Uforberedte gæster vil have lettere ved at få øje på hinanden end det kunstværk, de formodes at være mødt op for at se, når de i dag er til fernisering på den dansk-norske kunstnerduo Elmgreen & Dragsets soloudstilling på et af kunstlivets internationale fyrtårne, museet Tate Modern i London. »Vi valgte at komme med noget andet end det, man formentlig har forventet af os. I stedet for at bygge rummet op med en stor, arkitektonisk installation fandt vi, at det ville være rigtig, rigtig godt og lidt sjovere for os at lave noget meget småt«, siger Michael Elmgreen. Parrets udstillingen indvier et nyt galleri på ca. 200 kvadratmeter til skiftende udstillinger. Det rummer et enkelt vindue, og mellem dobbeltglasset har Michael Elmgreen og Ingar Dragset placeret en død fugl. En gråspurv. Det er alt. Fuglen er kreeret i vanlig størrelse af materialer fra andre spurve, det vil bl.a. sige naturlige fjer, og et firma, der har specialiseret sig i special effects, har forsynet den med indmad. Derfor spjætter den med jævne mellemrum med vingerne, åbner næbbet og drejer hovedet. »Det ligner dens sidste krampetrækninger. Og de bliver ved. Rummet var det eneste udstillingslokale med et vindue, og vi kunne lige så godt udnytte situationen«, siger Michael Elmgreen. Parret, der bor i Berlin, befinder sig i den internationale kunstelite, men det er dog bemærkelsesværdigt, at museet inviterer dem til at udstille så kort tid efter dansk-islandske Olafur Eliassons vældige 'The Weather Project' i den enorme turbinehal. »Det er ret underligt og unikt, at vi følger så tæt på hinanden. Tate Modern er et sted, man formentlig kun kommer til at udstille én gang. Vi er superglade for invitationen, men spiller så ikke med de store muskler. Vi kommer med noget mindre, men effektfuldt«. Elmgreen & Dragset er kendt for at vende rundt på vore vante forestillinger om indretningen af bl.a. de såkaldt offentlige rum. Kurator på begge udstillinger var Tate Moderns Susan May, der før ferniseringen på deres 'projekt' har talt om endnu en neglebidende udfordring for museet. I følge Michael Elmgreen har der dog ikke været problemer overhovedet. På invitationer og plakater omtales udstillingen med tre forskellige navne, nemlig 'A Single Wrong Move', 'Blocking the View' og 'Somewhere in the World It's Four O'clock'. Arbejdersymbol »En gråspurv hedder på engelsk Cockney Sparrow. Bestanden af den er i London, uvist af hvilken grund, faldet med 75 procent i løbet af de seneste to år. Spurven er i England samtidig et symbol på arbejderklassen, hvis stærke identitet også er ved at forsvinde«. »Og på perceptionsplanet skaber vi et minidrama, en lille tragedie, som man på nært hold kan forholde sig til. Vi bombarderes i medierne af krig og rædsler, som vi føler, vi ikke kan gøre noget ved og derfor skubber fra os i frustration. Her får man mulighed for at involvere sig følelsesmæssigt i en meget lille tragedie«, siger Michael Elmgreen. Vinduet med spurven vender ud mod gaden, og udefra kan den ved aftenstide ses i et lys, der ligner galleriets almindelige. Det er der taget højde for. »Den yderste rude er af panserglas, så der skal virkelig kræfter til, hvis man vil forsøge at redde fuglen. Og museet har orienteret bl.a. politiet om, at nogle måske vil ringe for at få den befriet«, smiler Michael Elmgreen. Udstillingen åbner tirsdag kl. 19.00. Den kører til 4. juli.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis vi får den regering, der lige nu er på tegnebrættet, får vi nok tre, ikke to, oppositioner
-
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Om en måned skal de være ude: Op mod 100 musikere får frataget deres øvelokaler
-
»Om vi var enige om at få seks børn? Nej, nej. De er alle sammen smuttere«
-
Rasende Trump vil intimidere Europa, men han har dårligere kort på hånden end tidligere
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig

Nyhedsanalyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce







