0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I næste uge ligger Elvis nr. 1

Elvis Presley er den kunstner, der har haft flest placeringer i toppen af den britiske hitliste. I næste uge er han der måske igen som det 52-årige salgsbarometers tophit nr. 1.000.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I anledning af Elvis Presleys 70-års fødselsdag genudsender Sony alle de 18 singler, han i tidens løb har toppet den britiske hitliste med en om ugen. Polfoto

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Er der nogen, der kan huske Al Martino?

Jo da, mon ikke mange vil begynde at nynne i det stille, når de bliver mindet om den italiensk-amerikanske pop-crooners kæmpehit, 'Spanish Eyes', fra 1966. For slet ikke at snakke om den kultstatus, han det følgende årti opnåede takket være rollen som mafiasangeren Johnny Fontaine i 'Godfather'.

Det er nu ikke derfor, Martino er nævnt her, for han sikrede sig en plads i musikhistorien langt tidligere. En novemberdag i 1952 blev gennembruddet 'Here In My Heart' den første nr. 1 på den nyligt indførte britiske single-hitliste, hvor den henviste større og mere kendte navne som Bing Crosby, Nat King Cole og briternes egen Vera Lynn til sekundære placeringer.

På førstepladsen i ni uger
Den første hitliste var en top-12 - om end med 15 bidrag, for i nogle tilfælde deltes man om placeringerne - og den blev offentliggjort i magasinet New Musical Express, der havde fået den geniale ide at ringe rundt til udvalgte pladeforretninger for at måle sangenes popularitet.

Martinos sang holdt sig på førstepladsen i ni uger og lagde dermed grunden til en tradition for, at de største hits gerne bliver på toppen i længere tid. Det er derfor, at man først nu, godt 2.700 uger efter den første top-12, nærmer sig en milepæl i listens historie - tophit nr. 1.000.

Elvis nummer 1.000?
Meget taler for, at der i denne weekend kommer en ny nr. 1 for 999. gang, så måske bliver det allerede om en uge, at det historiske tal bliver nået. Og skæbnen - samt ikke mindst marketingfolkene - har villet det således, at milepælen netop falder sammen med festlighederne omkring Elvis Presleys 70-års fødselsdag, som også briterne markerer i stor stil.

Den afdøde rocklegende bliver promoveret som sjældent set før, og i anledning af fødselsdagen genudsender Sony alle de 18 singler, Presley i tidens løb har toppet den britiske hitliste med, i særudgaver - en om ugen. I skrivende stund er 1958-klassikeren 'Jailhouse Rock' favorit til at erobre førstepladsen på den kommende liste, og sker det, er vejen banet for, at næste uges Elvis-genudgivelse, 'One Night', kan blive nr. 1.000.

Marketingplot
Et kynisk marketingplot, vil mange sikkert tænke, og lykkes det pladeselskabet at få held med det, Sony/BMG selv har kaldt »den mest ambitiøse single-udgivelseskampagne i den britiske pladeindustris historie«, vil det i høj grad underbygge hitliste-kritikeres argument om, at mange af sangene på top-10 først og fremmest er havnet deroppe takket være effektiv marketing.

Der er dog næppe nogen, der vil betvivle, at Elvis Presley så mange år efter sin død fortsat er uhyre populær. Skulle to af hans hits lande på topplaceringer i den kommende tid, vil han samtidig nå op på 20 af slagsen, og det er der ingen andre solister - eller grupper for den sags skyld - der kan hamle op med.

Strengt taget har Paul McCartney gjort det endnu bedre end Elvis, hvis man altså regner både Beatles-, solo- og duohits med. I så fald når han op på 23 førstepladser, mens Beatles som gruppe havde 17 af slagsen, Cliff Richard har opnået 14, og Madonna er den mest succesrige kvindelige nr. 1-hitmager med 10. I det hele taget er det en lille eksklusiv kreds, der har opnået et tocifret antal førstepladser - ud over de nævnte har kun sødsuppedrengebandet Westlife formået det, mens grupper som Abba og Rolling Stones var tæt på.

Da Elvis Presley i juli 1957 stormede ind som nr. 1 med 'All Shook Up', var hitlisten allerede en etableret institution, der var blevet udvidet til først 20 og senere 30 numre. Senere nåede man på et tidspunkt op på hele 75, mens der i dag er 40 numre på hitlisten. Samtidig er de metoder, man bruger til at indsamle oplysningerne om salgstal blevet langt mere professionelle - det er ikke længere nok at ringe rundt til nogle enkelte musikforretninger, i dag er flere hundrede af dem tilknyttet en central database.

Top of the Pops
I 1958 kom en album-hitliste også på banen, men der skulle gå en del år, før lp'en kunne gøre singlen rangen stridig i popularitet. Op gennem 1960'erne var singlen fortsat konge, hvad der bl.a. blev demonstreret af en imponerende række af Beatles-hits.

Fra 1963 til 1965 havde Liverpool-gruppen fem millionsælgere, og da BBC i 1964 lancerede musikprogrammet 'Top of the Pops', lå der intet mindre end seks Beatles-sange på Top-20, heriblandt 'I Wanna Hold Your Hand' på førstepladsen. Programmets og hitlistens skæbne blev uløseligt knyttet til hinanden, og da det mange år senere begyndte at gå ned ad bakke for den ene, skete det samme for den anden.

Men i 1960'erne var der ingen grund til at være pessimistisk på singlepladens vegne, for pophits havde fortsat kronede dage. Og at det ikke kun var megastjerner som Beatles, Elvis og Cliff, der nåede til tops, viser en interessant liste over de såkaldte 'enhits-vidundere', grupper eller solister, der aldrig fik mere end en enkelt topplacering på hitlisten.

Til denne klub af enkelttræffere hører f.eks. The Crazy World of Arthur Brown med 1968-hittet 'Fire', Jane Birkin og Serge Gainsbourg med 'Je t'aime... moi non plus' året efter og Archies med 'Sugar Sugar' også fra 1969. Og så er der Typically Tropical med 'Barbados' og Anita Ward med 'Ring My Bell' fra 1970'erne. Måske var der gode grunde til, at det kun blev til et enkelt tophit, men nogle af sangene huskes da endnu.

Det samme kan ikke nødvendigvis siges om mange af de senere års døgnfluer, men retfærdigvis skal det også siges, at pladekøbernes vaner har ændret sig, og at singlen nu indtager en sekundær position i forhold til de langt mere succesrige album. I 2003 blev der kun solgt godt 36 millioner af slagsen i Storbritannien - et fald på mere end 50 procent i forhold til 1999 - mens der røg godt fire gange så mange album over disken.

Downloads tæller med
Singlerne er også blevet ramt hårdt af ulovlig kopiering via internettet. Men samtidig er legal downloading af musik blevet så populært, at den britiske musikbranche har taget konsekvensen af dette fænomen og fra foråret agter at inkludere det i hitlisterne. Faktisk blev der i visse perioder hen mod slutningen af 2004 downloaded flere singler legalt, end der blev solgt rent fysisk, og ifølge de seneste tal fra branchen er tendensen for salg af singler ved at vende.

De gennem flere år vigende salgstal har også ført til, at det er blevet lettere at få et hit på top-ti. Der er blevet længere mellem millionsælgerne, og da Band Aid-genindspilningen af 'Do They Know It's Christmas' for nylig rundede millionen, var det over to år siden, der sidst havde været en af slagsen. Der vil næppe heller være millionsalg i de genopstandne Elvis-hits, men hvad gør det, hvis 'Kongen' kan opnå den eftertragtede nr. 1.000-status?

Måske sker det allerede om en uge. Og måske vil der til den tid også blive sendt en venlig tanke til Al Martino. I modsætning til Elvis - i hvert fald originaludgaven - optræder han vist endnu.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu