Oversvømmet. Lyngbyvejen var - ligesom ved det seneste store skybrud - et af de hårdest ramte steder i København.
Foto: JENS DRESLING

Oversvømmet. Lyngbyvejen var - ligesom ved det seneste store skybrud - et af de hårdest ramte steder i København.

Vejret

Voldsomme oversvømmelser udløser kriseberedskab i hele København

Skybrud skete på »det værst tænkelige tidspunkt«, siger operationschef.

Vejret

Nattens voldsomme skybrud har fået Københavns Brandvæsen til at igangsætte kommunens såkaldte krisestyringsfunktion.

Det betyder, at repræsentanter fra alle kommunens forvaltninger nu møder ind og aktivere ledere af offentlige institutioner, som skal ud og besigtige deres bygninger for eventuelle vandskader.

»Mange af de kommunale bygninger står under vand. Men vi ved endnu ikke præcis, hvor mange der er berørte. Det er det værst tænkelige tidspunkt, at det her er sket på. Fordi det er søndag møder folk jo først ind i kommunale bygninger i morgen«, siger Kristian Næsted, der er operationschef hos Københavns Brandvæsen.

Det problem skal den såkaldte krisestyringsfunktion nu afhjælpe.

Tivoli og Vester Fængsel er ramt

Ifølge brandvæsenet er en lang række offentlige bygninger oversvømmet - blandt andet Tivoli, Vestre Fængsel, Kastellet og også Illum står under vand.

»Indtil videre har vi modtaget 44 anmeldelser, hvor de fleste er vandskader i kældre og stueetager«, siger Kristian Næsted.

På det sociale medie Twitter skriver Tivolis pressechef dog, at man trods oversvømmelserne forventer at åbne haven og forlystelser til normal tid:

»Når der falder 100 mm på 3 timer over København, så går Tivoli heller ikke helt fri. Beredskab fungerede til UG. Tivoli åbner til tiden i dag«, skriver pressechef Torben Plank.

Vestre Fængsel, der har mellem 400 og 500 indsatte, har heller ikke haft sikkerhedsmæssige problemer, selvom der er vand i kælderen, hvor fængslets tekniske anlæg befinder sig, fortæller vagthavende Bjarne Hjort i Vester Fængsel til Tv2.dk.

Anlægget sørger blandt andet for, at strømmen i fængslet virker.

»Sådan et sted som her skal det bare fungere. Men der har ikke været nogen sikkerhedsmæssige aspekter«, siger Bjarne Hjort til tv2.dk.

For tidligt at sammenligne

Det er endnu for tidligt at give et omfang af byens skader efter skybruddet. Først inden for de næste par timer, når krisestyringsfunktionen har rapporteret tilbage, vil Københavns brandvæsen have et overblik over, hvor omfattende skaderne er.

»Det præcise overblik vil nok først være helt på plads mandag, når alle er mødt ind i offentlige og privatejede bygninger og private har meldt ind til Falck og forsikringer«, siger operationschefen og fortsætter:

»Det er også for tidligt i processen at sige noget om, hvor slemt det er eller sammenligne med andre oversvømmelser. Men det er helt klart, at der er omfattende skader på både infrastruktur, private og offentlige bygninger«.

Såvel vejene som togdriften er også hårdt ramt af skybruddet. Store veje som Lyngbyvejen, Tuborgvej og Lersø Parkallé er oversvømmet, og der kører ingen tog mellem Østerport og Hellerup

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce