0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

»Højskolen har givet mig tiden til at finde Gud og mig selv«

21-årige David Dyrvig får redskaber til at skabe sin egen tro på Gud på Luthersk Missions Højskole i Hillerød. En fuld notesbog og stilletid er især vigtigt for ham.

10. marts 2020
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Unge kvinde- og mandestemmer fylderden hvide og lyseblå foredragssal.

David Dyrvig graver hænderne ned i lommen på sine sandfarvede bukser, idet han istemmer sig lovsangen ’Guds barn jeg er’.

»O salige ro og glæde. Guds barn jeg er. For hvem skal jeg sige min glæde? For Gud jeg vil sige min glæde«, synger han i kor med de andre elever ledsaget af melodien fra klaveret forrest i salen.

Øjnene er rettet mod det hvide lærred, hvor sangteksten er projekteret. Kortvarigt lukker David Dyrvig øjnene og læner hovedet tilbage.

Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

»Vi bruger hele tiden hinanden til pingpongfor at komme nærmere vores egen tro og hinandens«, siger David Dyrvig om de kammerater, han har mødt på højskolen.

Sådan er hver morgen begyndt for 21-årige David Dyrvig, siden han i januar indledte sit fem måneder lange ophold på Luthersk Missions Højskole i Hillerød. Ligesom skolens 72 andre elever tropper han hver morgen kl. 7.55 op til morgenandagten i den hvide skolebygning fra 1923, som er nabo til Gribskov og Frederiksborg Slotspark.​

Luthersk Missions Højskole er én ud af fem kristne højskoler i Danmark, hvor man håber, at eleverne vil møde sandheden om dem selv og om Gud gennem bibelfag, bibelgrupper og skemalagt alenetid, der giver ro til at tænke over livet.

Målet for David Dyrvigs ophold på den kristne højskole er at finde sig selv i troen. Han har nemlig ikke altid været så klar i sin egen tro på Gud.​

»Jeg er født ind i en kristen familie, så jeg har altid vidst, hvem Jesus er, og jeg har kendt historierne, der står i Bibelen. Men det har aldrig været min egen personlige tro. Jeg fik bare stukket en ballon i hånden, hvor der stod tro på, og stille og roligt gik luften ud af den ballon«, fortæller David Dyrvig.

Jeg fik bare stukket en ballon i hånden, hvor der stod tro på, og stille og roligt gik luften ud af den ballon

Han håber, at han kan få svar på sin fortvivlelse i troen på Luthersk Missions Højskole.

»Her har jeg fået en ny ballon, og der er ingen, der puster noget i den for mig. Jeg får ikke længere givet troen, jeg får givet redskaberne til at finde ud af, hvad det helt præcist er, jeg tror på for at skabe min egen personlige tro«, siger han.

Som afslutning på ugen, der er gået, er det en elev, der står for bibellæsning og bøn til morgenandagten. Hun slutter af med at bede for en god dag og takker Gud, som hun tiltaler ’far’, for, at han ønsker, at eleverne på Luthersk Missions Højskole skal være hans børn.​

Nogle elever folder hænderne, andre bøjer hovedet. Få læner sig tilbage på stolen og sidder med en eftertænksom mine. David Dyrvig placerer albuerne på bordet og ser ned på sin medbragte A4-notesblok og sin bibel, han har med sig i et sort etui.

»Amen«.​

Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Bibelen er altid ved hånden på Luthersk Missions Højs

Noter til refleksion

Så begynder dagens første obligatoriske bibelfag. For David Dyrvig og 23 andre elever står der Romerbrevet på skemaet, som er læren om apostlen Paulus’ brev til romerne, som det står skrevet i Det Ny Testamente.​

Højskoleforstanderen Henrik Nymann Eriksen, som er underviser i bibelfaget, gennemgår først Romerbrevets første to hovedafsnit, inden de skal i gang med det, han kalder det tredje hovedafsnit. Afsnittet, som strækker sig over kapitel seks til otte, handler om det kristne livs nye vilkår, klargør forstanderen for eleverne.David Dyrvig er allerede i fuld gang med at skrive masser af noter ned på notesblokken, som han har med sig, hvor end han går.​

»Jeg tager væsentlig flere noter end andre. Jeg er bange for, at jeg ikke får tænkt alle de tanker, jeg gerne vil. For jeg kan godt lide at tænke«, siger han.​

De fleste af eleverne sidder med klip-klapper eller strømpefødder på det blå gulvtæppe, mens de skiftevis lytter og skriver ned. En af de få piger i klassen sidder og strikker bagerst i lokalet.

Jeg har brug for kaffe for at holde mig vågen. Selv om Romerbrevet er spændende, kan det være lidt svært at forstå

»Paulus taler om synden som en magt. Synd er noget, jeg gør, som skader andre. Vi kan både være skyldige, fordi vi har ansvar, men vi kan også være underlagt syndens magt, som vi ikke kan gøres fri af«, siger Henrik Nymann Eriksen, inden han sætter eleverne i gang med gruppearbejde. De skal finde de steder i kapitel seks, hvor ordet ’med’ er nævnt. David Dyrvig læser med i sin halvslidte bibel, da hans sidemand læser de 11 vers højt. Nogle af hjørnerne er afrevne, og bibelen er fyldt med gule overstregninger og sorte understregninger.​

De finder fem steder i versene, hvor ’med’ er nævnt: »Begravet med, vokset sammen med, korsfæstet med, døde med og leve med«, siger David Dyrvig og skriver ned på sin notesblok.Klokken ni ringer det til pause. Gangene er fulde af liv. Eleverne fylder deres kopper op med kaffe og et skvæt mælk, lægger puslespil i avisrummet og spiller bordtennis.​

»Jeg har brug for kaffe for at holde mig vågen. Selv om Romerbrevet er spændende, kan det være lidt svært at forstå. Men vi bliver også opfordret til at reflektere og være kritiske«, siger David Dyrvig.

Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Eleverne diskuterer ofte tro på værelserne

Tilbage i undervisningen har en elev et spørgsmål til dagens kapitel.

»Har du et godt råd til en, som gerne vil stoppe med at synde, og som gerne vil leve efter Guds vilje. Og uden at det bliver gerninger, der skal frelse mig?«, spørger han.

Forstanderen tygger på spørgsmålet i et par sekunder og kigger op i loftet, før han svarer:

»Det handler om en voksende selvindsigt i, at jeg har brug for Guds tilgivelse, selv når jeg gør godt«.

For David Dyrvig er det vigtigt, at han har muligheden for at stille de spørgsmål, han har om Gud og kristendommen.

»Jeg tror, at det, der står i Bibelen, er sandt, og at Gud findes. Men jeg er nødt til at dykke mere ned i det, ellers bliver det for overfladisk for mig. Den tro, jeg havde før, var for overfladisk. Jeg havde aldrig nogensinde turdet stille skarpt og se, om det kunne stå testen. Før turde jeg ikke at stille spørgsmål, fordi jeg ville være bange for svaret. Men det er jeg ikke længere«.​


Et vendepunkt på rejsen

Andagt og prædikener på højskolen har en særlig betydning for David Dyrvig. Da han lige var begyndt på skolen i januar, var han til morgenandagt, hvor han mærkede det første vendepunkt i rejsen på at finde sig selv.

»En af underviserne talte om, at vi er Guds barn, før vi er Guds tjener. Jeg har hørt det flere gange, men jeg har aldrig taget det til mig og sagt: Hvis jeg er Guds barn, hvad betyder det så reelt for mig? Hvordan ændres jeg og min egen opfattelse af mig selv?«, siger han og fortsætter:

»Det blev rigtig stort for mig at høre det i de her omgivelser, hvor jeg var villig til at lytte og tage det til mig. At finde Gud og at finde sig selv er ikke nødvendigvis det samme, men jeg tror, de hjælper hinanden. For jeg tror, Gud ved nogle ting om mig, som jeg ikke ved om mig selv«.

Et af lokalerne på Luthersk Missions Højskole skal have den helt store makeover, og det skal de 12 elever på valgfaget hus og have stå for. Målet for eleverne på hus og have er at lære at løse praktiske opgaver, man som husejer møder både inde og ude.

Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Selv om Bibelen er i fokus på højskolen, har eleverne også praktiske fag på skemaet. For eksempel hus og have, hvor de bl.a. lærer at tapetsere

David Dyrvig skal sammen med to kvindelige elever tapetsere en vindueslysning, mens de andre elever maler vægge og gulvpaneler. Deres underviser, Ole Munch, har allerede grundet og slebet lysningen og skåret tapetet til.

Det tykke, klumpede tapetklister lugter i undervisningslokalet, som normalt bruges til troslære. Eleverne stikker en malerpensel ned i massen og rører rundt, inden de smækker det op på væggene i lysningen.

Jeg behandler min bøn som en samtale med Gud. Han ved, hvad jeg bedst har behov for

Rollefordelingen bliver hurtigt aftalt. David Dyrvig venter med tapetet, mens de andre maler tapetklister på væggene.Eleverne er glade for at få lov til at lave noget praktisk som en kontrast til den stillesiddende bibelundervisning, de har meget af på højskolen.​

»Det er fedt at lave noget andet end bare at sidde og fordybe sig i Bibelen. Det kan man ikke altid, for så vil det stå ud af halsen på én. Jeg ville gerne have et fag, hvor man kan få lov til at bruge hænderne og samle tankerne om noget andet«, siger David Dyrvig, som også har et valgfag, der hedder motorlære, hvor eleverne om aftenen kan pille ved biler og skifte bremseklodser.»Ved I hvad?«, griner Ole Munch. »Sådan noget med at tapetsere, det er den ultimative prøve, hvis man er forelsket eller nygift. Hvis man kan tapetsere sammen, så kan man roligt skrive datoen ned til sølvbrylluppet«.​

»Neeej«, griner David og en af hans kvindelige tapetseringsmakkere, og tapetet falder ned over dem.

»Det er utroligt, David. Lige så snart du kommer på valgfaget hus og have, så er der også kone«, siger en af de andre elever, der er ved af male lister.

»Jeg har også motorlære, så mangler jeg bare vovsen«, griner David Dyrvig.

Alenetiden er vigtig

Normalt har David Dyrvig fri i valgfagstimerne inden frokost. Her bruger han meget tid på selvrefleksion. Alenetid er noget, eleverne har meget af på højskolen, hvor halvanden times obligatorisk stilletid prioriteres hver aften.

»Det er lige før, at stilletiden er den vigtigste for mig. Jeg tror ikke, at min tro bliver personlig, hvis ikke jeg får lov at reflektere over det, jeg hører til dagligt. Højskolen har givet mig tiden til at finde Gud og finde mig selv«, siger han.

I stilletiden tænker David Dyrvig på alt fra eksistentielle spørgsmål til lavpraktiske ting, som hvordan dagen er gået. Men meget af tiden bruges også på at bede.

»Jeg behandler min bøn som en samtale med Gud. Han ved, hvad jeg bedst har behov for. Jeg havde måske ikke selv vidst, at jeg er Guds barn, hvis ikke han havde åbenbaret det for mig«.

Men det kan også være en stor udfordring at få tankerne til at løbe frit.

»Det er ikke altid, man kan åbne op for sine tanker. Bare fordi vi læser Biblen, er vi ikke sådan nogle sindssyge overmenneskelige væsener. Vi har også brug for at se Netflix eller læse en bog. Ellers læser jeg mine noter eller i Biblen. Og den refleksionstid, den ved jeg bare, at jeg ikke selv ville tage derhjemme«, siger han.

Gud, kan Jesus fristes?

Prædiken er dagens sidste punkt på højskoleskemaet inden weekenden.

Den starter med en gammel salme, ’Aldrig er jeg uden våde’, af Thomas Kingo. David Dyrvig slår om på en blank side i notesbogen, mens hans stille synger med.

Forstanderen opfordrer derefter alle til at tage et par minutter til at reflektere over ugen, der er gået.

Ugens bibeltekst fra Matthæusevangeliet kapitel fire om Jesus’ fristelse i ørkenen er det første, David Dyrvig kommer i tanke om. Ét spørgsmål tynger ham nemlig meget efter, at han i går talte med sin bibelgruppe om teksten.

»Jesus blev fristet i ørkenen, men hvis han var faldet for fristelserne og havde syndet, så ryger hele tanken om frelsen for mig. Jeg ville blive meget ked af, hvis Gud har gamblet med frelsen. Det ville være forfærdeligt. Det ville være håbet, der ryger«, siger han.

Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Efter en lang dag med bibelstudier og gruppearbejde er prædiken dagens sidste punkt på højskoleskemaet

»Lad os bede sammen«, siger forstanderen. David Dyrvig bøjer hovedet og presser sine foldede hænder mod munden. Herefter læser forstanderen op af Hebræerbrevet kapitel to, hvor der står, at Jesus selv er blevet fristet.​

»Jesus har prøvet det på egen krop, så han kan hjælpe os, når vi fristes«, fortæller forstanderen.

Jeg finder ro i det kristne fællesskab her på højskolen. For her bliver jeg ikke bedømt på, hvor god jeg er til at læse i biblen, eller hvor god jeg er til at synge salmerne

David Dyrvig ser lidt forbavset ud i ansigtet, da ordene lyder i salen, og han skynder sig at skrive ned på notesblokken:

»Hvis Jesus er Guds søn, hvordan kan han så fristes?«, skriver han.

Det var ikke svaret, han havde håbet på, men han er klar med opfølgende spørgsmål, når han kan få enerum med forstanderen.

»Jeg var spændt på svaret. Det er et spørgsmål, som har plaget mig siden i går. Men jeg føler ikke, at jeg har fået det endelige svar endnu«, siger han, da han finder kosten frem til sin ugentlige rengøringstjans i gymnastiksalen sammen med en af sine kammerater.​

Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

En gang om ugen gør David og hans kammerater rent i højskolens gymnastiksal.

David Dyrvig fortæller, at eleverne på højskolen har et helt unikt fællesskab, som han har fundet meget frihed i.

»Vi bruger hele tiden hinanden til pingpongfor at komme nærmere vores egen tro og hinandens. Jeg finder ro i det kristne fællesskab her på højskolen. For her bliver jeg ikke bedømt på, hvor god jeg er til at læse i biblen, eller hvor god jeg er til at synge salmerne«, siger han.​

»Vi har et fællesskab, der er dybere end os selv – vi har Gud. Og jeg er her for at lære mig selv bedre at kende og vandre på den her sti mod troen og puste luft i min egen ballon«.

Læs mere:

Annonce