Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

Inden for Egmont-kollegiets mure bor 22 studerende på værelser ud til en lang grøn gang; de spiser sammen, studerer sammen og fester sammen.

Uddannelse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Livet på kollegium: Indenfor murene er et samfund, hvor man betaler gangskat, holder køkkenfester og har mega meget 'fomo'

Gamle Første er navnet på en gang på Egmont-kollegiet. Her tilbringer Frode, Gusse og de andre egmontianere det meste af deres tid i køkkenet, selv om studiet og livet udenfor også trækker.

Uddannelse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der lyder et brag, da jeg sparker til en stor tallerken, der står midt på gulvet. En hujen og banken fra forskellige værelsesdøre starter en kædereaktion af jubel: Ordning, ordning, ORDNIIIING! Sparket betyder åbenbart, at jeg skylder en omgang til hele gangen.

Lugten af Maribo pilsner hænger allerede i luften, når man træder ind i foyeren. En lang slange af toiletpapir snor sig fra hoveddøren og ned ad gangen hos Gamle Første, indtil den forsvinder under en af dørkarmene – det er tegn på, at en fra gangen bliver færdig som kandidat, siger traditionen.

Midt på Østerbro i København findes et lille samfund. Inden for Egmont-kollegiets mure bor 22 studerende på værelser ud til en lang grøn gang; de spiser sammen, studerer sammen og fester sammen. Her går man til den medicinstuderende, hvis knæet gør ondt, og til ham fra økonomi, hvis der er rod i regnskaberne. De deles om opgaverne, betaler gangskat og gemmer små traditioner og fælder overalt på kollegiet, som kun de kender til.

Løft lige benene, når rotten fejer

»Jeg behøver jo aldrig gå udenfor. Hvis jeg vil have en øl, koster den 3 kroner i køkkenet, hvis jeg skal læse til eksamen, har vi en læsesal, og hvis jeg er sulten, er der nogen, der laver mad til mig«, siger Christoffer Haslev og læner sig tilbage i den mørkegrå sofa i køkkenhjørnet. Høje stønnelyde fra DR-serien ’Yes, No or Maybe’brager ud af køkkenets højtalere med surround-sound. En discokugle farver væggene lilla, røde, blå og lilla igen. Ingen har slukket den siden weekendens julefrokost. I loftet hænger julestjernerne fra sidste år, og en stor hvid penis med nissehue pryder køkkenvinduet. Så kan de andre på kollegiet se, at her bor Gamle Første.

Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

Gustav Kallan (forrest) er den, der har boet længst på Egmont-kollegiets gang Gammel Første. Kollegiet blev bygget i 1950'erne for en donation fra Egmont H. Petersens Fond.

»Egmonts fedeste gang – med længder. Vi blev kåret til den bedste gang at bo på til sidste års Egmont Awards«, fortæller Christoffer – eller Chris – mig i sofaen. Rundt om ham slænger Frode, Olle og Gusse sig. I virkeligheden hedder de Freja Skjødt, Olivia Schiønning og Gustav Kallan Lauritzen, men på Gamle Første bruger man mest kælenavne.

Egmont-kollegiet er et af Københavns ældre og mere traditionsrige kollegier. Det blev bygget i 1950’erne for en donation fra Egmont H. Petersens Fond. Dengang blev kollegiet også brugt som hotel, hvilket betød, at de studerende sommetider måtte fraflytte deres værelser i sommermånederne. I 1974 blev der oprettet en selvejende institution, der betød, at kollegiet ikke længere var afhængigt af fonden.

I dag bor der 492 studerende på Egmont-kollegiet. Det er blot en lille del af de over 20.000 studerende, der bor på kollegier rundtom i Danmark. Her er værelserne ofte små, og man deler ofte køkken med andre af kollegiets beboere. De fleste kollegier har et aldersspænd, der strækker sig fra 18 til 35 år, og kræver, at man er studieaktiv.

Løft benene, når rotten fejer

»Slambert! Nu har Troels fandeme brugt metal på teflonpanden igen«, udbryder Emma Bolette Odgaard. I køkkenets gangbog får Troels, eller beboer 102, en slambert for, hvad der viser sig at være Gamle Førstes største dødssynd: metal på panderne. Hver slambert udløser en øl til fælleskassen.

»Emma opdager det altid«, hvisker Olle til mig.

»Hun laver også spontane mølrazziaer, hvor hun giver slamberter til alle, der har møl-sårbare varer«.

Alle beboere på Gamle Første har poster. Rasser er gangformand og går til møder med resten af kollegiet, Chris er kasserer og sørger for, at alle betaler deres gangskat, og Frode er ærespræsident og skal altid have en flaske whisky på værelset, hvis nogen har brug for et godt råd og en snak.

»Løft lige benene, når rotten fejer«, siger Olle, og jeg trækker undrende benene op under mig. Rotten viser sig at være 23-årige Sonja, der har dagens rengøringstjans. Rottetjansen går på skift, og hvis man er en rigtig god rotte, belønner de andre beboere én med stjerner, så man får en rotte mindre måneden efter. Mange af beboerne er også engageret i Egmonts foreningsliv og i andre udvalg. Der er festudvalg og caféudvalg, men man kan også engagere sig i teatergrupper, miljøudvalg, der arrangerer sluk-vandet-kampagner og affaldssortering, og et saunagus-udvalg. Nye beboere bliver kaldt giraffer og kan melde sig ind i giraf-udvalget. Ingen ved, hvorfor det hedder det.

Det er mærkeligt, når folk flytter, men det er også mærkeligt, hvor hurtigt det går over igen. Man kommer desværre ret hurtigt over folk. Så er man ked af det lidt, men efter en uge kommer der en ny stor personlighed ind

Jeg lader mig falde ned i et af sofaens behagelige siddehuller, mens jeg prøver ikke at tænke på de mistænkeligt udseende hvide pletter, der pryder sofahynderne. De flestes øjne er klistret til tv-skærmen, hvor et drabeligt slag i den tyske version af ’Snake’ bliver udkæmpet. Der er for meget larm til, at almindelige dødelige ville kunne læse til eksamen, men alligevel sidder Gusse og Mia upåvirket bøjet over eksamensbøgerne ved køkkenbordet. På Egmont udvikler man en særlig evne til at holde lyd ude, fortæller de. På den måde kan man stadig være med i fællesskabet, hvis nu en spontan torsdagsfest eller Ringenes Herre-maraton skulle opstå.

»Vi lider nok alle sammen af fomo. Den berygtede fear of missing out. Det er blevet lidt bedre, efter at jeg har boet her i et år. Nu ved jeg godt, hvad det meste går ud på: altså okay, vi skal bare drikke os stive og danse på bordene, det kan jeg godt tåle at gå glip af. Men der er jo et stort pres, for man ved ikke, hvad der ender med at blive årets fest. Så det gælder om at være med til det hele«, fortæller Chris, mens rotten forsøger at samle en ensom Smirnoff Ice-flaske op, der triller hen over gulvet.

»Det kan godt være svært at bo her og passe studiet samtidig. Folk fra mit studie spørger jo, hvorfor jeg altid er her. Det er svært, hvad man skal prioritere, hvis der er flere tilbud på samme tid«, fortæller Emma.

»Vi joker også tit med, at man burde have flere ECTS-point for at gå på Egmont, samtidig med at man studerer. For der er altid nogen, der sidder i køkkenet og hygger sig, og så er det virkelig svært at opretholde sin selvdisciplin«, siger Olle.

Da jeg spørger, om det er muligt at holde kontakten med vennerne uden for studiet, er det korte svar nej.

»De forsvinder lige så stille. Og det er ikke sikkert, at man når at opdage det, for alle ens sociale behov er jo opfyldt hele tiden«, siger August.

Fra vild abefest til sofahygge

»This is the only soup, I liked, when I was younger«, siger Nils Fulde, der er gangens eneste udvekslingsstudent og kommer fra Flensburg i Tyskland. Han stiller en mistænkeligt udseende skål oste-porre-suppe foran mig og ler, mens han forklarer, at den primært består af tyk fløde. På Egmont spiser man sammen hver dag og skiftes til at lave mad til alle 22 beboere. Nogle åbner en maribo, mens andre sender te og vand rundt i Royal Pilsner-plastikkander, der vist nok er stjålet på en Roskilde Festival engang. Efter maden bliver der slået terninger om opvasken, og det er helt normalt at skrubbe panderne iført festlig hat og falsk overskæg, mens David Bowie brager ud af højttalerne.

»Kender du typen, der ikke køber sådan økologisk-økologisk, men alligevel altid har letmælk, I ved, den gode?«, spørger Laura med hovedet inde i køleskabet. De andre prøver at gætte, hvem der har hvilke køleskabshylder, og brokker sig lidt over Mads, der altid stiller sin uopvaskede morgenmadsskål ind på køleskabshylden igen.

»Man kan tydeligt se, hvilke ting folk har med i bagagen hjemmefra. Jeg har da tit tænkt: What, hvordan kan du spise sådan eller vaske sådan op? Men her er du nødt til at være tolerant og acceptere, at alle er forskellige, og tingene ikke kun bliver gjort, som hvis du boede alene«, fortæller Gusse, der er gangens ældste beboer. Han har boet på kollegiet i 4 år, og de fleste, han flyttede ind med, bor her ikke længere. Det er kun muligt at bo på Egmont, så længe man er under uddannelse.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er mærkeligt, når folk flytter, men det er også mærkeligt, hvor hurtigt det går over igen. Man kommer desværre ret hurtigt over folk. Så er man ked af det lidt, men efter en uge kommer der en ny stor personlighed ind«, fortæller August fra vindueskarmen.

»Ja, men det er alligevel mærkeligt at nå til det punkt, hvor man er den eneste tilbage, fra da man selv flyttede ind. Så stopper man lige op og tænker: Wow, jeg er ved at blive gammel«, fortæller Gusse.

»Køkkenet har ændret sig en del. Engang var det mere vild abefest, og nu sidder vi meget og hygger i sofaen. Der er også flere vegetarer«, fortæller han, inden han bliver afbrudt af Olle:

»What, det kan du ikke mene, Gusse? Jeg synes, at jeg drikker hele tiden. Er 1-2 fester om ugen ikke rimelig solidt?«.

Nogle gange tænker jeg: Hov, jeg har det mærkeligt i kroppen. Og så spoler jeg båndet tilbage i mit hoved og opdager: Det er nok, fordi jeg ikke har været alene i fem dage

Fælles for Gamle Førstes beboere er, at de har valgt at bo på kollegium på grund af fællesskabet. De har valgt det for fællesspisningerne, filmaftenerne, temafesterne og traditionerne. For at komme hjem til et fællesskab og nogen at tale med, hvis der er problemer med kæresten eller på studiet. Alligevel er de enige om, at det også kan være hårdt at være så social hele tiden.

»Nogle gange tænker jeg: Hov, jeg har det mærkeligt i kroppen. Og så spoler jeg båndet tilbage i mit hoved og opdager: Det er nok, fordi jeg ikke har været alene i fem dage«, fortæller Olle.

»Ja, alle har jo brug for at trække stikket ud. Nogle gange kan man bare ikke sidde i den her sofa og se mere Tin-fucking-tin«, siger Chris.

Domineret af Nordsjælland

Ostesuppen var ikke nok for alle, og Laura kører et par remoulademadder ned efter aftensmaden. På køkkenvæggen hænger et danmarkskort, hvor Gamle Førstes beboere har hængt et selfie på det sted i landet, de kommer fra. Der er overvægt af billeder nord for København.

»Jeg har lyst til at sige, at vi er forskellige, men egentlig er vi nok meget ens. Vi får tit intens øjenkontakt, fordi vi siger det samme i kor. Vi bruger jo 20 timer i døgnet sammen«, siger Olle.

»Altså vi har forskellige politiske holdninger, men de fleste af os er nok lidt højtråbende og udadvendte. Alligevel er det vildt nice, at vi er havnet sammen helt random. Jeg er blevet venner med nogen, jeg aldrig ville have talt med på mit studium«, siger Emma.

Chris afbryder og siger: »Men på en måde er vi lidt alle sammen middel-overklasse-børn, som har akademiske forældre«.

»Pas på, hvad du siger, Chris. Nogle af os er altså fra provinsen«, siger Gusse lidt surt.

»Det ved jeg, men der er overvægt af folk fra Nordsjælland med akademikerbaggrund«, insisterer Chris og åbner en ny pose labre larver og smækker fødderne op på sofabordet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Øøhh, men er man ikke også mere end sin baggrund?«, blander Emma sig fra sofaen.

Min mave er stadig fuld af labre larver, tysk ostesuppe og lunken Maribo-pilsner, da jeg bliver vækket klokken 6 næste morgen på den sofa, jeg har overnattet på. På Gamle Første er der nemlig tradition for at vække fødselarer med banken og fællesmorgenmad på alle fødselsdage. I dag er der tysk tema, da Niels Fulde fylder år, og kollegianerne synger fødselsdagssang på tysk og spiser kålpølser og morgenboller på rekordtid, inden de skynder sig ud ad døren mod deres studier på den mørke københavnermorgen.

»Det var først, da jeg flyttede ind her, at jeg lærte, at det ikke kun er vuggestuebørn, der spiser så meget smør. Det hedder Gamle Første-smør og er ligesom tandsmør, bare dobbelt. Du skal ikke stoppe, før det ligner brie«, siger Olle og forlader køkkenet.

Jeg får lyst til at notere en slambert i bogen, da jeg ser Troels mishandle teflonpanden igen, men lader være. Det må rotten tage sig af.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden