0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Søren Brostrøm var en mønsterelev. Men i 4. klasse skete der noget, der fik ham ud af kurs

26. februar 2022
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

På mange måder var han en god og artig dreng, der var fagligt stærk og mere glad end de fleste for at sidde på skolebænken. Men da Søren Brostrøm var 11 år gammel, væltede hans verden, for i slutningen af 4. klasse mistede han sin far. Og så blev verden et mørkt sted.

Han husker særligt følelsen af at sidde i klasselokalet på Strandskolen i Risskov i 1970’erne og hverken kunne læse eller regne.

»Når vi havde en test, så kunne jeg ikke finde ud af at lægge to og to sammen, ligesom jeg heller ikke kunne finde ud af at skrive. Det var ikke, fordi jeg lige pludselig fra den ene dag til den anden havde mistet forståelsen af dansk og regning, men det handlede om den sorg, som jeg havde i forbindelse med tabet af min far«, siger Søren Brostrøm.

I det moment var der særligt en, der så ham. Det var Anne Marie Poulsen, som på det tidspunkt var hans dansk- og klasselærer. Og det er grunden til, at fru Poulsen stadig fylder i hukommelsen hos den nu 56-årige direktør i Sundhedsstyrelsen.

Lidt af et orakel

Søren Brostrøm voksede op i de glade 1970’ere, som han selv siger. Hans nyuddannede lægeforældre havde købt hus i Risskov. Det var et andet Risskov end det, som i dag er Aarhus’ svar på Gentofte. Der var dem, der boede på den ene og den anden side af Grenåvej. Underforstået, at det var underklassen som boede på den ’forkerte’ side. På Strandskolen blev børnene fra begge sider af vejen blandet. Nogle af børnene havde enorme udfordringer af social karakter og svært ved at lære at læse, skrive og regne.

»Blandingen er jo på mange måder, når folkeskolen er bedst. Det er i hvert fald essensen af den første del af ordet ’folke’, at vi skulle blive gode samfundsborgere på tværs af klasseskel«, siger Søren Brostrøm.

Fru Poulsen var en af dem, der formåede at se dem alle og deres behov. Søren Brostrøm husker hende mest af alt som lidt af et orakel. En af dem, som alle børnene så meget op til på skolen. Så meget, at der var en fornemmelse af, at Anne Marie Poulsen kunne det hele og vidste det hele.

»Hun træder frem for mig som en fuldstændig, fantastisk god folkeskolelærer. Jeg kunne godt lide hendes timer. En gang om ugen slæbte hun klaveret på rullehjul fra lærerværelset til vores klasselokale, og så sang vi alle sammen højt. Men vi lærte også noget, og vi hørte efter. Det er man jo helt bevidst om som skoleelev. Er der ro i klassen, eller bliver der råbt og skreget«, siger han og tilføjer:

»Jeg havde jo også lærere, der var sjove og vildt underholdende, men hvor jeg bagefter tænkte ’hvad fanden fik jeg egentlig ud af de historietimer?’. Det er ligesom den gamle joke, som vi har i sundhedsvæsenet. Hvem vil du helst opereres af – den søde kirurg eller den dygtige, som ikke er særlig sød? De fleste ville nok vælge den dygtige, men drømmescenariet er jo en kombination af begge. Fru Poulsen står som kombinationen for mig i min tidlige skoleår«.

Du kan selv indstille en eller flere dygtige lærere til Politikens Undervisningspris her.


Da sorgen kom forbi

Men det er ikke kun, fordi Anne Marie Poulsen var en god underviser. Hun står skarpt i Søren Brostrøms hukommelse, fordi hun også var vældig omsorgsfuld og havde et særligt blik for sine elever. Det var den oplevelse, som Søren Brostrøm havde, da han mistede sin far og følte sig mere eller mindre handlingslammet.

Han husker, hvordan han fik lov til at sidde på skolens bibliotek for at få særundervisning i de første måneder efter tabet. Mest af alt havde han bare brug for en, der holdt øje med ham. En, som fortalte ham, at han stadig kunne.

»Hun var meget opmærksom på, hvordan jeg reagerede. Jeg kan huske, at hun snakkede meget med min mor, og at min mor også holdt meget af hende. Hun sørgede for, at der blev taget hånd om mig i skolen. Vi talte selvfølgelig om sorgen, så jeg kom igennem det sammen med min storebror, der gik på samme skole«, fortæller han.

For ham er der et ord, der særligt står tilbage, når han skal beskrive, hvad hans klasselærer helt præcist udviste. Og det handler mest af alt om dedikation i ordets fulde betydning.

»Jeg har ikke vidst alt om fru Poulsen, men for mig handlede det om, at hun virkede enormt dedikeret til sit fag. Hun var dedikeret til sit job ud over de fleste af kollegerne på skolen. Jeg havde en klar opfattelse af, at hun lagde flere timer. Og så var hun opmærksom og engageret i den enkelte elevs behov ud over klassen og selve undervisningssituationen. Jeg var ikke den eneste med problemer, og jeg var derfor heller ikke den eneste, som hun hjalp. Det er nok derfor, at jeg kan huske hende, selv mange, mange år efter«, siger Søren Brostrøm.


Undtagelsen, som bekræfter reglen

Der er sket meget i Søren Brostrøms liv, siden han var en bette knægt på Strandskolen. I løbet af de seneste par år med en coronapandemi er han tonet frem på de fleste danskeres tv i tide og utide.

»Jeg er ikke i tvivl om, at de tidlige år på Strandskolen med fru Poulsen har været med til at forme mig. Ud over året efter min fars død har jeg faktisk aldrig oplevet at være skoletræt«, siger han.

Det er der nok noget om, for han er en mand, der med egne ord er rimelig »overuddannet«. Det skyldes mest af alt, at han stadig nyder, når han bliver sendt tilbage på skolebænken og skal lave lektier. Og så hører det naturligvis også med til historien, at han selv har været underviser og lektor på Københavns Universitet. Lægestuderende kan stadig støde på ham som censor i ny og næ. Lysten til at lære og lysten til at dele ud af sin viden slipper han næppe.

»Det er jo virkelig vigtigt, at Danmark er et stærkt videnssamfund. Der er vi afhængige af dedikerede lærere. Det er klart, at der en gang imellem kommer en historie med en mønsterbryder, som er selvudlært eller på trods af en dårlig underviser alligevel lykkes. Men det er jo undtagelsen, der bekræfter reglen«.

Læs mere: