0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Bedstemødre må have afslutningen af Wisleys fængslende fortællinger på sms, når de har hentet børn

Wisley Bo Lützen er nomineret til Politikens Pædagogpris for sin sprudlende tilgang til hverdagen. Han kan møde ind med boomblaster på skulderen eller starte koncepter som »tirsdagstons«. Af en forældrer beskrives han som fjollet, men fornuftig. Vild, men rolig. Faglig, men fri.

13. oktober 2021
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når man arbejder på Aarhus Friskole, skal man helst kunne lide at lave rollespil. Ellers bliver det svært at være her i de tre uger, skolen hvert år bruger til at forme en eventyrlig middelalderlandsby med sandhedsdråber, »heksemuttermødre«, eliksirer, spåkoner og krigere.

En pige kommer gående gennem byen iklædt pelsvest, blomsterkrans i håret og et ellers ikke tidssvarende pizzastykke i hånden. Udklædning er ikke essentiel, men de fleste lever sig ind i deres respektive roller. Wisley Bo Lützen var ikke så begejstret for rollespil, da han begyndte som pædagog i skolens fritidsordning for seks år siden. Men nu virker han til at være en af de mest ihærdige skuespillere i denne opsætning.

Før dagens aktion går i gang skal Wisley Bo Lützen underrette sine krigere om, hvad der skal ske i dag.

»Det blev så sindssygt i går, så jeg har lige behov for at give jer en besked«, siger Wisley Bo Lützen, der nu er sin persona som ’Den sorte kriger’. Han genkendes på den sorte sæk og et mørkegråt tørklæde bundet skødesløst om hovedet.

»Der skete noget helt vanvittigt. Der kom nemlig en bror, min bror. Hvordan kunne I genkende ham?«, spørger han sine krigere.

En af pigerne svarer tørt:

»Han lignede dig på en prik«.

  • Foto: Janus Engel

Egentlig er svaret, Wisley Bo leder efter, at hans onde bror har sandfarvede støvler på, mens den sorte kriger bærer gule og grønne Adidas-sneakers. Broren til den sorte kriger er Wisley Bo Lützens anden karakter i spillet. Og forskellen er vigtig. For hans bror er nemlig ond.

»Jeg kan huske, at jeg spiste et eller andet. Og så blev alting sort«, siger Den Sorte Kriger om dagen før.

»Vi ses, Theodor!« råber han henkastet efter en dreng, der bliver hentet. Hurtigt vender han tilbage til rollen:

»Jeg sov og sov og sov, men havde nogle vilde drømme om, at min bror var fanget oppe i borgen«.

Og det er også fedt bare at kunne sige troldekællinger!

Hvis krigerne skulle blive i tvivl om, hvorvidt det er ham eller hans onde bror, de står over for, skal de have fat på sandhedsdråber. Når man drikker dråberne, kan man kun tale sandt. Han har dog hørt, at man er løbet tør for dem i landsbyen, men nogle »nytilkomne« er tilsyneladende i gang med at lave noget nyt.

»Find disse dråber, og hæld dem i mig, så jeg kan tale sandt. For min bror med de røde fjer og de brune støvler taler ikke sandt. Krigere! Ud og udryd de onde kræfter!«, siger den sorte kriger, og børneflokken spæner op i landsbyen.

Eksperimenterer med sig selv

Wisley Bo Lützen er en af syv vindere af Politikens Pædagogris for sit arbejde som pædagog på Aarhus Friskole, hvor han siden 2015 har ageret støtte i undervisningen ud over sit arbejde i sfo’en.

En af forældrene har indstillet ham til prisen for at være fjollet, men fornuftig. Vild, men rolig. Faglig, men fri.

Og når skal siddes stille og spises eftermiddagsmadder, fortæller han historier om vandmanden, som bor i knallertbakken. Historierne er efter sigende »så fængslende, at bedstemødre, der henter børn, må bede om at få slutningen på sms«, som forældreren skrev.

Det er en af de vigtigste værdier for mig i pædagogikken, at man kan slippe sig selv fri og turde at være til i den ramme, man er i. Det har rollespil givet mig

Wisley Bo Lützen er temmelig bevidst om at sætte legen fri, som det kræves i rollespil:

»Det er vigtigt at kunne være sig selv, at kunne eksperimentere med sig selv og prøve grænser af og andres grænser af i fællesskab. Om det så er igennem rollespil eller fodbold. Det er en af de vigtigste værdier for mig i pædagogikken, at man kan slippe sig selv fri og turde at være til i den ramme, man er i. Det har rollespil givet mig«, siger han, da vi sidder i Lille Guls sfo-lokale senere på eftermiddagen.

  • Foto: Janus Engel

Men børnenes interesse og evne til at lege frit kommer ikke af sig selv. Han forklarer, at han får børnene med på legen ved at starte med sig selv, ved at bygge en karakter op, som er troværdig. Og gøre setuppet omkring troværdigt med en landsby, der har et fællesskab, og hvor der tildeles forskellige roller ligesom i et rigtigt samfund.

Kapital skal der skabes, forretninger stables på benene, kroen er igen i år oppe at køre. For første gang i år har de også ’troldekællinger’.

»Og det er også fedt bare at kunne sige troldekællinger!«.

For at få børnene til at give sig selv hen til skuespillet og de rammer, det foregår i, kræver det tillid og en stærk relation.

Tilliden opstår, ifølge Wisley Bo Lützen, ved »at turde at være ærlig og at turde reagere«.

»Det handler om at have et øje på, hvad der er på spil for hvert enkelt barn. De er jo forskellige, selv om vi egentlig forlanger det samme af dem i sådan en uge her. Hvad betyder det at være ’på’ for den enkelte? Der et det enormt vigtigt at have en stærk relation«, siger han.

Jeg tror, at vi som udgangspunkt ikke kan så meget. Så må fremtiden være, at vi kan alt

I sine hænder holder han et foldet stykke papir, som indeholder stikord om skolens værdier. Jeg beder ham i stedet fortælle om sine egne.

Han er født i Haiti, blev adopteret til Danmark som 2-årig og har med sine egne ord som udgangspunkt ikke følt, at han var »noget værd«.

»Det er absurd at leve i en del af verden, der ikke kender særlig meget til Haiti, men det er stadig en stor en del af mig. Jeg kom til Danmark og fik en masse muligheder. Jeg tror, at vi som udgangspunkt ikke kan så meget. Så må fremtiden være, at vi kan alt. Og vi skal finde en balancegang i, at det på en eller anden måde skal kontrolleres, så det ikke løber løbsk«.

Wisley Bo Lützen mener, at hans baggrund gør en forskel for, at børnene kommer til ham. Her spiller ærlighed en afgørende rolle.

»Jeg har også været ærlig over for dem om, hvordan det er at være sort i Danmark. Om min egen folkeskoletid og om, hvordan det er at være sort i dag, og jeg kan også mærke på min egen datter, hvordan det er at være anderledes. Det er rart at blive brugt på den måde, så jeg også er tæt på, hvad der rører sig i nuet hos de her børn«.

Lover du at være god?

I landsbyen har børnene omsider fundet de sandhedsdråber, som gør Den Sorte Kriger i stand til at svare ærligt på spørgsmål.

Én spørger direkte, om han er ond, hvilket han elegant undgår at svare på.

»Min broder har altid været god«, siger han, hvilket efterlader flere børn med rynkede bryn.

»Vi voksede op langt herfra. En uoverensstemmelse gjorde, at vi aldrig nogensinde ville snakke sammen igen. Min bror flygtede, og jeg fortalte slemme ting om ham«, fortæller han med sin højt anlagte fortællerstemme. Tiøren er ved at falde.

Op mod 20 børn begynder at røre på sig, de skubber ham hen mod borg lavet i træ, så de kan smide den onde bror i fangehullet.

  • Foto: Janus Engel

»Wisley er ond!«, råber en pige i ulvekostume.

»Altså ikke i virkeligheden«, tilføjer en anden pige, vist mest henvendt til undertegnede. I borgen er han fanget i en halv times tid, mens børn stikker til ham med ord og sværd.

»Lover du at være god, hvis vi slipper dig fri«, spørger en dreng.

Han lover det fra fangehullets mørke dyb og får lov at komme tilbage til landsbyen. Her er forældre begyndt at komme og hente, så legen må snart slutte.

Læs mere:

Annonce