Anne Braad blev 61 år.
Foto: LINDA JOHANSEN /Jyllands Posten

Anne Braad blev 61 år.

Kultur

Kendt Nørrebro-præst er død

Anne Braad blev kendt for sine skarpe meninger og sære arrangementer, som at bære en Grundfos-pumpe op ad kirkegulvet som dåbsbarn.

Kultur

’Nu går jeg’. Klik! Så abrupt afbrød utålmodige Anne Braad ofte en telefonsamtale, inden hun hastede videre til sit næste arrangement i Sankt Stefans Kirke på Nørrebro.

Nu har hun sagt brat farvel for sidste gang på grund af ondartet cancer i vitale organer. Hun blev 61 år.

Klar med karsk kommentar Anne Braad var egentlig cand.phil. i litteratur, men tog tillægsuddannelsen til præst i 1983 og var kort ansat på Stevns.

Fra 1987 var hun debatskabende sognepræst ved Sankt Stefans, hvis orgel såre symbolsk er Nordeuropas eneste med stortromme! Siden 1991 holdt hun kirken åben hver dag og bemandede den personligt, så enhver kunne få en samtale – herunder taknemmelige journalister på jagt efter en karsk kommentar.

Nogle så hende som en trussel mod folkekirken, når hun i respekt for sit hedenske kvarter lod imam Fativ Ahlev få træffetid i kirken til afmystificering af islam.

Men hun stod tværtimod for vitalisering af kirkens verdensfjerne begrebsverden, bl.a. med sin ’gudstjeneste for nybegyndere’, hvor hun forklarede kristendom og liturgi for kirkefremmede sognebørn.

Grundfos-pumpe som dåbsbarn

Pastor Braad åbnede kirken for hundreder af sære arrangementer. Da hun med stopfyldte bænke holdt ’Bjerringbro-aften’, hvor en Grundfos-pumpe blev båret op ad gulvet som vor tids dåbsbarn, kaldte bispen hende venligt til orden.

Bryllupper holdt hun nødig, fordi hun anså ægteskaber for skrøbelige og verdslige. Selv opgav hun to. »Jeg reformerede mændene for meget«, indså hun.

Men mange andre havde glæde af hendes vulkanske energi. Herunder datteren Agnete, som er idéhistoriker, og sønnen Kristian, som er politiadvokat.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden