0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Hun vil behandle deltagerne i Løvens Hule med respekt. Det samme gjorde hendes matematiklærer

17. marts 2023
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Investor Louise Herping Ellegaard havde et hyperaktivt matematikgeni som lærer i gymnasiet. Men han var også et godt medmenneskeligt forbillede.

Aagaard. Manden, der kunne skrive ligninger med to hænder på tavlen og havde sukkersyge.

En sygdom, der gjorde, at han nogle gange blev hyperaktiv og skrev ligningerne på tavlen endnu hurtigere end normalt. Hvis det skete, skulle klassen sige:

»Aagaard, spis en banan«, så han kunne få blodsukkeret ned.

Det skete et par gange, husker iværksætter og investor Louise Herping Ellegaard, der er aktuel som ny løvinde i DR-programmet ’Løvens hule’. Selv om erindringen står klart, har hun glemt fornavnet på sin matematiklærer i gymnasiet.

»Vi kaldte ham bare Aagaard. Han var det vildeste matematikgeni og var dygtig til at formidle, så det blev interessant og sjovt«, siger hun.

Og så havde han en venlig tilgang til sine elever, hvilket gjorde ham til et forbillede.

»Han talte pænt til os, og vi talte pænt til ham. Der var en gensidig respekt, fordi han ikke talte ned til os«, fortæller hun.

En værdi, hun i dag tager med sig ind i ’Løvens hule’.

»Jeg forsøger at behandle folk med respekt og ordentlighed. Derfor går jeg heller ikke i flæsket på folk derinde, for jeg ved, at de er ved at dø af stress og nervøsitet«, siger hun.

Mobning og ’Ordnung muss sein’

Louise Herping Ellegaard kom fra en folkeskoleklasse, hvor hun blev mobbet på mellemtrinnet. Generelt er minderne om folkeskoletiden ikke lutter gode, for også tonen fra lærerne kunne være hård.

»Hvor er det ærgerligt, man ikke længere må slå sine elever«, husker hun sin tysklærer sige til klassen.

Det var den gamle skole og ’Ordnung muss sein’, men det gjorde, at hun altid lavede lektier i tysk. Det gjorde hun ikke nødvendigvis i de andre fag, men alligevel klarede hun sig godt. Som teenager, da kroppen blev fyldt med hormoner, blev hun skoletræt og endte med at få et ’måske egnet’ til gymnasiet.

Som forberedelse til ’Løvens hule’ har jeg set samtlige afsnit og lavet et Excel-ark

Efter et år i 10. klasse begyndte hun på Grindsted Gymnasium. Oplevelsen med tysklæreren havde gjort hende »fatigue«, som hun siger, og hun fravalgte det humanistiske til fordel for matematisk linje. Og her kom den famøse Aagaard ind i hendes liv, en høj midaldrende mand, der kunne formidle matematik som de færreste.

»Jeg var ikke specielt god til matematik. Men det blev jeg i hænderne på ham. Jeg tror, han såede nogle frø i os alle sammen«, siger Louise Herping Ellegaard.

Selv i ham, der var klassens festabe, fortæller hun. Ham, der i pigernes studenterhuer skrev citater fra Brødrene Olsens ’Smuk som et stjerneskud’, da klassen blev studenter i 2000 – samme år som sangen havde vundet Melodi Grand Prix. Til den sang gik »verdens bedste klasse«, som Louise Herping Ellegaard kalder det, ud med et brag. Aagaard var krymmel på toppen af en god gymnasietid.


Aagaard var et godt eksempel

I virkeligheden var hun nok »skabssproglig«, som hun selv kalder det, i gymnasiet, for ud over matematik kunne hun bedst lide engelsk og historie. Så efter gymnasiet læste hun historie på Syddansk Universitet. Efter sin bachelor udviklede hun sammen med to andre en idé til, hvordan man kunne formidle historiefaget på en spændende måde. Det blev til virksomheden Clio, en platform med digitale læringsmidler til grundskolen.

»Vi ville gøre op med den klassiske støvede undervisning, for man kan få alle til at interessere sig for et fag, hvis man formidler det godt«, siger hun.

Det var Aagaard et godt eksempel på. Med Clio opstod en interesse for at drive forretning, og Louise Herping Ellegaard tog en HD i International Business på CBS.

I dag er Clio solgt, men i ’Løvens hule’ investerer hun gerne i virksomheder med fokus på skolen. Her er der også én ting mere, hun tager med sig fra Aagaards matematiktimer: den systematiske tænkning.

»Som forberedelse til ’Løvens hule’ har jeg set samtlige afsnit og lavet et kæmpe Excel-ark over, hvad iværksætterne har efterspurgt, hvad løverne har budt, og hvad det hele er endt med«.

Læs mere: