0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Janus Engel
Foto: Janus Engel

Hovedvinder af Pædagogprisen: Thomas Møller kender byens børn fra børnehaven til de får kørekort

I Oksbøl i det sydlige Vestjylland følger Thomas Møller børnene fra skolen, over i sfo’en og videre i ungdomsklubben. Han holder af at blive genkendt i Brugsen og at opleve børnenes bramfrie taknemmelighed.

Gabriel peger op på et af de mange sværd af træ, der hænger over vinduet uden for børnerækkevidde.

»Jeg vil gerne have det der sværd!«, siger han. Egentlig er det nærmere en økse, men det kan være svært at kende forskel.

»Jeg kan tage den ned til dig, og så kan du lave din egen«, svarer Thomas Møller.

En god første time af sin arbejdsdag i sfo’en står han ved dekupørsaven og skærer stykker ud til de børn, der flokkes om ham i træværkstedet.

»Møller!«, lyder det ofte fra en ny børnemund.

Fem minutter senere får Gabriel stukket en træøkse i hånden. Ivrigt sætter han sig ved bordet i midten af værkstedet og går i gang med at slibe øksen med sandpapir.

En lyshåret dreng har på ny lagt beslag på ’Møller’:

»Det er fordi ... vil du gerne lave et jagtgevær til mig?«. Det vil han i hvert fald gerne hjælpe ham med. Mens Thomas Møller er i færd med at save, kaster han nonchalant stumperne ned i en stor flyttekasse ved siden af.

Vi er jo i Vestjylland, jantelovens holdeplads. Så jeg havde svært ved at sige det til mine kollegaer. Jeg syntes, det var sådan lidt ...

I træværkstedet er der et stort forbrug af træ og klinger til dekupørsaven, der springer af, når man bliver for utålmodig.

»Heldigvis har vi mange forældre, der er selvstændige tømrere, så nogle af dem kommer indimellem med en trailer fyldt med trærester og -plader«, siger pædagogen Thomas Møller, der denne oktoberdag møder op i fritidshjemmet Miniklubben i Oksbøl iført shorts og hvide sneakers.

Miniklubben ligger på kanten til Ål Plantage i en gammel køkkenbarak, der under Anden Verdenskrig var en del af det kompleks, den tyske værnemagt rådede over. Efter 1945 fungerede bygningerne som lejr for godt 35.000 flygtninge.

I dag huser stationsbyen Oksbøl knap 3.000 indbyggere.

Og Thomas Møller kender vist navnene på samtlige børn, der bor her og i oplandet rundt om byen. For ud over sit arbejde i træværkstedet i Miniklubben arbejder han på skolen og i ungdomsklubben Samuelsgården, der ligger ovre på den anden side af vejen. Skolen ligger lige bag ved træværkstedet. Det er et helt lille børnemekka.

Selv er han vokset op i nabolandsbyen Billum, hvor folk »nogle gange spørger efter Legoland«, fordi de forveksler Billum med Billund.

For det arbejde, han gør for byens børn og lokalsamfundet, er han hovedvinder af Politikens Pædagogpris for skolefritidstilbud. Prisen uddeles i år for anden gang for at sætte fokus på pædagogers arbejde.

Jantelovens holdeplads

Over en slagbænk er en lang række gamle syltetøjsglas sirligt placeret, hvor søm og skruer ligger i forskellige størrelser. Rundtomkring på væggene ses beviser på Thomas Møllers mangeårige arbejde.

Et lamineret stykke A4-papir indrammer en fisketur 6. september 2009, hvor Freja fangede otte aborrer ved Fåresø.

På en seddel, som er klistret på skabet til venstre for dekupørsaven, har en pige skrevet: »til-møller-jeg-håber-du-har-det-godt-hilsen-silje-du-er-rigtig-sød«.

Man havde jo ikke så meget respekt for de lærere, der skældte ud

Thomas Møller har været træner for den lokale håndbold- og fodboldklub. Han arrangerer fisketure og jagtture. Og når han har fri, og hans egne børn ikke kræver hans opmærksomhed, spiller han selv ’Fifa’ og ’Counterstrike’. Han dækker et bredt udsnit af børnenes interesser.

Men han er ganske ydmyg angående det at vinde en pris for blot at gøre sit arbejde.

»Vi er jo i Vestjylland, jantelovens holdeplads. Så jeg havde svært ved at sige det til mine kolleger. Jeg syntes, det var sådan lidt ...«, siger han og går ud fra, at jeg kender slutningen på hans sætning.

Hans kolleger og leder lader dog kun til at være stolte af ’Møller’ vurderet ud fra den gejst, de viser over for Politiken.

  • Hovedvinder af pædagogprisen 2021 er Thomas Møller fra Oksbøl. Foto: Janus Engel

Thomas Møller er uddannet tømrer, men nåede bare at arbejde i faget i to år, før han hørte om en stilling i sfo’en.

»Man får meget igen. Den der taknemmelighed og nysgerrighed fra børnene, især de små. Som tømrer var det mere skældud. Man fik flest tilbagemeldinger, hvis folk ikke var glade«.

Selv er han ikke meget for at skælde ud. Selv om han står med en skarp klinge, og børnene vrimler rundt om ham i flere timer hver dag, bevarer han roen.

Jeg spørger ham, om han er bevidst om den ro og tålmodighed, han udviser.

»Jeg husker da selv fra min egen skolegang, at man havde jo ikke så meget respekt for de lærere, der skældte ud. Det var mere de lærere, som man havde en god relation til, og som faktisk formåede at få én til at indse, at der måske var en anden måde at gøre tingene på«, siger han.

Alle ved, hvem man er

Førskolebørnene går i børnehaven, der ligger ved siden af Thomas Møllers træværksted.

Når de bliver hentet eller går forbi, kan de også finde på at råbe »Hej Møller!«. Han hilser tilbage uden altid at vide, hvem de er. Endnu. De har formentlig en lillebror eller storesøster i Miniklubben.

Om ikke så længe får de selv deres hverdag her.

»Efterhånden kender jeg alle. Jeg får dem også igen i ungdomsklubben, så man finder hurtigt ud af, hvem der er fætre og kusiner«, siger han.

Alle ved, hvem man er, og nede i Brugsen råber børnene hej. Jeg har altid syntes, at det er meget livsbekræftende

Han arbejder også som pædagog i skolen, hvorfor han er overbevist om, at børnene har brug for at lave noget mere praktisk, når de har fri.

Når de kommer i træværkstedet, er det vigtigt for Thomas Møller, at der ikke bliver stillet høje krav til dem. Her skal de bare være lidt, se på de sværd og ’Mindcraft’-figurer, der allerede er fremstillet. Måske lave nogle selv. Det eneste krav, han har, er, at de skal bruge »noget tid« på det, de laver.

»Jeg bliver glad og stolt over, at jeg kan være en betydningsfuld voksen for mange af børnene her, både i skoledagen og herovre bagefter, det er ret så fantastisk«, siger han.

»Det er ikke alle, der er glade for, at alle her i byen kender dem. Nogle siger, at de ville have det svært med at bo i samme by, som de arbejder i. Alle ved, hvem man er, og nede i Brugsen råber børnene »Hej Møller«. Jeg har altid syntes, at det er meget livsbekræftende«.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter