0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

I et samarbejde med CPH:DOX har vi her gjort klimadokumentaren ’70/30 – demokratiets kapløb med klimakrisen’ tilgængelig for dig. Filmen er åbningsfilm for dette års CPH:DOX, hvor den har verdenspremiere og er udtaget i hovedkonkurrencen.

Du kan streame ’70/30 – demokratiets kapløb med klimakrisen’ lige herunder, og har du lyst til at vide mere, kan du under filmen læse om tilblivelsen af den, om instruktøren Phie Ambo og om den klimalov, som filmen handler om.

Du kan også lytte til vores ugentlige klimapodcast ’Klimanørd’, tilmelde dig klimanyhedsbrevet og se, hvad vi ellers skriver om både klima og CPH:DOX.

Tryk på billedet herunder for at streame filmen:


Om filmen: Er de folkevalgte virkelig parat til at gøre ord til handling for at løse klimakrisen? Det spørgsmål satte dokumentarist Phie Ambo sig for at besvare op til folketingsvalget i 2019.

Klimaet får en altoverskyggende rolle i valgkampen. Borgere fra hele landet går på gaden og demonstrerer for et grønt og bæredygtigt Danmark, og klimaet bliver det mest omtalte emne. Der er derfor ingen tvivl om, at borgerne er klar – men er politikerne?

70/30 – demokratiets kapløb med klimakrisen’ følger nogle af demokratiets hovedpersoner i forhold til hele klimakrisen, nemlig de to unge aktivister Esther Michelsen Kjeldahl og Selma de Montgomery fra Den Grønne Studenterbevægelse, Ida Auken, daværende formand for klimaudvalget, samt landets klimaminister, Dan Jørgensen. ’Hovedpersonen’ er i virkeligheden demokratiet. Kan demokratiets folkevalgte løse klimakrisen? Er de klar til at gå hele vejen og lave en reel grøn omstilling af vores samfund?

Blå bog

Anne-Sophie
Ambo Nielsen

Født i 1973, uddannet dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2003.

Var stifter og medejer af selskabet Danish Documentary, som hun nu har forladt.

Er gift med tegneren og instruktøren Anders Morgenthaler. Parret bor med deres to børn på Amager, hvor de begge er engageret i Den Grønne Friskole, som de er medstiftere af, og hvor Ambo er forperson for bestyrelsen.

Har instrueret en række prisvindende film, blandt andet ’Family’ (2001), der vandt hovedprisen på verdens mest prestigefulde dokumentarfilm-festival, IDFA. Siden fulgte bl.a. ’Dykkeren i min mave’ (2003) om Ambos egen graviditet og ’Gambler’ (2006) om Nicolas Winding-Refns store nedtur.

I hendes film beskæftiger hun sig med store emner som familierelationer, kærlighed, kreative processer, kunstig intelligens, bæredygtighed, følelser, tanker og bevidsthed. I de seneste år har hun været optaget af at beskrive videnskabelige emner i et kunstnerisk sprog. Det er blevet til trilogien ’Mechanical Love’ (2007) og ’Free the Mind’ (2012) og ’…når du kigger væk’ (2017) om forholdet mellem videnskab og menneskelig eksistens.

’Så meget godt i vente’ (2014) er Phie Ambos største publikumshit. Den foregår på et biodynamisk landbrug.

’70/30’ er åbningsfilmen på CPH:DOX 2021 og deltager i festivalens hovedkonkurrence samt Politikens danske pris, Politiken:Danish:Dox.

Phie Ambos filmografi

Family.
2001

Halvvejs gennem sin uddannelse på Den Danske Filmskole instruerede Phie Ambo denne film med sin daværende kæreste Sami Saif. I filmen forsøger de at finde Samis far, der forlod sin familie, da Sami var helt lille. Filmen vandt hovedprisen ved filmfestivalen IDFA, der bredt betragtes som genrens fineste pris.

Dykkeren i min mave.
2003

Phie Ambos 26 minutter lange afgangsfilm fra Den Danske Filmskole. Filmen er er nærmest umulig at opdrive i dag. Det er en personlig film om livet og døden, optaget under Ambos graviditet med sit første barn, dykkeren i maven.

Gambler.
2006

Et portræt af Nicolas Winding-Refn i perioden , hvor han går konkurs med filmen ’Fear X’ og skylder 5,5 millioner væk, mens han er nybagt far. Hård presset beslutter han sig for at lave en 2’er og en 3’er af sin succesfulde debutfilm ’Pusher’ for at tjene penge.

Mechanical Love.
2007

Hvad er følelser? Hvorfor er det mere rigtig at føle noget over for noget biologisk end noget elektronisk? Phie Ambo drager til Japan og møder robotforskere, der har skabt vellignende androider og robotsæler, der kan bruges på plejehjem. Er det muligt at elske dem? Første del af Ambos ’Mind and Matter’-trilogi.

Fever.
2010

Et 14 minutter langt miniportræt af kunstneren Julie Nord, mens hun arbejder på et værk, maleriet ’Fever’. Og langsomt bliver værket ikke bare til, men også levende, når Phie Ambo broderer videre på Nords univers.

Hjemmefronten.
2010

Det fyger med skældsord over ligusterhækken. Naboerne Ole og Flemming ligger i hård krig om hækkens øjde og tykkelse. Filmen følger nabostridighederne og forsøger at genskabe freden mellem de stridende naboer.

Kongens foged.
2012

I en 40 minutter lang dokumentar følger Phie Ambo Kongens Foged og hendes medhjælpere i det daglige arbejde med at udsætte folk af deres boliger. Undervejs fordyber filmen sig i nogle af de udsatte menneskers skæbner.

Free the Mind.
2012

Anden del af ’Mind and Matter’-trilogoien. Hjerneforsker Richard Davidson har sat sig for at undersøge, hvordan man fysisk kan ændre menneskets hjerne - kun ved tankens kraft. I filmen følges arbejdet med hjemvendte soldater og børn med adhd og angst, der ved hjælp af meditation får det bedre.

Så meget godt i vente.
2014

Noget så sjældent som et kunstdokumentarisk biografhit. Phie Ambo følger livet på det biodynamiske landbrug Thorshøjgård i Nordsjælland. Landmand Niels Stokholm producerer råvarer til de fineste restauranter på idealistisk vis, mens han kæmper mod et uforstående bureaukrati.

Songs From the Soil.
2014

En kunstnerisk meditation lavet sideløbende med ’Så meget godt i vente’. Billeder og lyde spiller hovedrollerne, ikke en historie, og kameraet dvæler ved farvesammensætningen på et gult og sort sneglehus, en vanddråbe eller eller en regnorm, der strækker sig ud af den sorte jord.

... Når du kigger væk.
2017

Tredje del af ’Mind and Matter’-trilogien, hvor Ambo sammen med fysikeren Holger Bech Nielsen undersøger, hvad bevidsthed er. Med afsæt i kvantefysikken stilles en række grundlæggende videnskabelige spørgsmål om årsagssammenhænge og paralleluniverser.

Genopdagelsen.
2019

47 børn fra Den Grønne Friskole skal hver dag i 10 uger gå i skole på en glemt byggegrund i København, hvor naturen for længst har overtaget. Hvad vil de lære af naturen? Mens børnene lærer og leger, kommenterer naturens stemme, hvad den ser.

70/30.
2021

I 2019 gik tusindvis af danske børn og unge på gaden og krævede klimahandling. Da der samme år blev udskrevet valg, kom klima øverst på dagsordenen. Phie Ambo følger processen på Christiansborg og på gaden frem mod klimaloven, der forpligter Danmark til at reducere udledningen af drivshusgasser med 70 pct. før 2030.

Fakta om Klimaloven

Klimaloven fastslår, at Danmark skal levere en 70 procents reduktion af CO2 udledninger i 2030 (ift. niveauet i 1990) og arbejde mod klimaneutralitet senest i 2050. Dermed lovfæstes klimaambitionen. Klimaloven er bindende, hvilket betyder, at den til enhver tid siddende regering vil være forpligtet til at sikre virkeliggørelsen af 70-procents målet i 2030. For at sikre at målet nås skal der fastsættes delmål undervejs, i første omgang for 2025. Herefter fastsættes hvert femte år et delmål med et tiårigt perspektiv.

I loven er indskrevet en handlepligt, der forpligter den nuværende minister og fremtidige klimaministre til konkret handling. Ifølge loven er det klimarådet, der årligt skal give en faglig vurdering af, hvorvidt handlepligten indtræder og komme med anbefalinger til klimaindsatsen. Klimaministeren skal hvert år i september fremlægge et klimaprogram med initiativer, der viser, hvad regeringen vil gøre for at nå klimalovens mål, og ministeren skal hvert år til en særlig eksamen i Folketinget, hvor Folketinget vurderer, om regeringens initiativer er tilstrækkelige, eller om ministeren skal pålægges at handle yderligere.

Der står desuden i aftaleteksten, at Danmark skal være et foregangsland i den internationale klimaindsats, så vi kan inspirere og påvirke resten af verden. At Danmark har et historisk og moralsk ansvar for at gå forrest. Regeringen forpligtes derfor årligt til at lave en global strategi for, hvordan den kan sikre, at Danmark spiller en rolle som global drivkraft i international klimapolitik.

Kilde: Klima,- Energi og Forsyningsministeriet: Aftale om klimalov af 6. december 2019. Læs mere her.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage
  • Joachim Adrian

    Klimanørd

    Henter…

    #5: Tror du også, du redder klimaet, når du køber bæredygtigt tøj?

  • Klimanørd

    Henter…

    Er regeringens længe ventede klimaudspil for landbruget godt nok?

  • Klimanørd

    Henter…

    Klimaaktivisterne er tilbage - og de er flere end nogensinde før

Læs mere

Annonce