Det var hosten (ikke min egen, gudskelov), som fik mig til at tænke på Venus. Gudinden, hugget i marmor, i den østrigske forfatter Leopold von Sacher-Masochs (1836-1895) diminutive roman ’Venus i pels’ fra 1870. Hun nyser og hoster sig koket igennem begyndelsen af bogen og fryser så grufuldt i det centraleuropæiske, erotikforladte samfund. Og må derfor klæde sig i varm pels.
Også Venedig, som optræder i min coronaisolations endeløse scrolls på sociale medier (Vandet er rent som aldrig før! Delfinerne er retur i lagunen!), mindede mig om denne frække og biografisk funderede fortælling (based on a true story) om den pelsede Venus. Det var et maleri fra 1555, ’Venus med et spejl’, malet af venetianske Titian, som inspirerede Sacher-Masoch til hans fortælling.
Titian beholdt maleriet til sin død som en gammel mand i det pestramte Venedig i i 1576.
I romanen er denne Venus en despot. Klædt i pelsforet fløjl.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind