0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Anders Bondo: Hvis jeg var gået ud i konflikt i 2018, kunne jeg have fået rockstjernestatus

Lærernes afgående formand, Anders Bondo Christensen, synes ikke altid, han har været god nok til at få medspillere. Nu går han af med en bristet drøm og et kompromis, han er glad for.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mette Dreyer/POLITIKEN
Tegning: Mette Dreyer/POLITIKEN
Uddannelse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Uddannelse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da ægtemanden, faren til to drenge og to piger og skolelæreren med matematik som favoritfag Anders Bondo Christensen fra Sønderborg i 2002 blev formand for Danmarks Lærerforening, havde han en drøm.

»Vi skulle genskabe respekten for lærerne. I 1993 gennemgik vi en kæmpe omvæltning, hvor lærerne gik fra at være statsansatte til at være kommunalt ansatte, og det betød nye arbejdstidsregler. De gik ud på at splitte lærernes arbejdstid op i frikvarterer, lejrskole, forældremøder, forberedelsestid, undervisning og så sætte tid på, hvor meget den enkelte lærer brugte på de enkelte dele. Det blev et bogholderi, hvor historien blev, at der var lærere, der gik midt i et forældremøde og sagde til eleven og hendes forældre: »Jeg har ikke mere tid«. Jeg ved ikke, om det nogensinde er sket, men det var det billede, som blev skabt i befolkningen«, siger Anders Bondo Christensen.

I 18 år har manden med den blå skjorte, de grå bukser, de lysende blågrå øjne og de nøgne fødder i sandalerne, siddet her på det lyse kontor på Vandkunsten i det inderste København, hvor hæderspladsen på hans kontor er indtaget af en stålgrå skulptur af en nøgen kvinde, der er modelleret i trådnet, og som på trods af, at hun mangler både hoved, fødder og arme, har en ganske frigjort og erotisk udstråling.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts