Her er de syv vindere af Politikens Pædagogpris

Der findes pædagoger, som med deres indsats redder nogens liv. Det gælder for Puk Farup-Bjerregaard, Susanne Marker, Lars Petersen og Jesper Nielsen, der alle sammen er og har været socialpædagoger ved Josephine Schneiders Ungdomsboliger, en døgninstitution for anbragte unge, som har slået sig gevaldigt på livet.

En af de unge er Christina Campos Tophøj på 33 år, og hun har indstillet teamet til prisen. For 16 år siden flyttede hun nemlig selv ind i Josephine Schneiders Ungdomsboliger efter at være stukket af fra sit barndomshjem, hvor vold og alkoholmisbrug var hverdagskost. I dag er hun gift med en mand, mor til en søn og godt på vej gennem uddannelsessystemet.

Teamet vinder specialprisen, fordi de formår at løfte unge, som lever på bunden af tilværelsen, op til et liv med selvværd, stabil skolegang og styrke til at klare hverdagen. Blandt huset unge beboere fuldfører syv ud af ti en ungdomsuddannelse, mens det på landsplan kun gælder to ud af ti anbragte unge. Det er netop teamets enorme indsats og forbilledlige evne til at samarbejde, fagpanelet har lagt vægt på:

»Det her team gør en kæmpe forskel for beboerne, og de gør det for flertallet af de unge. Det kan simpelthen ikke fremhæves nok. Desuden taler vi ofte om samarbejdets betydning blandt pædagoger, og her lykkes det dem virkelig at få deres forskellige personligheder og kvalifikationer til at spille sammen«, siger Andreas Rasch-Christensen, forskningschef ved VIA University College.

Efter mere end 20 års ansættelse i kommunale daginstitutioner startede Charlotte Mentz og Charlotte Zaza det private tilbud Vuggestuen Nor, fordi der var mange ting, makkerparret drømte om at gøre anderledes. Heriblandt at skabe gode vilkår for medarbejdernes trivsel.

Desuden ønskede lederne at skabe et institution, hvor der ikke var ret langt fra tanke til handling og med frihed til at tilrettelægge det pædagogiske arbejde ud fra deres egne overbevisninger og principper. I den sammenhæng er vuggestuens navn heller ikke helt grebet ud af det blå, for n’et står for nærvær, o’et for omsorg og r’et for relationer.

Begrundelsen for at hædre Charlotte Mentz og Charlottes Zazas arbejde med en pris lyder blandt andet således:

»Lederne vil virkelig noget med deres pædagogiske faglighed. De vil virkelige noget med og for børnene. Ligesom de selv stråler og er ambitiøse i deres arbejde med huset og børnene, så rekrutterer de også kun medarbejdere, der, som de siger, har stjerner i øjnene og knuselsker børnene. De skaber en organisation af ’Charlotter’, hvor alle er en del af succesen«, forklarer Charlotte Ringsmose, som er medlem af fagpanelet og professor ved Institut for Kultur og Læring ved Aalborg Universitet.

»Zaza og Mentz gør, hvad de kan, for at være synlige og synliggøre, hvor vigtigt det pædagogiske arbejde i vuggestuer er. Vuggestueperioden er den vigtigste periode i et menneskes liv. Hos Nor formår de hver dag at tage udgangspunkt i hvert barn og i at etablere gode børne- og voksenfællesskaber«.

Kirstine Kirk har en helt særlig skabertrang, som hun smitter alle børn og voksne i børnehaven med, og når hun arbejder som pædagog, er kreativiteten et af hendes vigtigste værktøjer.

Men for hende handler det ikke kun om at klippe efter skabeloner eller tegne inden for stregerne. Tværtimod. For Kirstine Kirk repræsenterer kreativiteten en legende, undersøgende og nysgerrig tilgang til verden, hvor det gælder om at finde nye muligheder og se alternative veje.

Gerd Christensen, som er lektor og uddannelsesleder af afdeling for pædagogik ved Københavns Universitet og medlem af det faglige panel, begrunder valget af Kirstine Kirk som særprisvinder med følgende ord:

»Hun er i stand til både at se det enkelte barn og at etablere fællesskaber og relationer mellem børnene. Det gør hun gennem det kreative arbejde, hvor hun lader børnene dirigere processen med at skabe alt muligt spændende ud af en masse materialer, de henter mange steder fra. Fra skraldespanden, naturen og forskellige skabe og skuffer«.

»Kirstine Kirk gør simpelthen det umulige muligt, og hun viser børnene, at man kan noget, også selv om man tror, man ikke kan. På den måde giver hun børnene indtryk af, at de kan være med til at ændre verden. På den måde foregår al aktivitet ud fra børnenes udgangspunkt, og det er i sig selv forbilledligt«.

Når Birgit Stensbak arbejder som pædagog, er det med fokus på bevægelse, og hun har øje for at skabe fællesskaber med udgangspunkt i fysisk aktivitet og kropslig udfoldelse, hvor pædagogen er altid selv med. Blandt andet har Birgit Stensbak taget initiativ til sneløb, hvor børnene fik lov at smide sko og strømper for at løbe en tur ud i den nyfaldne sne, og den tilbagevendende cykeldag, hvor flere børn oplever at kunne cykle uden støttehjul.

Andreas Rasch-Christensen, som er medlem af det faglige panel og forskningschef ved Forskningscenter for Pædagogik og Dannelse på VIA University College, begrunder valget af Birgit Stensbak med følgende ord:

»Birgit er simpelthen bare indbegrebet af en meget stærk pædagogfaglighed forstået på den måde, at hun er meget gavmild, når hun deler ud af den over for både børn, kolleger og forældre. Man taler meget om, at dagligdagen i dagtilbuddet er lige dele rutiner og spontanitet, og det formår hun virkelig at navigere i«.

Han uddyber:

»Der er noget planlagt, nogle tilbagevendende aktiviteter og indslag, og så er der det helt spontane, hvor man mærker, at Birgit formår at gribe de ting, der opstår spontant i hverdagen. Her er hun særligt god til at inddrage børnene og deres sanser, og det er for mig at se hendes helt store styrke. At en pædagog kan navigere mellem det planlagte og det spontane, er en helt afgørende kvalitet, og det kan Birgit i den grad«.

Anders Bock har gjort bordrollespillet Dungeons & Dragons til sit primære pædagogiske redskab. Sådan har det været, siden Bock begyndte på Vesterbro Ungdomsgård i slutningen af 90’erne, og dermed har han spillet med hundredvis af børn, og nogle af dem spiller han stadig med i dag, 20 år efter at børnene gik i fritidsklubben. Det er denne gruppe mænd i starten af 30’erne, som har indstillet Bock til prisen.

At kunne bringe børn sammen og give dem varige fællesskaber er en af flere grunde til, at Anders Bock bliver hædret med hovedprisen, forklarer Gerd Christensen, som er medlem af det faglige panel og lektor og uddannelsesleder af afdelingen for pædagogik ved Københavns Universitet:

»Desuden formår han at integrere et meget stort personligt engagement og pædagogisk intuition med meget høj faglig refleksivitet i sit arbejde. Det er imponerende, hvordan Anders Bock får leg, dannelse og skolefaglig læring til at smelte sammen i bordrollespillet. Han er meget bevidst om, hvad han gerne vil have ud af legen, uden at de involverede børn og unge fornemmer det«, siger hun og tilføjer:

»For læringen og dannelse er ikke noget, der bliver trukket ned over hovedet på spillets deltagere. Det sker gennem leg og noget, de synes er sjovt. Samtidig bliver de unge gode til at agere i det sociale rum, tør være uenige og tage konflikter, og dermed får de virkelig tilegnet sig nogle sociale kompetencer«.

Elisabeth Kaas Rutherford har et skarpt blik for de unge, som har brug for ekstra støtte. Og det har mange af medlemmerne i Klub Kvaglund, der ligger blandt boligblokkene i en af Esbjergs hårde bydele.

Flere af medlemmerne i klubben beskriver, hvordan pædagogen er rigtig god at snakke med om alt i livet. Både det nemme, det sjove, det lidt svære og alt det, som er for pinligt at tale med sine forældre om. Derfor betror mange af klubbens medlemmer sig til Elisabeth Kaas Rutherford, når det handler om kærlighed, fester, sex og fortrydelsespiller.

Et af fagpanelets medlemmer, Andreas Rasch-Christensen, som er forskningschef ved Forskningscenter for Pædagogik og Dannelse på VIA University College, kommer med denne begrundelse:

»Hun er ualmindeligt god til at finde og spotte de unge og børn, som har brug for omsorg og nærvær. Og hun tager ikke bare fat i den enkelte, men bruger fællesskabet til at løfte individet. Det i sig selv er en succes, og på den måde falder hendes blik for den enkelte som en del af fællesskabet virkelig i øjnene«, siger han og tilføjer:

»Nogle bliver uddannet til at være gode pædagoger, andre er bare skabt til det. Og sådan er det med Elisabeth. Hun giver enormt meget af sig selv som menneske, og hun gør det på måder, hvor hun gør en forskel. Vi har særligt lagt mærke til hendes blik for de gode relationer og disses betydning for de unge, som har særligt brug for det«.

I Skolegade Skoles fritidsordning, hvor Michael Mortensen er pædagog og daglig leder, skaber han sammen med sine kolleger nogle inspirerende og trygge rammer for børnene. Men ikke nok med det, Michael Madsen er også med til at sætte fokus på og højne pædagogfagligheden bredt set med oplæg, podcasts og artikler.

Han har nemlig for gjort formidlingen af sit pædagogvirke til hjerteblod, og han har været på mange arbejdspladser og uddannelsessteder i Danmark for at fortælle om, hvad han mener er et godt og sundt fritidstilbud til og for børn og unge.

Og det er især den indsats, fagpanelet gerne vil hædre, forklarer Charlotte Ringsmose, som er professor ved Institut for Kultur og Læring ved Aalborg Universitet.

»Han er bannerfører for udvikling af det, han kalder fremtidens fritidspædagogik. Han synes, det er vigtigt, at alle mennesker får øje på betydningen af det fritidspædagogiske arbejde. Han gør en forskel for synet på børns trivsel og pædagogers brug af faglighed generelt«, understreger hun og fortsætter: