0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Christiansborgpolitikere vil slippe eleverne fri. Eleverne er klar, men er politikerne?

Uddannelse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Uddannelsesanalyse: Skolerne sættes fri til at gøre, hvad politikerne siger

Aftale om justeringer i ­skolereform vil give frihed. Men fastsætter også nye grænser for skolerne.

Uddannelse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Øget lokal frihed. Sådan lyder forligspartiernes lancering af den aftale, der skal dreje lidt på knapperne i Danmarks store skolemaskine, så alle bliver glade.

Friheden er tiltrængt. For det er ikke svært at finde forskere, der fremhæver, at det ikke er paragrafferne, der regner ned fra Christiansborg, som skaber en god skole.

Det er i stedet dagligdagen i klasseværelset og kontakten mellem elev, lærer, pædagog og leder, der afgør, om en skoledag giver eleverne lysende øjne eller bøjede nakker.

Men hvis frihed er målet for den justering af skolereformen, der er politisk enighed om, er aftalen fuld af paradokser.

For hvorfor er det så, at politikere på Christiansborg skal bruge 5 måneder på at fastlægge, om elever fra 0. til 3. klasse skal gå i skole 27 minutter mere eller mindre om dagen?

Og hvorfor er det en landspolitisk aftale, som skal afgøre, hvordan 90 ekstra fagtimer skal fordeles på klassetrin og mellem fag? For slet ikke tale om centralt fastsatte regler om undervisning i rigsfællesskab og kanonlister i dansk og historie, som Dansk Folkeparti fik ind i aftalen?

Så ja, der er en del paradokser bag det politiske spin, som partierne bag skoleaftalen forsøger sig med.

De samme partier, som tilbage i 2013 stod bag den mest centralistiske skolereform i danmarkshistorien, er nu angiveligt blevet klogere og vil spole udviklingen tilbage og give mere frihed.

Men altså kun langsomt og som en politisk dans om den varme grød: et lille skridt frem, et til siden og nogle gange et skridt tilbage.

Et lille skridt frem

Hvad timefordelingen angår, er det lille skridt frem et, der gælder elever og forældre, der håber på kortere skoledage. Ifølge aftalen skal de små elever gå lidt mindre i skole og lidt mere på fritidshjem. Men hvad vil politikerne egentlig svare de skoleledere, som ikke ønsker at gøre skoledagen kortere?

Forhandlingsforløbet viser, at ingen forligspartier havde lyst til at være dem, der hindrede, at der blev handlet på de folkelige protester over lange og kedelige skoledage.

Med aftalen har forligspartierne bag skolereformen fået taget en for dem ubehagelig sag ud af valgkampen. Det var også meningen, for der er i både regering og opposition forskelle mellem partierne og en tydelig mangel på en fælles vision for uddannelsespolitikken.

Et skridt til siden

Politikerne bag aftalen gør meget ud af at betone, at skolerne får større frihed til at gøre skoledagen kortere. Det kan og vil blive diskuteret.

Aftalen skal rydde op i brugen af paragraf 16 b i folkeskoleloven. Den paragraf giver i dag mulighed for dispensation fra skolereformens smertensbarn, understøttende undervisning, der i dag rummer alt fra lektiecafeer til praktiske matematikopgaver med hammer og søm. 16 b har hidtil givet mulighed for at lave understøttende undervisning om til timer med to voksne, og kravet har tidligere været, at der stadig skulle være understøttende undervisning på skoleskemaet.

Paragraffen er blevet brugt af langt over halvdelen af landets kommuner og har ført til, at skoledagens længde varierer fra skole til skole og fra kommune til kommune. Det kunne man også kalde frihed.

Annonce

Ifølge den nye aftale skal det være muligt at konvertere op til to klokketimers understøttende undervisning til andre aktiviteter. Dermed bliver der sat en grænse for, hvor mange timer skolerne kan ændre. Den grænse har været langt mere flydende frem til i dag.

Aftalepartierne er samtidig enige om at ophæve den nuværende bestemmelse om, at konverteringen på mellemtrin og i udskolingen kun kan ske i helt særlige tilfælde. Men der har også i praksis vist sig at være så mange helt særlige tilfælde i Danmark, at det har været elastik i metermål.

Mens der således bliver sat grænser for, hvor mange timer der må ændres, bliver det mere frit, hvad skolerne kan sætte i stedet for den understøttende undervisning. Det kan ifølge den nye aftale være: timer med to lærere eller en lærer og en pædagog. Det kan også være særlige talentforløb og turboforløb for fagligt dygtige og fagligt svage elever.

Bliver der samlet givet mere frihed eller ej? Det kan og vil blive diskuteret. Samme paradoks kan ses i ’Folkets skole’, regeringens udspil til den færdige aftale. Regeringen ville i forslaget præcisere og stramme op. Resultatet er blevet mere snævre grænser for, hvor mange timer til understøttende undervisning der kan konverteres. Men større frihed til, hvad timerne kan ændres til.

Hvis politikerne vil tage frihedsdagsordenen alvorligt på længere sigt, er den nye aftale kun en begyndelse.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?