Tre jazz-anmeldelser: Lyden på tre nye udgivelser spænder fra orientalsk slangetæmmer-stemning til dybt rungende nordisk skov

Forfatteren Vicente Huidobro skrev engang om den kunstneriske proces: »At frembringe et digt, som naturen frembringer et træ«. Ordene synes på en særlig måde at passe på den svenske bassist Thommy Anderssons nye plade ’Wood Spine’.

En stoisk svensk puls synes at banke i hjertet af musikken, der er et smukt livtag med den nordiske musiktradition, og det naturlige omdrejningspunkt er Anderssons rodfæstede og suverænt vægtede basspil. Omkring det folder musikken sig ud som grene og løv omkring træets stamme.

’Wood Spine’ forløses af et ensemble på hele 16 musikere, som høres i forskellige kombinationer, bl.a. horn, træblæsere, klaver, vibrafon, akkordeon, guitar og strygere. Musikken formidles med en inspirerende ro og et naturligt, svævende flow, der visse steder minder om landsmanden Jan Johanssons orkestermusik.

De forskellige sekvenser gror frem af hinanden som dele i en samlet fortælling. ’Wood Spine’ bør nydes for Anderssons levende arrangementer og mørkt rungende basspil, for Josefine Cronholms legende stemme, for delikate detaljer af Lisbeth Diers på klokker, Bent Clausen på vibrafon, Lelo Nika på akkordeon og Gustaf Ljungren på viola. Og meget mere.

’Boomerang’ rummer en smuk indsats fra trompetisten Gunnar Halle. Andersson giver sine musikere plads og har også helt bevidst skrevet musikken med netop disse musikeres lyd i baghovedet. Resultatet er et meget personligt pladeværk, der formår at aflokke de akustiske instrumenter et emotionelt udtryk. Det er rodfæstet, afdæmpet, frisk og simpelthen vanedannende at lytte til.

Trioen The Firebirds blev lanceret i 2015 med overraskende livfulde fortolkninger af Igor Stravinskys musik. Nu er ildfuglene – trommeslager Stefan Pasborg, træblæser Anders Banke og tangentspiller Anders Filipsen – atter på spil. Og endnu en gang lykkes det The Firebirds at få overbevisende instrumentale fortællinger ud af et tilsyneladende umuligt koncept.

De har været en tur i de ærkedanske arkiver og fundet: arabisk inspiration! Pladen samler sig nemlig om en fortolkning af Nielsens berømte scenemusik til Oehlenschlägers ’Aladdin’, en musik fuld af slangetæmmerstemning og eksotisk orientalisme. Pladen byder desuden på en nytolkning af ’Helios Overture’ og ’Lille Suite for Strygere’.

Hvad nationalklenodiet Carl Nielsen ville have sagt til den overføring, som her foregår fra komponistens symfoniske orkesterunivers til semielektrisk indiejazz, må stå usagt. Men det er en ren fest at lytte til åbneren ’Oriental Festive March’, der har fået en rockrytmisk overhaling tilsat elegant melodiarbejde af Banke og frækt keyboardarbejde af Filipsen. Man ser for sig gamle Nielsen vugge med hofterne i graven.

Ildfuglenes kammermusikalske potentiale høres i den smukt disede ’Aladdin’s Dream’ med Banke i en hovedrolle på klarinet. På ’Hindu Dance’ drager gruppen nytte af Bankes musikalske spændvidde, der også rummer et vildtvoksende og ekspressivt udtryk.

’Prisoner’s Dance’ har fået et farligt og dog pirrende udtryk. Til gengæld synes jeg ikke, det lykkes så godt med ’Helios Ouverture’, hvis organisk sammenbundne elementer det er vanskeligere at overføretil trioens enklere univers.

En anden trio, hvis debutplade netop er udkommet, bærer navnet Damaztra. Det lyder muligvis som en by i Afghanistan, men navnet dækker nok så prosaisk over Danstrup, Mazur og Tranberg. Kombinerer man dette med fornavnene Peter, Marilyn og Kasper, er identifikationen af tre erfarne danske jazzmusikere en kendsgerning.

Damaztra byder på åbent legende musik med ører på stilke og fysisk satsning. Tranbergs ekspressive trompet gebærder sig i toppen, Mazurs lette, fjedrende slagtøjsspil skaber en lydlig palet af farver og mønstre, og Danstrup udtrykker sig både lyrisk og aggressivt på akustisk basguitar.

På en måde benytter Damaztra samme recept som Carl Nielsen. For vil man finde sit eget udtryk, må man somme tider rejse ud og lære af det fremmede. Dansk musik og den pluralistiske jazzkultur i særdeleshed er inspireret af alt muligt udefra, indefra, oppefra og nedefra.

Og Damaztra-trioen har en stor rygsæk af erfaringer igennem årtier med sig i sit kollektive udtryk bl.a. fra amerikansk jazz, nord- og vestafrikansk musik, jazzrock, europæisk modernisme og nordisk melodik. På den måde demonstrerer de, at musikkens træ har dybe rødder og mange grene ud i verden.