Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Leder på oversvømmet plejehjem: »Det værste er, at man bare kan se til«

Nattens skybrud i Vestjylland bød på 60-70 millimeter vand på kort tid. Plejehjem har 170 centimeter vand i kælderen.

Vejret
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

På plejehjemmet Enghaven i Skjern står beboerne og kigger ud på den sø, der plejede at være deres terrasse. Nedfaldne æbler fra æbletræet flyder rundt på overfladen.

Men det er ikke det eneste. Et skybrud lørdag nat betød, at der i dag står 170 centimeter vand i seniorcenteret i kælderen, hvor borde og stole flyder rundt mellem ødelagte computere og køleskabe.

»De bliver aldrig møbler igen. Det værste er næsten, at man står der helt magtesløs og bare kan se til«, siger Lilian Hansen, der er leder af plejehjemmet.

Heldigvis bor alle beboerne i stuen eller på første sal, og de har det godt. Men seniorcenteret i kælderen, der hver dag bliver brugt til værksted, foredrag, træningscenter og daghjem, er ødelagt.

»Vi skal nok finde en løsning, Der er som sagt ikke nogen mennesker, der er kommet noget til. Det er kun døde ting, hvis man kan sige det på den måde«, siger Lilian Hansen.

2 lastbiler med sand var ikke nok

Hun og kollegaerne vidste godt, at der ville falde meget regn, og derfor var pedellen også forbi omkring klokken 22.30, og på det tidspunkt var der ingen problemer. Klokken 01.00 var kælderen fyldt med vand.

Og selvom Beredskabsstyrelsen gjorde sit for at begrænse skaderne og troppede op med to lastbiler med sand, som i løbet af natten blev strategisk fordelt i kælderen, var det ikke nok til at holde vandet ude.

»Strømmen gik på et tidspunkt, og vi måtte bruge nødstrømsanlægget. På selve plejehjemmet har vi strøm nu , men vi ved stadigvæk ikke, hvordan skaderne er i forhold til varme og elektricitet«, siger Lilian Hansen.

Har sovet to timer siden lørdag morgen

Men beboerne og de ansatte på plejehjemmet Enghaven er ikke de eneste, der er påvirkede af nattens kraftige regn.

Knud Erik Vendelbo, der er teamkoordinator i Ringkøbing-Skjern Kommunes vejvæsen, har fået to timers søvn, siden han mødte på arbejde klokken 7 lørdag morgen.

»Det er forfærdeligt. Det er mere end forfærdeligt. Det hele er oversvømmet her. Der er veje, som er skyllet væk, og i den dur«, siger han.

»Men vi har ikke overblik over situationen endnu«, fortæller han, inden han er nødt til at stige ud af bilen for at sætte nogle flere vejspærringer op.

Mere intenst end skybruddet i København

DMI har målt 60-70 millimeter vand i området, men på et tidspunkt faldt der næsten 24 millimeter på bare 10 minutter, og det er noget, der gør en forskel, fortæller vagthavende hos DMI Jørn Thomsen.

»Mængden er ikke usædvanlig, men det kom på meget kort tid. Var det faldet over længere tid, kan jeg forestille mig, at det også ville have haft lettere ved at løbe væk«, siger han.

Sammenlignet med sidste uges skybrud i Købenahvn, er vandmængderne mindre, men Jørn Thomsen mener ikke helt, at de to ting kan sammenlignes.

»Hvert skybrud har sin karakter. Det her var måske mere intenst og ikke helt så langvarigt som det i København«, siger han.

Venter på at åen trækker sig tilbage

I København faldt regnen især over brosten og asfalt, mens det i denne weekend faldt over et landdistrikt. Alligevel har vandet altså svært ved at løbe væk, og det kan måske hænge sammen med, at der er faldet meget regn i den seneste måneds tid, mener Jørn Thomsen.

I kælderen under Enghaven plejehjem i Skjern står vandet da også stadigvæk højt, og det kommer først til at løbe væk, når Skjern Å trækker sig tilbage, har Lilian Thomsen fået af vide.

Hun ville ønske, man kunne komme i gang med at pumpe vandet ud, eller i det mindste bare gribe en skovl og tage sagen i egen hånd.

»Vi er jo på mange måder så priviligerede, at man tænker, at hvis man gør noget for at løse problemerne, så kan det også lade sig gøre. Men det kunne man bare ikke«, siger hun.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden