. For jeg skal jo lave det, jeg elsker«, siger Mette.

Hendes studiegruppe sætter sig i Campus Carlsbergs arbejdsrum, der bliver kaldt Basen. Farverige papmachémodeller af skolegårde og klasselokaler udført i lego fylder det skriggrønne lokale, hvor studiegrupper i Adidasbukser drikker kaffe og spiser frokostsalater i kantinen. Mettes gruppe skal snart til eksamen i faget kristendomskundskab, livsoplysning og medborgerskab.

»Jeg har aldrig tænkt over, at kristendommen bliver forfordelt i folkeskolen. Før tænkte jeg: det er hyggeligt, det er bare en del af vores kultur, at vi går i kirke i skolen. Men der er jo børn, der bliver udeladt. Jeg vil gerne være med til at give børnene mere indsigt i andre religioner«.

Foto: Martin Lehmann