Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Feature-uge på Brøndbyvester Skole i 1971.

Feature-uge på Brøndbyvester Skole i 1971.

Undervisningsprisen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Syv lærere fra syv årtier: Dialektbarrierer, akvarieøjne og bedrevidende forældre

Læs om lærernes første møde med eleverne fra 1952 til 2015.

Undervisningsprisen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Siden 1950’erne har folkeskolen og lærergerningen ændret sig markant. Èn ting er dog sikkert, det er i mødet mellem lærer og elev, det hele foregår. Med Undervisningsprisen sætter Politikens fokus på de gode lærere, der gennem tiden har udfordret og udviklet eleverne. Mandag 4. april kl.12.00 er sidste chance for at indstille. I den anledning har Politiken spurgt syv lærere fra syvårtier om deres først møde med eleverne.

Poul Hartung, Over Tandslet skole på Als

Da jeg kom ind i klassen til de her unger, blev der fuldstændig ro. Sådan var det dengang, når der dukkede en lærer op. Til gengæld fik jeg et stort chok, da de begyndte at tale, for jeg kunne ikke forstå, hvad de sagde, de talte jo alsisk. Mit københavnske kunne de godt forstå, for det havde de hørt i radioen.

Det var en lille landsbyskole, hvor jeg havde fået et vikariat på et halvt år. Alle 40 elever gik i samme klasse på tværs af klassetrin, og jeg var den eneste lærer, så jeg havde dem i alle fag. Marie, der var en dygtig elev på syvende årgang brugte jeg som overtranslatør de første tre uger. Der var en af de små, der læste højt: »Ida har en dukke«, og jeg spurgte hende, hvad en dukke var. Det er en poppe, svarede hun. Så stor afstand var der i sproget.

For at få sat noget i sving var jeg nødt til at inddele dem i aldersgrupper og lade dem undervise hinanden indbyrdes – ellers kunne jeg slet ikke holde det kørende. I dansk satte jeg, de ældste i gang med en fristil, og de små uskyldige i gang med at tegne, og så læste jeg diktat højt for to forskellige hold på skift. Det var virkelig en domptør værdigt.

Den eneste kontrol, der var med skolevæsenet dengang, var, når skolekommissionen kom forbi til eksamen. Så sad de der bagest i klassen i deres stiveste puds. Det var fuldstændig indstuderet, de lyttede, nikkede, og så drak vi ellers kaffe. Det var den kontrol, der var med skolevæsenet dengang.

Jørgen Meinke, Ellebjerg Skole i København

Som alle andre lærere i 1. klasse satte jeg lidt flag på bordet på elevernes første skoledag. Og så var det ellers bare med at komme i gang. Men sådan gik det ikke helt.

Jeg forventede, at de sad med foldede hænder klar til at høre efter. I stedet blev de fjerne i blikket, og flere begyndte sågar at lege på bordet. Jeg kan huske, at der var en, der hed Peter, der trak en bil op af tasken. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at de ikke var længere fremme. Jeg vil ikke sige, jeg hånede dem, men næsten.

Heldigvis kunne jeg se på mine kolleger, at det var ikke sådan, man bar sig ad, så jeg indførte bl.a. en legetøjstime og tog på ture med dem. Jeg kendte intet til små børn. Jeg havde ikke små søskende, og på seminaret talte vi stort set ikke om eleverne, kun om det faglige. Derfor brugte jeg mine kolleger meget.

Mange af eleverne havde problemer derhjemme. Hvis ikke de havde lavet lektier, så fik de tre advarsler og herefter en eftersidning. Det stod jeg meget hurtigt af på. Jeg nænnede simpelthen ikke at give dem alle de eftersidninger. I stedet indførte jeg en politik om, at de ikke havde så mange lektier for, til gengæld skulle de være flittige på skolen. Mine kolleger vidste det godt. Det gjorde ledelsen ikke. De var mere usynlige dengang. Som en overlærer, der sagde: Pas dit, så passer vi vores.

Niels Christian Sauer, Karlebo Skole i Kokkedal

En af de første dage var der en dreng, der spyttede mig i hovedet, da jeg lænede mig frem over hans bord for at hjælpe ham med matematik. Jeg blev fuldstændig paf. Jeg havde slet ikke forestillet mig, den slags kunne ske, for jeg ville dem jo bare det bedste, men det skete altså.

Da jeg besluttede mig for at blive lærer, var det med en klar idé om at lægge stivstikkermanererne på hylden. Så jeg blev ikke vred eller pustede mig op, men sagde til ham, at det måtte man altså ikke, og så gik jeg ellers bare videre til den næste. På seminariet havde vi intet lært om konflikthåndtering.

Jeg havde med vilje valgt et hus lige ved siden af skolen, så jeg kunne åbne mit hjem i fritiden for nogle af eleverne. Døren var ikke låst, og de behøvede ikke at ringe på, de gik bare ind som en del af familien.

Det var rigtig hyggeligt, men da der pludselig stod en pige fra 2. klasse for fodenden af vores seng klokken halv ni søndag morgen, så måtte vi lige hive lidt i land igen.

Sådan foregik der rigtig mange ting, som er fuldstændig utænkelige i dag.

Karen Fransen, Silkeborg Seminariums øvelsesskole

Jeg fulgte ham 16 timer om ugen. Det var det antal timer, man havde i 1. klasse dengang. Men også hjem nogle gange, hvor jeg så hans kaniner. Han levede alene med sin far. Der var jord på gulvet, og kaniner og høns gik frit rundt i stuen. Men i haven havde han en fin legeplads. Han var god til det vilde liv, men ikke til at sidde stille eller være sammen med andre børn.

Når han faldt ned under bordet eller begyndte at kigge alle andre steder hen end i bøgerne, tog jeg ham med ud. Vi gik i skoven, der lå lige ved siden af skolen. Vi kiggede på mariehøns og biller – et miljø, han kendte fra sit eget liv. Efter et år kom han i et døgnbehandlingstilbud.

Selv om støttelærerjobbet hverken var et fuldtids- eller drømmejob, var det mit store held, at jeg fik det. Seminariet var præget af efterdønningerne af ungdomsoprøret, og vi kunne bruge timevis på at diskutere, hvilken videnskabsteori vi skulle bruge til at analysere en tekst. Men det lærte os jo ikke noget som helst om at undervise Så i det år, jeg var ’på græs’ hos Åse, der var klasselærer i den klasse, hvor jeg var støttelærer, så jeg, hvordan hun lærte børnene at læse og fik dem til at fungere socialt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det var lidt af et antiklimaks, da jeg efter det år fik job som fast vikar. Jeg underviste i fag, jeg ikke var uddannet i, og elever på alle klassetrin, Særligt de ældre elever var udfordrende, da jeg var nervøs for, at de ville obstruere eller provokere. Det var trods alt nemmere med de små.

Charlotte S. Klausen, Gudenåskolen i Ry

Der var en massiv tavshed. De sad fuldstændig stille og fulgte hver eneste lille ting, jeg sagde og gjorde, for at finde ud af, hvad jeg var for en. Men det var kortvarigt. Lynhurtigt var der en, der spurgte, om jeg havde en hund, og så kom der efterfølgende alle de her fjollede spørgsmål.

Jeg var meget bevidst om, at det var mig, der havde udspillet, og at de så efterhånden ville vise mig, hvem de var. For mig var det altafgørende, at vi ikke kørte skævt af hinanden, men fik skabt en god relation fra starten. På seminaret var der en fra min årgang, der fortalte, at hun kendte en nyuddannet lærer, der i løbet af det første år i folkeskolen havde besluttet, at hun ville være ligeglad med, om de kunne lide hende. Hun ville bare undervise, og så måtte de bryde sig om hende eller ej. Sådan kunne jeg slet ikke tænke selv.

For mig var det vigtigt, at eleverne skulle have lyst og mod til at tale med mig. Det var også det, der skræmte mig, inden jeg startede. Hvad nu, hvis de hadede mig, eller syntes, jeg var forfærdelig. Heldigvis faldt det helt naturligt, da jeg først stod foran dem.

Jon Andersen, Lindevangskolen på Frederiksberg

Vi gik i Frederiksberg Have for at spille rundbold. Jeg dannede bagtrop. Pludselig fik jeg en lille pigehånd i min. Og så en til. Mens vi gik der og holdt i hånd, fortalte den ene, at hun skulle til Spanien med sin far i sommerferien. Den anden skulle til Lalandia. Der var også mange forældre, der tog med – de skulle lige se, hvad jeg var for en giraf.

Der havde været tre dansklærere i klassen på ét år, så det var vigtigt for mig at skabe tryghed blandt både elever og forældre. Derfor holdt vi faste møder i klassen, og hver uge sendte jeg et brev hjem – en X-update, kaldte jeg det. Jeg brugte enormt meget tid på at informere forældrene. Også for meget. Til sidst følte jeg mig som et serviceorgan, der ikke havde tid til særlig meget andet. Forældrene må jo også bruge tid på at tale med deres børn om, hvad de har lavet i skolen.

Noget af det første, jeg lærte eleverne, var orddeling. Det kæmpede jeg virkelig med, men de kunne bare ikke forstå det. I stedet blev jeg mødt af de der akvarieøjne. Heldigvis var matematiklæreren mere erfaren, og sammen lavede vi en deleleg, hvor de hver især var et bogstav og prøvede at dele ordene fysisk med kroppen. Og så lærte de det alle sammen. Det er ikke nok kun at komme ind ad døren med sin faglighed, så får man ikke alle med. Det lærte jeg virkelig det første år.

Sarah Tarp Nissen, Sunds-ildskov Skole i Herning

De så alle sammen helt ens ud. Langt hår og lyse T-shirts. De var helt stille, for eleverne kendte heller ikke hinanden. De var usikre på den der teenageakavede måde. Alligevel var der nogen, der stak ud. De søgte hurtigt øjenkontakt og bekræftelse, andre faldt lidt ned i stolen og så tiden lidt an.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi talte meget om kulturer, og de fik som opgave at lave en video om dansk kultur. Der var nogle, der var meget bevidste om, hvorfor vi gør, som vi gør, mens andre tog det som en selvfølge at stå i kø foran bussen. Fra seminariet vidste jeg jo godt, at der er forskel på elever, men at de alligevel var så forskellige, det var noget, jeg skulle prøve på egen krop, før jeg forstod det.

Jeg er en del yngre end mange af forældrene, og det skabte en vis ærefrygt. Man får jo deres aller dyrebareste i sine hænder og skal være med til at opdrage dem. Højt uddannede forældre kan godt have tendens til at tro, at de ved mere, og så er der mange forældre, der ikke kan forstå, hvorfor deres barn ikke er i centrum hele tiden. Som lærer har man jo 23 elever, der skal være i centrum, og der kan det være svært at jonglere med den idé, forældrene har.

Når jeg sender beskeder hjem, er det derfor vigtigt for mig, at det er hundrede procent korrekt, for at vise, at jeg har styr på det. Derfor dobbelttjekker jeg altid, at kommaerne sidder i skabet. Det vil jeg ikke have på mig.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden