Kender du en lærer, der har en helt særlig betydning for sine elever? En lærer, der rummer alle elever i sin klasse? Eller hvis undervisning har inspireret til en anden vej i livet end forventet?
Så har du nu muligheden for at anerkende vedkommende.
Der er nemlig åbnet for indstillingerne til Politikens Undervisningspris, der i samarbejde med Villum Fonden, uddeles til engagerede og inspirerende lærere fra landets grundskoler, gymnasieskoler og erhvervsskoler.
Politikens Undervisningspris uddeles for niende år i træk i et ønske om at hylde den dygtige lærer, der formår at engagere sine elever, og som med sin undervisning kan inspirere – både i klasselokalet og på lærerværelset.
Det kan være alt fra en lærer, der ser eleverne på en særlig måde, til en, der kan flytte undervisningen et nyt sted hen. Eller måske én, der har haft en personlig betydning i dit liv.
Du kan både indstille enkelte lærere og lærerteams.
Både tidligere og nuværende elever, forældre, venner, kollegaer og ledere kan indstille den eller de lærere, som fortjener ekstra anerkendelse for deres indsats i faget.
Sådan gør du
Du kan indstille en lærer på www.politiken.dk/undervisningsprisen. Tilmeldingen er åben til mandag 5. april ved midnat.
Der uddeles tre priser i hver af de tre hovedkategorier, som udgøres af grundskolen, erhvervsskolerne og gymnasierne. Hovedprisen i hver kategori er på 75.000 kroner, mens der også er to særpriser på 25.000 kroner.
Ekspertpanelet, der vurderer indstillingerne, består både af andre lærere, af fagpersoner og af to elever – en fra grundskolen og en fra en ungdomsuddannelse.
Priserne uddeles af to ekspertpaneler for henholdsvis grundskolerne og ungdomsuddannelserne, der gennemgår indstillingerne og finder de nominerede. Vinderne vil blive fejret til prisfesten tirsdag 11. maj i Politikens hus, hvor vinderne vil blive kåret.
Sidste år var der 1.937 nomineringer fra grundskoler og ungdomsuddannelser i hele landet. Indstillingerne kan variere i længde, og der er ikke nogen fast opskrift på, hvad der karakteriserer den gode lærer. Det skal I vise os.
Blandt sidste års vindere er en danskunderviser, der blev omtalt af eleverne som en »ekstra mor«, der fik selv skoletrætte drenge i 9. klasse til at interessere sig for litteratur. En sosu-underviser, der fik ændret en busrute, så den passer bedre til elevernes mødetider. Og en tålmodig gymnasiematematiklærer, der aldrig har travlt og bliver så længe, det tager at forstå regnestykket.
Politikens Undervisningspris støttes af Villum Fonden.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter