»Selvfølgelig får vi brug for tysk«.
Signe Marie Jensen holder fast i, at der nok skal være arbejde til hende, når hun bliver færdiguddannet.
Også selvom hun læser et fag, der som følge af besparelser er lukket ned på flere forskellige uddannelsessteder de seneste par år, heriblandt på Copenhagen Business School og Roskilde Universitet.
Signe læser nu tysk som gæstestuderende på Københavns Universitet, så hun kan få sin kandidatgrad. Hun er ellers studerende ved Roskilde Universitet, men efter hun færdiggjorde sin bachelor i tysk og kultur- og sprogmødestudier i 2015, blev sprogfaget lukket. Ifølge RUC’s rektor, Hanne Leth Andersen, fordi »der var for få studerende, der valgte faget«:
»Til gengæld udbydes alle RUC’s bacheloruddannelser i en særlig sproglinjeversion med enten tysk, fransk eller spansk. Vi ser det som vores opgave at bidrage til, at sprog udbredes – dvs. læses, tales og skrives som en integreret del af de andre uddannelser«, siger hun. Det billede kan Signe godt genkende:
»Vi var også kun et par enkelte studerende tilbage til sidst. Men det var ærgerligt, at det lukkede, synes jeg, og det har været meget besværligt for mig siden, fordi jeg er nødt til at pendle helt herud hver fredag«.
Signe bor i Holbæk med sin datter på snart to år. Det tager hende cirka 45 minutter at komme til RUC, og når hun skal tage turen til KU ved Emil Holms kanal i København, tager det en halv time ekstra. Det betyder, at hun sjældent kan blive, til undervisningen slutter, fordi hun skal nå hjem og hente sin datter fra vuggestue. Og ofte må hun vælge mellem sine to fag, fordi undervisningen ligger på samme tidspunkt på KU og RUC.
»Jeg er gået glip af en lang række forelæsninger på begge fag, og det gør, at jeg lige nu har travlt og føler, at jeg er gået glip af for meget. Vi er faktisk ret påvirkede af alle de økonomiske og politiske tiltag, som i disse år siver ud fra Folketingets mure. Især på de små fag som tysk«, fortælle Signe og tilføjer:
»Men jeg er rigtig glad for tyskfaget her. Det er litterær oversættelse på flere forskellige sprog; tysk, spansk, engelsk og italiensk, og så er det også et meget større hold end på RUC«.
Indtil videre ser det dog ud til, at flere af holdets studerende i dag har valgt at blive siddende og nyde majsolens varme stråler nede ved kanalen lidt endnu. Fire-fem ud af de normalt femten elever har indfundet sig på deres pladser, da de to undervisere træder ind i lokalet på tredje sal, få minutter før undervisningen går i gang. Grå gardiner er trukket for, så kun enkelte stråler slipper igennem og lyser elevernes nakker op. I løbet af den første halve time kommer de sidste studerende dog på plads til semestrets sidste kursusgang. 13 piger og 2 drenge.
»Nu hvor vi kort har gennemgået pensum, er der tid til, at I hver især præsenterer, hvad I vil skrive opgaver om. Men først vil jeg lige starte med at nævne en artikel, jeg læste i weekenden«, siger den ene underviser, Annette Lindegaard, da den anden underviser, Hanne Jansen, er færdig med første del af dagens opsamling.
»Jeg læste en artikel i Weekendavisen om bogen ’De lærdes tyranni’, hvoraf det fremgik, at den kreative klasse er død, og statistikker viser, at næsten halvdelen af de humanister, der kommer ud, stadig er arbejdsløse efter et år«, fortæller Annette Lindegaard til de studerende, der opmærksomt lytter med.
»Men de forstår det jo ikke. Humanister sammensætter tit flere deltidsstillinger, og det kan man ikke altid se i statistikken«, siger hun.
Negative udsigter
For Annette Lindegaard er det vigtigt at italesætte den udbredte skepsis for sprogfag over for de studerende. Ikke fordi de har udtrykt bekymring, men fordi »de jo hører det hele tiden«:
»Alle truslerne om at skære yderligere i humaniora – det læser de jo alle sammen. De bliver bombarderet med negative informationer om jobmangel inden for deres fag. Derfor har vi også løbende besøgt flere af de steder, man kan få job med den her uddannelse. For det er altså muligt, selv om medierne siger det modsatte«, siger Annette Lindegaard.
Humanister sammensætter tit flere deltidsstillinger, og det kan man ikke altid se i statistikken
Engang tænkte Signe meget over, hvad der skulle ske i fremtiden, men nu frygter hun ikke længere at ende i arbejdsløshed. Hun hører dog, hvad statistikkerne og regeringen siger, så hun gør, hvad hun kan ved siden af studiet for at forbedre sine chancer for at få et arbejde med sprog. Hun er i øjeblikket i en slags minipraktik ved siden af studiet på Institut Français i København. Her hjælper hun med at forberede et større projekt med fokus på at få flere danskere til at læse tysk og fransk litteratur. Det foregår i samarbejde med Goethe Institut og Dansk Forfatterforening:
