Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Uddannelse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kollegielivet som socialt eksperiment: Der var engang en gang

De siger, New York City er en smeltedigel. Så skulle folk prøve at bo på et kollegium i Viby J. Der skete ting og sager dengang for 30 år siden, da skribenten flyttede ind på livets hårde rødstensbeklædte skole.

Uddannelse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der var engang en gang. For enden af den gang var der endnu en gang. På hver af gangene var der 16 værelser. Og imellem de to gange var der en mellemgang, hvor der engang var en gangtelefon.

Den solide gule vægmonterede mønttelefon fra Jydsk Telefon A/S var den eneste kommunikationsmulighed, vi 32 beboere havde i det Herrens år 1988 på Ravnsbjerg Kollegiet i Viby J. i det sydlige Udkantsaarhus.

Så hvis nogen ville én noget, måtte de jo prøve at ringe, når der ikke lige var optaget, og håbe, at en sjæl forbarmede sig og tog røret. Det skete statistisk set aldrig, at opringeren fik fat i den rigtige i første hug. Så ’omstillingen’ bestod i at gå hele vejen ned ad gangen, banke på døren, vente forgæves og traske tilbage med den lakoniske melding.

Herudover havde vi to aviser på køkkenet, Jyllands-Posten og Aarhuus Stiftstidende, og så var der en eneste tv-kanal. Indtil 1. oktober samme år, hvor vi i dyb andagt sad foran skærmen, da TV 2 pludselig dukkede op for første gang.

Iceman og baby

I parentes bemærket lejede vi selvfølgelig moviebox nede på tanken, når der var nogen, der havde tømmermænd efter en køkkenfest eller en nat på kollegiebaren, og det var der i parentes bemærket tit. Så høvlede man lige tre videoer, hvoraf de to altid var ’Top Gun’ og ’Dirty Dancing’, så også her var det begrænset, hvad vi fik af kulturelle input fra omverdenen.

Jeg var journalistelev oppe i den nordlige del af Aarhus, så jeg var pænt afskåret fra omverdenen med cirka 10 kilometer til studiet og næsten 7 km til Café Jorden i det, aarhusianerne kalder Midtbyen, og 187 km fra Sommersko i København.

Måske som en slags hævn for, at jeg var blevet deporteret, omtalte jeg konsekvent min bopæl ’Viby J.’, hvilket nok ikke var så god stil over for mine jyske medbeboere, der jo mente, at deres Viby var den rigtige.

Tålt ophold

I dag tror jeg faktisk, at det var godt for mig at være på tålt ophold i et køkken i Viby J.

For på Ravnsbjerg mødte jeg folk, der studerede handel, statistik, gik på tekniske uddannelser eller var ved at blive mekanikere, uden at der var noget galt i det. Og fordi vi journalistelever ikke havde gruppesamtaler på Messenger, og ingen lige kunne skrive en sms, endte jeg faktisk med at blive i Viby J. og møde verden på mit kollegiekøkken.

På køkkenet blev jeg venner med Sanne og Bente, der altid havde forskellige grader af kærestesorg – rangerende fra ingen kæreste til gid-han-gik-ad-helvede-til. Til gengæld havde Bente altid smøger. De arrangerede fællesspisninger med brune ris, bajere og højlydt tale. Og de satte system i, når der skulle gøres rent i skabe og ovn, hvor folk så flygtede planmæssigt ind på deres værelser.

Her mødte jeg også Mejnhardt, som imponerede mig ved aldrig nogensinde at spise varm mad. Han havde et rigt udvalg af afskåret pålæg med mayonnaisesalater til at pynte efter med, og så var det måltid overstået.

Så var der en rødhåret computerfyr, der hed Carsten, der fik varm mad hver eneste dag, i hvert fald i starten.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Maden fik han med sig hjem i fem Tupperware-beholdere, en til hver dag, når han alligevel var hjemme på weekend for at få vasket tøj, strøget og lagt sammen. Som månederne gik, begyndte Carsten at gå i mere og mere krøllet tøj, og til sidst glemte han helt at tage på weekend i Viborg, eller hvor forældrene nu boede. Og han fandt ud af, hvor utrolig langt et menneske kan gå på flåede tomater på pasta, når ellers samværet er berusende.

Da jeg skulle flytte, og min fars Toyota Hi-Ace var proppet med yuccapalme, skibsbriks og de syv malede træølkasser, som både var flyttekasser, bord og reol, kom en af dem, jeg var blevet ret tæt med, ned og sagde farvel på p-pladsen.

»Du viste sig sgu at være meget flink af sådan en københavner at være«, sagde han, inden jeg rullede ud på mine 187 km til latte med dobbelt shot på Sommersko.

Der var en gang. Og den gang gjorde, at vi i en periode af vores liv fik en overgang til resten af livet. Hvor vi mødte hinanden på tværs af etniske og egnsretmæssige forskelle, førend det var for sent. Førend tunnelsynet satte ind.

Men jeg synes nu godt nok stadig, det er mærkeligt, at de ikke har tebirkes.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden