På Danmarks største skole sørger de for, at man ikke bliver væk fra sin legekammerat

Så visker Berit Harfot smartboardet rent, for det er tid til at lave legeaftaler. Skolen er så stor, at man kan blive væk fra sin legekammerat, inden man har fået taget overtøjet på i garderoben og er kommet ud på legepladsen – eller læringsparken, som det hedder på Østerhåbskolen. Derfor laver lærerne klare aftaler, inden børnene går ud. Først kommer børnene med forslag, som bliver skrevet på tavlen.

»Tegne«

»Klatre«

»Fodbold«

Dernæst kan de melde sig til, og Berit sætter streger på tavlen for hvert barn per leg. Så aftaler de fælles et sted, hvor hver legegruppe mødes, og frikvarteret kan begynde.

Foto: Janus Engel/FREELANCE

Ikke sjovt at blive væk

Ude i læringsparken hænger Maja Davidsen Poulsen, der går i 3.b, med hovedet nedad på et klatrestativ, og det brune hår blafrer i luften. I det her frikvarter er hun i legegruppe med tre andre, og små grupper som deres fordeler sig på den store læringspark, der har alt, hvad et børnehjerte kan begære, fra basketballbane til trampoliner.

Selv om det kan være træls med legeaftaler, hvis man ombestemmer sig, synes Maja overordnet, det er godt. Hun fortæller om en dag, hvor hendes ven havde misforstået, hvor de skulle mødes og havde gået rundt og ledt. De fandt hinanden efter lidt tid, men hun tror ikke, at vennen syntes, det var en rar situation.

»Jeg kan huske, da vi ikke gjorde det, så tænkte jeg meget over, om de andre havde nogen at lege med. Jeg har også nogle gange selv brug for at kunne melde mig til noget, hvis jeg synes, det er svært at finde nogen at lege med«, siger hun.

Men Maja mærkede især, at Østerhåbskolen var stor, da hun startede i 0. klasse.

»Det virkede skræmmende, at der var mange børn. Sådan var det ikke i børnehaven. Men nu har jeg vænnet mig til det, og det er blevet hverdag«, siger hun og fortsætter.

»Derfor skal vi hjælpe de små med, at de føler sig trygge«.

Foto: Janus Engel/FREELANCE

Klassekammeraten Oskar Bue Lorentzen har meldt sig til fodbold i frikvarteret. Men nogle gange kan han faktisk bedst lide at gå rundt om skolen med sig selv eller sin bedste ven og snakke. Så kan det godt være i vejen, at skulle melde sig til en legeaftale.

»Det kunne godt være bedre«, siger han.

Skoleleder har mødt fordommene

Lærer Berit Harfot kan godt se, at det kan have en bagside at være en stor skole.

»Hvis man som voksen ikke er opmærksom på de fælder, der kan være, kan det være skidt for børnene. Men jeg synes, at vi er meget opmærksomme på, at de trives«, siger hun.

Tallene for Østerhåbskolen taler samme sprog. Børne- og Undervisningsministeriets uddannelsesstatistik viser, at 93,6 procent af eleverne har høj trivsel. Gennemsnittet er 89,9 procent. Noget andet, man er stolt af på Danmarks største skole, er dens såkaldte kompetencedækning – det vil sige, at lærerne underviser i de samme fag, som de har haft på læreruddannelsen. Skolens store lærerteam har en kompetencedækning på 96,2 procent – næsten 10 procentpoint højere end gennemsnittet.

Berit Harfot mødes med alle de andre dansklærere hver anden uge, og ved sidste møde hørte de et oplæg om den nyeste forskning inden for stavning.

»Det gør, at vi kan løfte fagligheden til et højt niveau«, siger hun.

Men det er ikke en selvfølge, at det fungerer på en stor skole.

»Det kræver, at man har en god ledelse, der kan se potentialet i at være en stor skole, og det har vi«, siger Berit Harfot.

Foto: Janus Engel/FREELANCE

Jesper Tange er viceskoleleder og fortæller, at han nogle gange møder fordomme, blandt andet fra forældre til kommende børn i skolen, på hvem skolens størrelse kan virke skræmmende. For ham handler det om at lave nogle små fællesskaber for børnene. Det kræver organisering, anerkender han – og gode ansatte.

Er der ikke noget af spontaniteten, der forsvinder i rammerne?

»Det kunne man godt frygte, men det synes jeg ikke, vi oplever. Der er både noget for de børn, som har brug for noget styring, og for dem, der har brug for mere fleksible rammer. Så jeg synes ikke, vi er organiseret på den måde, at det er stramt«, siger han.

»Hvis man falder, er der mange til at se det«.

I frikvarteret kan man også melde sig på ’stille’ og sidde inde og lege med Lego eller tegne. To piger er ved at øve sig i at tegne ansigter. Munden kan være svær, synes de.

»Vi arbejder med, at man kan finde den ro, som man kan have brug for på en stor skole«, fortæller Berit Harfot.

Bag ved hænger 1.c’s bud på, hvad en god skole er, på røde stykker pap blandt utallige andre stykker pap i andre farver, som tilsammen forestiller en stor regnbue. Det er det, Maja Davidsen Poulsen fra 3.b synes er det bedste ved Østerhåbskolen.

»Man får store fællesskaber, så hvis man falder, er der mange til at se det«.