0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Meget lidt - og lidt meget

Om kunsten at snakke. Og kunsten at holde sin kæft.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Når man siger meget lidt, så mener man egentlig lidt lidt«.

Sådan går Christian S., snart fire år, og filosoferer for sig selv. En anden dag hørte jeg ham under påklædning mumle hen for selv:

»Man kan kalde strømper for sokker og sokker for strømper. Men man kan ikke kalde strømper for strømpebukser. For så skal de være meget længere«.

Jeg har selvfølgelig elsket mine unger hele tiden. Men jeg må indrømme, at forelskelsen vokser sig dybere, efterhånden som de begynder at tale. Eller bare at snakke, eller hvad man nu siger på den her side af Valby Bakke.

Vi var ude og gå tur en dag og fandt regnorme, som havde forvildet sig ud på stien. Hver orm blev så omhyggeligt båret ud i græsset igen. Johanna fik fat i en, der var ganske fladtrådt og slatten. Jeg mente, at den nok var død.

»Måske spiller den bare død«, sagde hun om ormen, der bestemt har fortjent en Oscar, om ikke andet så posthumt.
En rapkæftet pige


Jeg slipper ikke af sted med ret meget. Hvis jeg prøver at fjerne cd'en med MGP fra bilradioen og skifte over på P3, så lyder det høfligt, men bestemt fra autostolen bag min nakke:

»Undskyld, men det der er vist ikke børnemusik?«

Jeg beklager naturligvis fejltagelsen med, at jeg er lidt rundt på gulvet. Så siger hun:

»Det behøver du ikke at være, for jorden er rund allerede«.

Men sjoveste er det, når vi andre lov at kigge med på den indre film. Som når Johanna sidder helt roligt og siger:

»Jeg er forelsket i X (dreng i børnehaven). Jeg tror ikke, han vil bryde sig om at få det at vide. Så det er en hemmelighed, til han bliver voksen og kan forstå det med kærlighed«.

Hvornår man så egentlig er voksen nok til det, kan måske diskuteres. Men vokse, det gør Johanna hele tiden. Når jeg sætter mig ned for at hjælpe hende flyverdragten på, siger hun:

»Tror du ikke, at en pige, der lige har været ovre og besøge sin 'Frit' (kort for fritidshjem, suk, unge mennesker i dag ...), er så stor, at hun selv kan tage sin flyverdragt?«.

Og når jeg prøver at kysse hende, siger hun:
»Du lugter som et sted, hvor man parkerer biler«.

En frysende dreng


Christian derimod kan man stadig få lov til at hjælpe og nusse med. Og hvis han opfører sig så åndssvagt, at man til sidst ikke orker, så siger han:

»Så går jeg bare ud uden flyverdragt. Er det det, du vil have? Tror du, det er sjovt at have en frysende dreng?«.

Interessant perspektivskifte. At det nu er mit problem, hvis han får lungebetændelse. Og lidt ret har han jo. I hvert fald hvis moderen opdager sammenhængen.

Den store seng


Han er generelt god til at spille bolden - og problemet - over på min banehalvdel. Som når han får lov at ligge i 'den store seng' (ikke fars og mors seng, men 'den store seng'). Så ligger han der og bliver puttet, og ser faktisk helt tilforladelig sød ud, og så siger han:
»Du må ikke sove i min seng, far!«

For han har jo oplevet, at han en morgen er kommet op og har fundet mig liggende sammenkrøllet i hans juniorseng, fordi han havde optaget min plads. Jeg har overvejet at anskaffe mig en stor hundekurv til at have under trappen nede ved varmtvandskedlen. Man vil jo nødigt træde nogen over tæerne. Og så er der dejligt lunt dernede.

I sidste weekend var Christian og jeg ovre og besøge bedstemor (min mormor, hans 'olde'), og det var lidt af en fest.

Ikke fordi der er så frygteligt meget for ham at gøre i hendes lille beskyttede bolig. Mest populært er det at køre op og ned i hendes elektriske otiumstol, som han selv kan styre med en fjernbetjening. Og så har hun et timeglas, som har en vis tiltrækningskraft. Men derudover, så er det stille og roligt.
Olde og Ninja Turtles


Med jævne mellemrum kommer hjemmehjælpen og kører min bedstemor på toilettet, og med jævne mellemrum er det Christian, der har glemt at sige til. Og så må vi jo så skifte bukser og uldunderbukser for tredje gang. Som bedstemor siger trøstende til ham:
»Det kender jeg godt«.

Bedstemor sidder kroget sammen som en snegl og har efterhånden svært ved at høre andet end meget direkte, klar tale.

Det forhindrer dog ikke Christian i at indvie hende i alle sine betragtninger. Han stiller sig op foran hende og gennemgår alle de fire Teenage Mutant Ninja Turtles. Deres navne, deres farver på øjenbindet og deres foretrukne våben. Så fortæller han lidt om livet i kloakkerne og citerer udvalgte højdepunkter som:

»Kom. Vi må skynde os i sikkerhed. Ellers drukner vi!«.
»Vent nu lidt. Vi er jo padder!«.

'Olde' sidder så på sin femhjulede kontorstol og fatter ikke en lyd. Men hun formår - 90 års træning - at sige 'hmmm' og 'nåee' på den rigtige måde. Garneret med at hun indimellem lovpriser ham: »Hvor er du altså dygtig/sød/kvik/god-til-at-snakke/stor«.

Og det virker han oprigtigt ganske tilfreds med. Måske har man ikke altid brug for en masse gode råd, modspil og vejledning. Måske er det i virkeligheden meget fedt, når nogle bare lytter, mens man udlægger verden, som den nu ser ud fra eget perspektiv.

Nogle gange kan lidt lidt være lidt meget.

Få Politiken leveret alle julehelligdagene

Få Politiken leveret hver søndag i en måned + alle julehelligdagene. Du får 8 aviser for 99 kr.

Kom i gang med det samme

Annonce

Læs mere