Selv om Elisabeth kan være 'pædagog-pinlig', er hun den, de unge helst vil tale med om fester, det første knald og fortrydelsespiller

Hallo, jeg har lige købt en ny scooter, men jeg kan først hente den på onsdag. Vil du se et billede af den, Elisabeth?«, spørger en af gutterne, mens han rækker sin telefon frem mod hende.

Hun løfter blikket og kigger på den lille skærm.

»Wow«, udbryder hun.

»Så må vi ikke håbe, den bliver stjålet. Ligesom den anden, du havde«, svarer Elisabeth Kaas Rutherford, mens en klukkende latter får hendes brystkasse til at hoppe.

Hun er pædagog i Klub Kvaglund, som ligger i den østlige del af Esbjerg. Et boligområde, der fra tid til anden er på listen over udsatte boligområder og parallelsamfund. Således har mange af de børn og unge, som kommer i ungdomsklubben, ikke haft den nemmeste opvækst.

»De har brug for voksne, der vil dem, ser dem og hører dem. Som viser omsorg og nærvær. De har brug for at tale nogle ting igennem, som de ikke helt har for vane, at man derhjemme sidder rundt om spisebordet og taler om. De unge bruger os tit til at tale om kærlighed og sex med. Ting, som de kulturelt set ikke er vant til, at man taler med sine forældre om. Så taler vi om deres første knald, om, hvad en fortrydelsespille er, og sådan noget«, forklarer Elisabeth Kaas Rutherford.

I klubben, som ligger på den lokale skoles matrikel, kommer børnene fra 4. til 6. klasse om eftermiddagen. Om aftenen er det 7., 8. og 9. klasse, som indtager lokalerne. Faktisk må de unge komme der, indtil de fylder 18 år.

Uanset hvilken aldersgruppe der hænger ud i klubbens køkken eller slænger sig i de sorte lædersofaer, har Elisabeth Kaas Rutherford et særligt ønske for Klub Kvaglund. Nemlig, at den skal være de unges fristed. Den ambition har hun tilsyneladende indfriet, for når klubbens unge skal svare på, hvad pædagogen er god til, svarer de nærmest enstemmigt, at hun er god at snakke med. For den evne har Elisabeth Kaas Rutherford vundet Politikens Pædagogpris.

»For nogle bliver det et mentalt frirum at komme her og grine med vennerne. Deres baggrund er jo lidt mere bøvlet, og vi har mange tunge sager og mange børn, der har det rigtig svært. Samfundet måler og vejer dem, men her kan vi give dem en pause«, siger hun.

Får de unge til at vokse

Normalt kommer der mellem 10 og 15 unge forbi klubben, som er åben mandag, tirsdag, onsdag og torsdag i aftentimerne. Da corona lagde skolerne og fritidstilbuddene øde, mistede klubben en del medlemmer, derfor gør de ansatte alt, hvad de kan, for igen at lande på 30-40 indskrevne.

I aften er fremmødet dog beskedent, fordi flere af de unge fejrer halloween andetsteds i Esbjerg. Til gengæld har Elisabeth Kaas Rutherford sørget for pizza til den håndfuld, som sidder rundt om bordet.

»Wow mand, du er sygt slayer i den der«, råber en af drengene, mens han tjatter til Melanie, som har sat en heksehat på hovedet og laver trutmund.

»Nå venner, er I klar på noget ’slik eller ballade’ i aften?«, spørger Rutherford.

»Jeg har fundet et sted, vi skal hen. En mand, der har bygget hele sin have om til noget gyseragtigt«, siger hun.

Og det gør Elisabeth Kaas Rutherford tit. Finder steder at tage hen med de unge. En gang imellem kører de til stranden for at vinterbade, tager på pigetur til gågaden eller i supermarkedet for at handle.

»Og så synes de altså, at jeg er lidt pinlig, når jeg sådan går rundt i Bilka og smalltalker lidt. Så kalder de mig ’pædagog-pinlig’. Ligesom ens mor er pinlig. Men for mig er det vigtigt, at jeg trods den store aldersforskel får lov at lege med. At være, som jeg er. Autentisk. Ellers fungerer den der relationsdannelse bare ikke, og så får de aldrig tillid til mig, hvis ikke de kan mærke mig«, forklarer hun.