Sprogfag lukker ned - men Signe holder fast i tysk trods den lange togtur

»Selvfølgelig får vi brug for tysk«.

Signe Marie Jensen holder fast i, at der nok skal være arbejde til hende, når hun bliver færdiguddannet.

Også selvom hun læser et fag, der som følge af besparelser er lukket ned på flere forskellige uddannelsessteder de seneste par år, heriblandt på Copenhagen Business School og Roskilde Universitet.

Signe læser nu tysk som gæstestuderende på Københavns Universitet, så hun kan få sin kandidatgrad. Hun er ellers studerende ved Roskilde Universitet, men efter hun færdiggjorde sin bachelor i tysk og kultur- og sprogmødestudier i 2015, blev sprogfaget lukket. Ifølge RUC’s rektor, Hanne Leth Andersen, fordi »der var for få studerende, der valgte faget«:

»Til gengæld udbydes alle RUC’s bacheloruddannelser i en særlig sproglinjeversion med enten tysk, fransk eller spansk. Vi ser det som vores opgave at bidrage til, at sprog udbredes – dvs. læses, tales og skrives som en integreret del af de andre uddannelser«, siger hun. Det billede kan Signe godt genkende:

»Vi var også kun et par enkelte studerende tilbage til sidst. Men det var ærgerligt, at det lukkede, synes jeg, og det har været meget besværligt for mig siden, fordi jeg er nødt til at pendle helt herud hver fredag«.

Signe bor i Holbæk med sin datter på snart to år. Det tager hende cirka 45 minutter at komme til RUC, og når hun skal tage turen til KU ved Emil Holms kanal i København, tager det en halv time ekstra. Det betyder, at hun sjældent kan blive, til undervisningen slutter, fordi hun skal nå hjem og hente sin datter fra vuggestue. Og ofte må hun vælge mellem sine to fag, fordi undervisningen ligger på samme tidspunkt på KU og RUC.

»Jeg er gået glip af en lang række forelæsninger på begge fag, og det gør, at jeg lige nu har travlt og føler, at jeg er gået glip af for meget. Vi er faktisk ret påvirkede af alle de økonomiske og politiske tiltag, som i disse år siver ud fra Folketingets mure. Især på de små fag som tysk«, fortælle Signe og tilføjer:

»Men jeg er rigtig glad for tyskfaget her. Det er litterær oversættelse på flere forskellige sprog; tysk, spansk, engelsk og italiensk, og så er det også et meget større hold end på RUC«.

Indtil videre ser det dog ud til, at flere af holdets studerende i dag har valgt at blive siddende og nyde majsolens varme stråler nede ved kanalen lidt endnu. Fire-fem ud af de normalt femten elever har indfundet sig på deres pladser, da de to undervisere træder ind i lokalet på tredje sal, få minutter før undervisningen går i gang. Grå gardiner er trukket for, så kun enkelte stråler slipper igennem og lyser elevernes nakker op. I løbet af den første halve time kommer de sidste studerende dog på plads til semestrets sidste kursusgang. 13 piger og 2 drenge.

»Nu hvor vi kort har gennemgået pensum, er der tid til, at I hver især præsenterer, hvad I vil skrive opgaver om. Men først vil jeg lige starte med at nævne en artikel, jeg læste i weekenden«, siger den ene underviser, Annette Lindegaard, da den anden underviser, Hanne Jansen, er færdig med første del af dagens opsamling.

»Jeg læste en artikel i Weekendavisen om bogen ’De lærdes tyranni’, hvoraf det fremgik, at den kreative klasse er død, og statistikker viser, at næsten halvdelen af de humanister, der kommer ud, stadig er arbejdsløse efter et år«, fortæller Annette Lindegaard til de studerende, der opmærksomt lytter med.

»Men de forstår det jo ikke. Humanister sammensætter tit flere deltidsstillinger, og det kan man ikke altid se i statistikken«, siger hun.

Negative udsigter

For Annette Lindegaard er det vigtigt at italesætte den udbredte skepsis for sprogfag over for de studerende. Ikke fordi de har udtrykt bekymring, men fordi »de jo hører det hele tiden«:

»Alle truslerne om at skære yderligere i humaniora – det læser de jo alle sammen. De bliver bombarderet med negative informationer om jobmangel inden for deres fag. Derfor har vi også løbende besøgt flere af de steder, man kan få job med den her uddannelse. For det er altså muligt, selv om medierne siger det modsatte«, siger Annette Lindegaard.

Engang tænkte Signe meget over, hvad der skulle ske i fremtiden, men nu frygter hun ikke længere at ende i arbejdsløshed. Hun hører dog, hvad statistikkerne og regeringen siger, så hun gør, hvad hun kan ved siden af studiet for at forbedre sine chancer for at få et arbejde med sprog. Hun er i øjeblikket i en slags minipraktik ved siden af studiet på Institut Français i København. Her hjælper hun med at forberede et større projekt med fokus på at få flere danskere til at læse tysk og fransk litteratur. Det foregår i samarbejde med Goethe Institut og Dansk Forfatterforening:

»Det er nogle meget veletablerede institutter, og jeg tror, at det vil øge mine jobmuligheder senere, at jeg har arbejdet sammen med dem og fået en masse erfaring. Og så har jeg været med til at lave noget meningsfuldt inden for sprogfag«, fortæller Signe, der fik tilbudt pladsen af Roskilde Universitet for nogle måneder siden.

»Men jeg føler mig rimelig sikker. Jeg har fundet det, jeg er god til, og det giver en sikkerhed, at jeg kender mine kompetencer. Det er ikke noget, jeg tænker så meget over mere, for jeg er selv fra Tyskland og kender forholdet til Danmark. Jeg ved, hvor vigtigt samarbejdet er. Derfor er sproget også vigtigt at kunne, og det vil der fortsat være brug for«, lyder det selvsikkert fra Signe, inden hun stiller sig op til tavlen og fremlægger sin projektidé for sine medstuderende.

»Jeg vil sammenligne tidligere oversættelser af H.C. Andersens eventyr ’Skyggen’ og se på, hvordan jeg kan lave en anden fortolkning af den – et nyt perspektiv, hvor jeg aktivt laver om på historien og laver den til et drama«, siger hun med sammenfoldede hænder og en accent, der afslører hendes tyske rødder.

Usikker fremtid for sprogfag

Da hun har sat sig ned igen, og underviserne annoncerer en kort pause, er der alligevel dukket nogle ting op hos Signe, som hun kan frygte ved at læse et fag, der bliver mere og mere nedprioriteret økonomisk.

»Jeg frygter lidt udviklingen i samfundet, for det går i en retning, der kan få en negativ betydning for mig. Der er en tendens i hele den vestlige verden til, at samfundet tilpasser sig en økonomisk model og ikke omvendt. Som oversætter kan det betyde, at der ikke vil være et marked for mig. Så jeg kan blive bange for at ende med at arbejde med noget, jeg ikke kan stå inde for. Noget, der kun handler om at sælge et produkt, jeg ikke kan se værdien i. Så ville jeg kede mig ihjel«.

Om tyskfaget findes 10-15 år ude i fremtiden, tør underviserne Hanne Jansen og Annette Lindegaard ikke spå om, »det er der jo ingen, der ved«, men de tror ikke, at det lukker på KU. I hvert fald ikke lige foreløbig:

»Italiensk og portugisisk har vist været oppe og vende. Og finsk er jo blevet lukket. Men jeg kunne ikke forestille mig, at tysk også lukker«, siger Annette Lindegaard.

De to er meget enige om, at beslutningen om at lukke sprogfag så mange steder er »åndssvag«. Ifølge dem bliver sprogfagene lukket af økonomiske årsager, og fordi der er få elever på holdene. Men det er »en konsekvens af, at folk skræmmer eleverne væk fra faget på grund af al den snak om arbejdsløshed«:

»Det er en kæmpe fordel at kunne sprog, og det er rigtig dumt, at fagene lukker. Jeg håber bare, at der på et tidspunkt er nogen, der får øjnene op for, hvor vigtige sprogfagene er. Både for hele vores kultur, vores eksport og for katastrofeområderne. Det er noget møg, at de lukker sprogfagene«, siger Hanne Jansen, og Annette Lindegaard supplerer:

»Vi kan jo heller ikke alle blive industriteknikere, som artiklen i Weekendavisen nævnte, der var mangel på«.

Da undervisningen har været i gang i to timer, begynder Signe lige så stille at pakke sine ting sammen. Der er stadig en time tilbage, men et hurtigt kig på rejseplanen viser, hun er nødt til at komme af sted, hvis hun skal nå at hente sin datter fra vuggestue til tiden.

»Det tager mig jo over halvanden time at komme hjem. Det er meget transporttid og ret besværligt, men jeg er virkelig glad for faget. Og det vigtigste for mig er at få et arbejde, der har værdi for mig«, siger Signe.