Den islandske film 'Heartstone' skildrer to drenges spirende seksualitet og farefulde balanceakt mellem kroppens lyster og kulturens realitet.
Foto: Roxana Reiss

Den islandske film 'Heartstone' skildrer to drenges spirende seksualitet og farefulde balanceakt mellem kroppens lyster og kulturens realitet.

Erotik

Spirende seksualitet og splitternøgne skildvagter til en regntung sommerdag

Atter engang må sexologien stå skoleret for kunsten.

Erotik

Det er højsommer, og en overdådig regnbue kærtegner Østre Elektricitetsværks wagnerske skorsten. En himmelsk fodnote om næste måneds Copenhagen Pride måske? En kærlig reference til Judy Garland? Eller til ’Under regnbuen’, andet bind af Jacob Paludans pragtroman ’Jørgen Stein’ med alle dens tidstypiske refleksioner om psykoanalyse, fosterfordrivelse og kejtet kønskamp?

Juli måned er stadig en mester i suspense og meteorologisk taskenspilleri, og efter dasedage mellem marehalm og hybenroser følger blodunderløbne efterårshimle og feberbørn, der gisper i overkøjen.

Børn, ja. Brug for eksempel en regntung feriedag på den storslåede islandske film ’Heartstone’, som skildrer to drenges spirende seksualitet og farefulde balanceakt mellem kroppens lyster og kulturens realitet. Mellem indre og ydre vulkaner.

Der er blevet langt mellem solide nordiske spillefilm om børns og unges erotiske opdagelsesrejser, er der ikke? En ’Drenge’ (1977), en ’Vil du se min smukke navle?’ (1978), en ’Mit liv som hund’ (1985), en ’Fucking Åmål’ (1998).

Hvor er mon den unge filmgenerations Nils Malmros? Jeg håber da ikke, at vedkommende har ladet sig kyse af tidens pædofiliforskrækkelse og omsiggribende bigotteri.

Man kan også– og her må jeg nok insistere – tage en udflugt til kunstmuseet Louisiana og få én på snotten af den serbiske performancekunstner Marina Abramovic.

For at komme ind i hendes verden skal man passere en smal dør flankeret af to splitternøgne skildvagter, som ånder én i hovedet, mens man blufærdigt blussende krabler forbi.

Resten foregår helt af sig selv: Man er indbudt til rivegilde i kønnets, kroppens, erotikkens og relationernes sære skuffedarium, og i den store filminstallation ’AAA-AAA’ (1978) synes der at være tre muligheder: Man kan råbe, slå eller kysse.

Vi er helt inde ved kernehuset, ved død og drifter, kærlighed og kannibalisme. Kunstneren vasker menneskeknogler rene for muld og krudtslam, mens hun tilbyder sit publikum en krystalkost og en himmelstige med trin af hvæssede knive.

Abramovics værk er på samme tid dystert og jublende, voldsomt som et værtshusslagsmål og tyst som julis fineste pollen. 100 pletskud af kød og kærtegn. Gribende serbisk sexologi.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce