P


I kapitel 1 anklagede 56-årige Karl Wagner instruktøren Lasse Nielsen for at have misbrugt ham seksuelt i 1975, da han som 15-årig havde hovedrollen i ’Måske ku’ vi’. Også tv-værten Anders Lund Madsen og en række andre børneskuespillere berettede om krænkelser og overgreb fra instruktøren.

I dette kapitel drømmer 15-årige Morten Jensen i 1977 om en rolle i Lasse Nielsens ungdomsfilm ’Du er ikke alene’. Det bliver starten på en række seksuelle overgreb hjemme hos instruktøren, husker den daværende børneskuespiller i dag. Lasse Nielsen afviser at udtale sig konkret om anklagerne og siger, at han ikke kan huske meget fra dengang.

Læs tidligere kapitler her.


Han havde ikke tænkt nærmere over det.
Havde ikke overvejet, hvordan han ville slå, eller præcis hvornår, eller hvad konsekvenserne kunne være. Han vidste bare, at han ville se Lasse Nielsen bløde. Da Morten Jensen havde hørt, at ’Du er ikke alene’ – den ikoniske 1970’er-film – skulle vises i biografen Imperial i anledning af filmens 30-års jubilæum, spurgte han sin kæreste, om hun ville med til arrangementet. Han fortalte hende ikke, at der var ét helt specifikt formål med deres udflugt: Han ville knalde Lasse Nielsen, filmens instruktør, én på lampen.

Klokken var lidt i midnat 15. august 2008. I foyeren til Imperial var der samlet en gruppe mænd og kvinder, der havde holdt af ’Du er ikke alene’, dengang de var unge.

I filmen, som blandt andre havde Anders Lund Madsen på rollelisten, forelsker den 15-årige efterskoleelev Bo sig i forstanderens 12-årige søn Kim, og seerne kom helt tæt på den spirende kærlighed mellem drengene i filmens berømte sidste scene, hvor Bo og Kim mødes i et tre minutter langt kys, med Sebastians titelsang som underlægning. Det var første gang, at en ungdomsfilm skildrede forelskelse mellem drenge fordomsfrit. Myndighederne krævede censur, men de unge var vilde med den, og mere end 240.000 så den i biografen. Morten Jensen var 15 år dengang. En smuk dreng, flabet, men med porcelænssarte træk, og han havde fået en rolle i filmen.

Midt i den pompøse foyer stod en lille duknakket mand med hvidt hår. Instruktøren så helt anderledes ud, end Morten Jensen huskede ham. Som børn havde Morten Jensen og hans bror joket med, at de syntes, Lasse Nielsen lignede en abe med sine lange lemmer, det pjuskede rødblonde hår, enorme briller og den brede mund. Nu var instruktøren blevet kraftig. Morten Jensen gik målrettet over mod ham med sin kæreste i hånden. Selv om det var omkring 28 år siden, han sidst havde set ham, var der en fortrolighed over den måde, den gamle mand hilste på.

»Hej Lasse«, sagde Morten Jensen. Han introducerede sin kæreste, også hun gav Lasse Nielsen hånden.

»Nå«, mumlede filminstruktøren, mens han kiggede på kvinden ved Morten Jensens side, »er du stadig gay, eller hvad?«.

»Jeg har aldrig været gay, Lasse«, husker han i dag ordvekslingen.

Resten af aftenen kan Morten Jensen ikke huske så meget fra. Han slog ikke Lasse Nielsen. Instruktøren begyndte at snakke om, at han også var begyndt at være sammen med kvinder. Morten Jensen og hans kæreste så filmen. Han følte sig lettet over, at han kun havde en lille rolle, selv om Lasse Nielsen i sin tid havde lovet ham noget andet. Han ville forbindes mindst muligt med den skide film.

På vej hjem var der meget at sige, men få ord. Morten Jensen og kæresten snakkede om, hvor slattent Lasse Nielsens håndtryk havde været. Vådt og ubehageligt. Og så talte de aldrig om Lasse Nielsen igen.

En rolle i en ny film
Vi møder første gang Morten Jensen for knap to år siden i hans lejlighed i udkanten af København, hvor han bor alene. Der hænger kunst på næsten alle vægge, fordi han har handlet med antikviteter engang. Han holder mest af Jorn og tegner selv i sin fritid. Han er ligefrem, som man er på værtshuse.

Morten Jensen er ikke hans rigtige navn. Af hensyn til sin teenagedatter har han valgt at være anonym, og redaktionen er bekendt med hans identitet.

Morten Jensen har haft en karriere i mobilbranchen, men det er fortid nu. Der ligger afdækningspapir på gulvet, det har ligget der længe, for Morten Jensen vil gerne male sin lejlighed, men bliver ikke rigtig færdig. I perioder er han meget syg, og så lader han sig indlægge. For nylig holdt han op med at drikke.

Som en konsekvens af den medicin, Morten Jensen tager, føler han tit ikke så meget. Hans hukommelse er plaget af sorte huller. Men de ting, han husker, husker han godt.

Morten Jensen husker, at hans forældre var ved at blive skilt, og han var ked af det i sommeren 1977. Han var ved at være færdig med skolen, men pjækkede meget. En af de dage, hvor han var blevet hjemme, havde en af tidens mest kendte filminstruktører været på besøg på skolen for at lede efter unge til en ny film. Ligesom mange andre teenagere tænkte Morten Jensen, at det kunne være vildt spændende at prøve at være med i en film. Han skaffede sig adressen på instruktøren, som tilfældigvis boede i opgangen ved siden af hans bedstemor, og ringede på.




Lasse Nielsen bød ham indenfor. Efter en indledende snak opsøgte instruktøren Morten Jensens forældre for at tale med dem om filmen. Faren var skeptisk, mens moren var begejstret over, at hendes søn skulle være med i en film. Drengen havde potentiale til at få en af de store roller, sagde filmmanden til moren. Derefter begyndte Morten Jensen at komme jævnligt hos Lasse Nielsen, erindrer han. Han fik at vide, at han ville få en rolle, hvor han skulle spille over for filmens smukkeste pige. Der ville være en scene, hvor han kunne vise, hvor god han var til judo og meget mere. Han skulle bare lige lære at slappe ordentligt af.

»Når man kom ind på Lasses soveværelse, så var der et vindue i venstre side, hvor der også var en filmfremviser. Og så var der sengen, og på væggen til højre hang et lærred«, siger Morten Jensen.

Det var på sengen, han skulle lære at slappe af. Lasse Nielsen introducerede det som afspændingsøvelser – en slags massage. Morten Jensen væmmedes ved instruktøren. Han syntes, han stank af tis. I starten havde Morten Jensen tøj på under øvelserne. Så begyndte Lasse Nielsen at trække det af ham, siger Morten Jensen. Det, der skete bagefter, er stadig svært at tale om.

Minderne trænger sig på
Der er gået et halvt liv, siden Morten Jensen var en dreng, der ikke vidste, hvordan han skulle beskytte sig mod det, han beskriver som filminstruktørens manipulation. Egentlig tror han på tilgivelse. Man kan jo ikke bære nag hele livet, som han siger.

»Men det, Lasse gjorde ved mig, er nok det største overgreb, man kan begå mod en lille dreng«, siger Morten Jensen.

Han har haft et ønske om at hive Lasse Nielsen i retten og har blandt andet talt med nogle advokater om det. Men i dag, hvor han er parat til at anmelde Lasse Nielsen for overgrebene, er sagen forældet.

Indtil jubilæet for ’Du er ikke alene’ i 2008 havde Morten Jensen anstrengt sig for at glemme, at Lasse Nielsen fandtes. Efter mødet med instruktøren i Imperial gjorde han sit bedste for at fortrænge tankerne endnu en gang.

Men i september 2013 trængte mindet om de ting, han anklager Lasse Nielsen for at gøre ved ham, atter op til overfladen i hans bevidsthed. En dag faldt han over en kronik i Jyllands-Posten, som Anders Lund Madsen havde skrevet fem år forinden. Her fortalte tv-værten, hvordan Lasse Nielsen havde krænket ham.

Morten Jensen kunne huske Lund Madsen fra optagelserne til ’Du er ikke alene’.

»Han var ikke så høj. Det var jeg heller ikke. Og så var han lige så sjov og fornøjet, som han er i dag«, siger han.

Morten Jensen læste også, at Lasse Nielsen i Information senere afviste Lund Madsens påstande som latterlige og usande.

Faktisk gemte Morten Jensen en hel stak artikler om filminstruktøren i en skuffe på sit kontor. Fotokopier af avissider fra 1970’erne og 1980’erne. Et gulnet løfte om, at historien på et tidspunkt skulle have sin rigtige slutning.

Morten Jensen var ikke et sekund i tvivl om, at Anders Lund Madsen havde talt sandt i sin kronik fra 2008. I september 2013 besluttede Morten Jensen derfor endnu en gang, at han ville gøre, hvad han kunne, for at stille Lasse Nielsen til ansvar for de overgreb, han var anklaget for.

Han ledte efter en mailadresse eller et telefonnummer på Anders Lund Madsen, men da han ikke fandt noget, skrev han en besked på en facebookside med et billede af tv-værten.

»Anders, jeg blev også udnyttet«, sluttede beskeden.

I bunden skrev Morten Jensen sit nummer og sin mailadresse. Og så ventede han. Uden helt at vide på hvad. På en reaktion. På et opkald. På en mulighed for at fortælle Anders Lund Madsen, at han ikke var alene.

Tv-værten svarede ikke.

Anders Lund Madsen så aldrig beskeden. Morten Jensen havde skrevet til en fanside, og ikke til Anders Lund Madsens egen profil.

Grænser blev nedbrudt
Når han tænker tilbage, står det klart for Morten Jensen, at Lasse Nielsen nedbrød ham systematisk.

Men i situationen, da han var 15 år gammel, forstod han det ikke. Morten Jensen husker, hvordan instruktøren overskred små grænser, én ad gangen. Læg dig på sengen. Tag strømperne af. Trøjen. Vil du ikke have rollen? Morten Jensen fortæller, at han løftede sine hofter fra sengen, mens Lasse Nielsen trak bukserne af ham. Noget af det værste var følelsen af selv at have været med til det.

»Guleroden var, at jeg måtte få en hovedrolle i filmen. Og det ville jeg gøre næsten alt for. Inklusive at lade Lasse røre ved mig og holde min kæft med det«, siger han.

Det var den sommer, Morten Jensen blev færdig i skolen og begyndte som portierassistent-elev. Den sommer, han for første gang havde sex med en pige. Lasse Nielsen var venlig. Han interesserede sig for Morten Jensen. Men han ville have noget til gengæld.

»Lasse var totalt besat af mig«, siger Morten Jensen.

(video herunder)










I dag føler Morten Jensen vrede over de fysiske overgreb, men også over det svigt, han synes, han oplevede som dreng. Han havde tillid til Lasse Nielsen og opfattede ham som en slags voksenven.

»Men han narrede mig. Han misbrugte min tillid«.

Da optagelserne til ’Du er ikke alene’ endelig begyndte i sommeren 1977, var det en lettelse. Lasse Nielsen var til stede på settet, men det var ofte filmens anden instruktør, en tidligere pædagog ved navn Ernst Johansen, som instruerede de unge. Morten Jensen fik en rolle. Ikke nogen stor rolle, som Lasse Nielsen havde lovet, og han fik heller ikke mulighed for at spille over for pigen, han var betaget af.

Men de uger, de unge skuespillere tilbragte sammen på en efterskole i Nordsjælland, var en oplevelse. De jokede med Ove Sprogøe, drak øl med Kim Schumacher, som kom på besøg på optagelserne, og spillede bordtennis med crewet. De fik nye venner og glemte skolen og hverdagen. Morten Jensen prøvede at glemme Lasse Nielsen. Da filmen kom ud, var der kun én eneste scene med Morten Jensen med i filmen. Han får en spand vand i hovedet under et håndgemæng.

’Du er ikke alene’ blev solgt til udlandet og cementerede Lasse Nielsens position som en af tidens mest omtalte filmskabere. I dele af homomiljøet fik filmen hurtigt kultstatus, og Lasse Nielsen blev et ikon, en foregangsmand i kampen for fri kærlighed.

Morten Jensen forholdt sig tavs og lod, som om alting var normalt.

»Hvad fanden skulle jeg også sige til folk, ikk’?«.

Han troede, at han var den eneste dreng, der var blevet udsat for overgreb fra Lasse Nielsen. Men i dag fortæller andre, at Lasse Nielsen også inviterede dem hjem med den begrundelse, at de skulle lære at slappe bedre af foran kameraet.




Anklagen lyder, at Lasse Nielsen allerede efter premieren på sin første film, ’La’ os være’, begynder at invitere drenge hjem til sig under påskud om roller i hans næste film. Det er her, i sommeren 1975, at Lasse Nielsen ifølge Karl Wagner, som beskrevet i første kapitel af denne artikelserie, begynder sine overgreb mod den 15-årige dreng, der siden får hovedrollen i ’Måske ku’ vi’.

Omtrent samtidig kontaktede Lasse Nielsen også den 13-årige Ivan Baumann for at høre, om han kunne være interesseret i en rolle.

Ivan Baumann, der i dag arbejder som bioteknolog, havde spillet med i ’La’ os være’. Filmoptagelserne ved Lemvig havde varet hele sommerferien og havde været ét stort eventyr for skoledrengen. Derfor blev han glad, da Lasse Nielsen inviterede ham hjem til sig, så de kunne tale om den nye film. Efter at have snakket og hørt musik sammen i stuen – Ivan var meget betaget af filmmandens B&O-grammofon – spurgte Lasse Nielsen ham, om han ville se nogle filmklip. Inde på soveværelset satte instruktøren en smalfilm på fremviseren. Apparatet rumlede og skramlede, og så begyndte billederne at dukke op på væggen over for den store seng, hvor Ivan Baumann lå på maven og spændt fulgte med. Lasse Nielsen satte sig ved siden af ham.

»Han rykkede tætterepå mig og begyndte at køre en hånd op under min bluse. Og så kærtegnede han min ryg med sin hånd. Det var ubehageligt. Der opstår en meget besynderlig intimitet imellem os, som jeg slet ikke har lyst til. Jeg tænkte bare: Lad mig komme væk«.

Ivan Baumann rejste sig op, tog sine sko på og råbte farvel, mens han var på vej ud ad døren.

»Bang. Det gik stærkt. Det var ren flugt for mit vedkommende«.

Det blev sidste gang, Ivan Baumann hørte fra filminstruktøren.

Befamlet på børneværelset
En anden ung dreng blev så chokeret over forholdene på en weekendtur, inden optagelserne til ’La’ os være’ begyndte, at han besluttede sig for ikke at medvirke i filmen alligevel. Kim Gagnér, der i dag arbejder som kunstner, var 13-14 år gammel og havde ellers glædet sig meget over at være blandt de børn, Lasse Nielsen havde udset sig til en rolle.

»Det kunne være fedt at være med i en film, og måske kunne man blive berømt, eller i det mindste tjene penge nok til at købe en knallert eller et stereoanlæg«.

Han husker, at filmholdet havde arrangeret en weekend i en spejderhytte, hvor børnene skulle lære hinanden bedre at kende. For Kim Gagnér blev det en grænseoverskridende oplevelse.

»Vi skulle blandt andet kravle rundt på gulvet og gramse på hinanden. Det var eddermame ubehageligt, altså. Filmholdet havde sådan en frigjort attitude, hvor det var helt okay, at der skete mærkelige ting«.

Da han var kommet hjem til sine forældre igen, havde Kim Gagnér ikke den mindste tvivl: Han ville under ingen omstændigheder være med i den film.

»Da jeg sagde det til min mor, sagde hun: Det må du selv forklare. Og så fik Lasse Nielsen det at vide, og så kom han hjem til mig«.

Indtil da havde Kim Gagnér haft det fint med instruktøren. Men den dag på hans børneværelse i Brønshøj fik han et andet indtryk af Lasse Nielsen.

»Han sad og holdt om mig hele tiden. Det var meget ubehageligt. Han befamlede mig, op og ned ad ryggen, og jeg prøvede hele tiden at sige: jeg vil ikke være med, og han sagde: jamen dit og jamen dat, og at jeg jo nærmest var uundværlig, og det kunne slet ikke lade sig gøre uden mig«.

Kim Gagnér oplevede, at Lasse Nielsens berøringer blev stadig mere intense.

»Han klemte om min arm og rørte mig neden for buksekanten. Jeg ville bare væk, og jeg ville være fri for at lave den film«.

Teenagedrengen vidste ikke, hvad han skulle gøre for at slippe af med den voksne mand, der blev ved med at holde om ham. Han blev mere og mere fortvivlet.

»Jeg tænkte hele tiden: Min mor er ude i køkkenet, og jeg havde mest af alt lyst til at kalde på hende, men det var også pinligt at kalde på hjælp. Jeg var rimelig genert på det tidspunkt, så jeg syntes, det var flovt over for ham, for tænk, hvis det nu var ingenting, ikk’. Altså, jeg var kun et barn, jeg vidste sgu ikke, hvad der var standard på det tidspunkt. Jeg var sådan opdraget, at når de voksne talte, så hørte man efter, og han var jo på en måde en autoritet. Det faldt mig ikke ind, at jeg kunne sige nej til hans berøringer. Jeg håbede bare rigtig meget, han ville skride«.

Til sidst gik Lasse Nielsen, og Kim Gagnér slap for at skulle være med i ’La’ os være’.




Få år senere, under optagelserne til ’Du er ikke alene’, fortsatte Lasse Nielsens tilnærmelser ifølge flere af de unge, der spillede med i filmen. De fortæller i dag om ubehagelige oplevelser med instruktøren.

Keld Sølvsteen, der i dag arbejder som kiropraktor i Holland, havde set en annonce i avisen, hvor Lasse Nielsen efterlyste unge, der ville medvirke i hans nye film.

Han fortæller, at han som første led i castingen blev inviteret hjem til instruktøren. Her ville Lasse Nielsen tage billeder af ham. På et tidspunkt bad filmmanden drengen om at tage trøjen af og fotograferede ham i bar overkrop. Bagefter stillede Lasse Nielsen den 16-årige dreng en hovedrolle i udsigt.

»Og så spurgte han mig, hvad jeg helst ville gøre i filmen: kysse en anden dreng eller tage en anden dreng på pikken? Jeg så jo mig selv som skuespiller – det var min drengedrøm. At skuespillere kysser på film, mente jeg var normalt, men at tage hinanden på pikken syntes jeg ikke lige var en skuespillers opgave, så jeg svarede, at jeg helst ville kysse en anden dreng«.

Ifølge Keld Sølvsteen svarede Lasse Nielsen, at alle øvrige drenge til castingen havde sagt, at de helst ville røre ved en anden drengs penis.

»For det havde de da prøvet før, sagde han. Jeg syntes, hele situationen var meget underlig og ubehagelig«, husker Keld Sølvsteen.

Han fik en statistrolle i filmen.

Også Bill Sjøgren fik en invitation – dog først, da optagelserne var i kassen. Han tog hjem til instruktøren sammen med nogle andre drenge. Her satte Lasse Nielsen en film på fremviseren og opfordrede Bill Sjøgren til at smide sig i vandsengen.

»Han var meget indsmigrende. Jeg syntes, han var en klam type. Det var mit indtryk, at han gik efter de mest sårbare. Dem, han kunne manipulere. Han forsøgte med mig, men jeg trak mig«, siger Sjøgren, der i dag arbejder som nattevagt på et botilbud for udviklingshæmmede.

Han husker, at én af de drenge, han fulgtes med hjem til Lasse Nielsen, var Morten Jensen.

»Vi havde begge haft en statistrolle. Han var en køn, mørkhåret fyr. Det virkede dengang, som om han havde været i lejligheden flere gange før. Lasse havde helt sikkert inviteret ham tidligere«.




Andre børneskuespillere fortæller om en seksualiseret stemning på settet, både under optagelserne og på de aftener, hvor der blev hygget og festet.

Mange af de voksne filmfolk kendte hinanden, fordi de havde arbejdet sammen på Lasse Nielsens tidligere film. Der var blandt andet den joviale hyggeonkel, Ernst Johansen, som instruerede filmen sammen med Lasse Nielsen. De havde også haft et samarbejde på ’La’ os være’ og havde mødt hinanden på pædagogseminariet nogle år forinden. Da ’Du er ikke alene’ blev optaget, havde Ernst Johansen allerede en dom for seksuelt misbrug af helt unge piger.

Desuden var der psykologen Bent Petersen, filmens ’sexologiske konsulent’, som siden vakte opsigt i offentligheden for at sige, at børn ikke tager skade af at have seksuelle forhold til voksne. Han og Lasse Nielsen havde skrevet manuskriptet til ’Du er ikke alene’ i fællesskab.

Janek Lesniak, som i dag er uddannet skuespiller, havde som 13-årig en større rolle som en seksuelt søgende teenager i filmen. Sammen med en anden ung dreng skulle Janek Lesniak spille en scene, hvor to drenge bliver overrasket af en tredje midt i et seksuelt øjeblik under bruseren.

Han var »bankende nervøs«, og det blev ikke bedre af, at Lasse Nielsen og Bent Petersen ifølge ham glemte deres professionelle roller under optagelsen.

Han havde en helt klar fornemmelse af, at situationen havde seksuelle undertoner for instruktøren og filmens sexologiske konsulent.

»De fniste nærmest som skolepiger. Det var tydeligvis en pirrende scene for dem at optage«, husker Janek Lesniak.

Han siger, at han aldrig siden i sin karriere har oplevet noget lignende.

»Der var rigtig mange private blikke mellem Bent og Lasse, det var tydeligvis helt anderledes end med alle andre scener, vi optog. Jeg forstod det ikke dengang, men jeg kan huske, at det føltes helt forkert. Jeg var jo 13 år og havde ingen seksuelle erfaringer overhovedet, og så skulle jeg stå der helt nøgen sammen med en anden dreng, og vi skulle røre ved hinanden. For dem var det helt klart en form for fantasi. Det gjorde det meget ubehageligt for mig«.

I det hele taget oplevede Janek Lesniak stemningen, der herskede på settet til ’Du er ikke alene’, som grænseløs og eksperimenterende.

»Der var en følelse af ’anything goes’, og der gik sport i at overgå hinanden hele tiden. At turde lidt mere, at finde det højeste træ at kravle op i, at drikke tre øl mere, og hvad mon der sker?«.

Kaare Hammershøy var en af de grænsesøgende unge, der medvirkede i filmen. Han var 15 år gammel og havde fået en rolle med en enkelt replik i filmen. Også han fornemmede, at flere af de voksne filmfolk havde en seksuel interesse i børneskuespillerne.

»Jeg kan sagtens forstå, hvis der er nogle, der har syntes, at stemningen på settet og til festerne var grænseoverskridende. Jeg er ikke blind for, at jeg nok var lidt speciel på det område, da jeg var teenager«, siger han.

Hammershøy, der i dag er socialpædagog, var som teenager seksuelt nysgerrig og fortæller, hvordan han i forbindelse med optagelserne til filmen mødte radioværten Kim Schumacher, som ad flere omgange havde været på besøg på settet for at feste og hygge med de unge. En aften tog han hjem med radioværten og havde efterfølgende et seksuelt forhold til Kim Schumacher i en periode.

Kaare Hammershøy drømte om at blive psykolog, og efter optagelserne tog han derfor i erhvervspraktik i Bent Petersens praksis. Han husker, at Bent Petersen blandt andet gav ham læsestof om seksuelle forhold mellem voksne og børn, og at han gentagne gange havde sex med psykologen, der dengang var midt trediverne.

»For mig var det virkelig bare sex dengang. Men når jeg tænker tilbage på det i dag, er der jo en helt åbenlys asymmetri i forholdet«, siger Kaare Hammershøy, der understreger, at der er en verden til forskel på at have en frivillig relation og på at blive manipuleret og lokket til at indgå i et seksuelt forhold med en voksen.

Selv om han siger, at han selv har haft »okay« oplevelser, synes han i dag, at seksuelle forhold mellem unge og voksne er meget problematiske.

»Vi var børn dengang, uden tvivl. Og som voksen skal man bare lade være med at have seksuelle forhold til børn. Punktum. Risikoen er alt for stor. Man kan jo ende med at bruge et helt liv på at kæmpe mod den skam og skyldfølelse, der følger med, hvis det er sket mod ens vilje. Det er lidt ligesom et stofmisbrug – bare værre, fordi du måske føler, at du aldrig kan blive rigtig clean«.

Bent Petersen har ikke ønsket at tale med Politiken.

Voksne kyssede børn
Ifølge de unge skuespillere fra ’Du er ikke alene’ var det især ved festerne, som blev holdt efter optagelserne, at nogle af de voksne fra filmholdet optrådte grænseoverskridende. Til en fest så Tom Søderhamn voksne kysse nogle af de unge skuespillere. Det bekræftes af Anette Antonsen, Anette Schwerdfeger og Arne Nørremark, der også spillede med i filmen.

»Jeg så tre eller fire drenge kramme og gå ind på værelser sammen med Lasse Nielsen og Bent Petersen i løbet af aftenen«, siger Arne Nørremark.

Også Henrik Zirk, der som 17-årig medvirkede som statist i filmen, blev overrasket over grænseløsheden ved en afslutningsfest.

»Jeg undrede mig rigtig meget over, hvor ekstrem den fysiske kontakt mellem de unge og voksne var«, siger Henrik Zirk, som i dag er pædagog på en specialskole.

»Jeg havde kun været på settet en enkelt dag, men der var en inderkreds af drenge, som havde været der i flere måneder. Der var nogle drenge, som de voksne nærmest kyssede og krammede med hele tiden. Det er en oplevelse, der stadig står stærkt for mig i dag«.

I et vist omfang var grænseløsheden, der herskede til festerne, tidstypisk for 1970’erne, siger Anders Agensø, der som 15-årig havde hovedrollen i ’Du er ikke alene’. Han spillede kostskoleeleven Bo, der forelsker sig i den tre år yngre Kim.

»Vi voksede op i en tid, hvor alt bare var okay og frit. En hvilken som helst ramme eller begrænsning blev set som skadelig for børnene, fordi vi skulle sættes fri. Og det gjaldt også seksualiteten«, siger Anders Agensø, der i dag er mellemleder i et hjælpebureau for handikappede.

Han havde det sjovt under optagelserne og er fortsat glad for filmen.

»Mest fordi den har flyttet noget for en hulens masse homoseksuelle både herhjemme og i udlandet, fordi det pludselig kunne lade sig gøre at vise følelser og seksualitet mellem unge drenge, der er på vej til at springe ud«, siger han.

Men også Anders Agensø fik på et tidspunkt en fornemmelse af, at Lasse Nielsen ville andet med drengene end at lave film.

»I virkeligheden gik det først op for mig til en afslutningsfest, som Bent og Lasse holdt i en privat lejlighed«.

Flere af skuespillerne i ’Du er ikke alene’ var piger, men til festen var der kun inviteret drenge, og Anders Agensø undrede sig. Det virkede desuden, som om invitationerne også var blevet uddelt selektivt blandt drengene.

»Det endte med, at en hel masse satte sig op i vandsengen på soveværelset og så pornofilm. Det var dér, det blev lummert og ubehageligt, og jeg gik min vej. Altså, for mig føltes det mærkeligt at være hjemme hos nogle voksne, som pludselig havde sat sådan en scene«.

Bagefter fortalte nogle af de andre ham, at aftenen havde udviklet sig »sjovt«. Hvad præcis der lå i det, kan Anders Agensø ikke sige med sikkerhed, men han opfattede det som en reference til noget seksuelt.

Blandt de drenge, der ikke var inviteret med til festen, var Morten Jensen og hans daværende ven Michael Kennedy.




Michael Kennedy var en autoritetstro 14-årig, da han i forsommeren 1977 for første gang sad på sofaen i Lasse Nielsens lejlighed i Københavns Nordvestkvarter. Han husker den lille lejlighed som uhumsk og rodet. Vinduerne var så beskidte, at der aldrig blev rigtig lyst. Men særligt husker han lugten.

»Det var en meget slem lugt. Som gammelt tøj, der har ligget der længe. Man var ikke i tvivl om, at den kom fra ham. Hvis man har været hjemme hos Lasse Nielsen, er jeg sikker på, at man kan huske den lugt«.

Det var en tirsdag eftermiddag, og Michael Kennedy skulle øve sig i at blive en bedre skuespiller. Han var i spil til en af de store roller i ’Du er ikke alene’, havde Lasse Nielsen fortalt ham.

Instruktøren bød på et glas vand og satte sig ved siden af Michael Kennedy i sofaen. De snakkede lidt sammen. Instruktøren havde for vane at presse spyt ud mellem tænderne og suge det tilbage igen, når han talte. Michael Kennedy prøvede ikke at se på hans mund. Han husker, at filmmanden lagde hånden på hans ryg og begyndte at ae ham. Lasse Nielsen var venlig og interesseret, men Michael Kennedy brød sig ikke om ham. I det hele taget forekom det ham formålsløst at være hjemme hos Lasse Nielsen. Hvordan skulle samtaler med den nærgående, akavede instruktør gøre ham til en bedre skuespiller?

»Men min mor sagde, nu har du sagt A, så må du også sige B og møde op til de sessions der. Og det gjorde jeg så«.

Værre og værre for hver tirsdag
Derfor tog Michael Kennedy bussen fra Amager tværs gennem byen hver tirsdag eftermiddag i syv uger. Eftermiddagene i lejligheden forløb stort set ens. Nogle gange lavede de en dramaøvelse. Men for det meste ville instruktøren bare snakke og ae, husker Michael Kennedy.

»Det blev værre og værre for hver tirsdag«.

Værst var det den dag, hvor Lasse Nielsen spurgte Michael Kennedy, om han ikke ville med ind på soveværelset for at se porno. Michael Kennedy havde aldrig set en pornofilm før, og han var nysgerrig.

»Samtidig var jeg slet ikke i tvivl om, at der var ved at ske noget, som var forkert«.

Overgrebet kom fuldstændig bag på den 14-årige dreng, og Michael Kennedy vidste ikke, hvordan han skulle undslippe situationen.

Hans underlæbe sitrer en lille smule, da han taler videre.

(video herunder)






»Bagefter tog jeg bukserne på og lod som ingenting og gik hjem. Men jeg tror godt, Lasse Nielsen vidste, at jeg ikke syntes, det var særlig rart«.

Michael Kennedy har altid haft en formodning om, at han ikke var den eneste dreng, der har følt sig krænket af Lasse Nielsen. Han husker, hvordan instruktøren en tirsdag ville tage billeder af ham. Inden han fandt kameraet frem, viste han Michael Kennedy fotos, han havde taget af andre unge. Alle billederne var ens: sort-hvide, med drenge i bar overkrop og cowboybukser.

»Der var fem-seks drenge, alle på alder med mig, og deres bukser var åbne«, siger han. Én af drengene kunne Michael Kennedy genkende. Det var hans ven Morten Jensen med porcelænsansigtet, som også spillede med i ’Du er ikke alene’.

Drengene talte aldrig med hinanden om det, der var sket.

Forsvinder fra filmbranchen
Allerede mens ’Du er ikke alene’ stadig kørte i biograferne, gik Lasse Nielsen med planer om at lave sin næste film. Manuskriptet blev atter skrevet i fællesskab med sexologen Bent Petersen, og historien handlede om en dreng, der spiller med i en film, hvor han får et seksuelt forhold til de voksne medlemmer fra crewet. Filmen fik manusstøtte fra Filminstituttet, og Lasse Nielsen begyndte ifølge Anders Lund Madsen endnu en gang at bruge tilbuddet om en rolle i filmen som lokkemiddel.

Tv-værten beskriver i dag, hvordan Lasse Nielsen havde inviteret ham hjem og tilbudt ham rollen. Han anklager desuden instruktøren for i samme ombæring at have stukket hånden op under hans trøje og befamlet ham mod hans vilje.

Også Morten Jensen siger, at Lasse Nielsen tilbød ham hovedrollen i en ny film. Det er muligt, at det var ’Nærbilleder af en dreng’. Morten Jensen husker, at projektet havde arbejdstitlen ’En 15-årigs frustrationer’.

Hvad præcis dette projekt skulle blive til, er uklart. Faktum er, at Lasse Nielsen ikke kom til at lave flere film med dansk statsstøtte efter ’Du er ikke alene’. Selv om ’Nærbilleder af en dreng’ havde fået manusstøtte, ville Filminstituttet ikke finansiere produktionen. Dokumenterne fra støttetildelingen til ’Nærbilleder af en dreng’ er forsvundet, og det har derfor ikke været muligt at finde ud af, hvorfor filmen ikke fik produktionsstøtte.

I perioden efter ’Du er ikke alene’ søgte Lasse Nielsen gentagne gange om støtte til at udvikle nye film. Sammen med Kim Schumacher pitchede han en film med titlen ’Bombemandens by’. Han forsøgte desuden sammen med Bent Petersen at lave en film inspireret af Beckerbørnene, en gruppe vietnamesiske flygtningebørn, som Lasse Nielsen havde været i kontakt med gennem sit arbejde som pædagog. Det har ikke været muligt at finde et svar på, hvorfor Filminstituttet, der ellers havde finansieret Lasse Nielsens arbejde med mange hundrede tusinde kroner, ikke længere vil yde støtte til hans film, selv om både ’La’ os være’, ’Måske ku vi’ og ’Du er ikke alene’ havde været publikumsmagneter.

I 1979, et år efter at ’Du er ikke alene’ havde været vist i biografen, var Lasse Nielsen forsvundet fra filmbranchen, men Morten Jensen havde atter kontakt til ham. Morten Jensen siger, at instruktøren havde tilbudt ham et rengøringsjob, og han var jævnligt hjemme hos filmmanden for at støvsuge og vaske op.

»Der stod altid sådan nogle ulækre glas med saftevand med mug på«.

Som regel var Lasse Nielsen ikke hjemme, så det var til at holde ud. Når Morten Jensen var færdig med at gøre rent, satte han tit en smalfilm på fremviseren, smed sig på sengen og så nogle af Lasse Nielsens pornofilm. Han fumlede med teknikken og kom tit til at brænde hul på filmstrimlerne. Så flyttede Lasse Nielsen, siger Morten Jensen, og i en periode havde instruktøren og drengen ingen kontakt.

I dag kan Morten Jensen ikke sige, hvad der fik ham til at opsøge Lasse Nielsen igen. Han ved bare, at han, da han var 17-18 år gammel, besøgte Lasse Nielsen i hans nye lejlighed. Og da instruktøren rykkede tæt på ham og spurgte, om han ville tjene 75 kroner, sagde han ja til at onanere på Lasse Nielsen.

»Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det. For pengene vel. Jeg havde jo gjort det før«.




Skam fører til tavshed. Ifølge eksperter frygter mange overlevere af seksuelle overgreb i barndommen, at ingen vil tro dem. Derfor lider mange i stilhed i årtier. Foruden minderne er der ofte også senfølger at slås med: seksuelle forstyrrelser, frygt for forpligtende relationer, depression, stof- og alkoholmisbrug samt spise- og personlighedsforstyrrelser. Skam er at bære den skyld, som egentlig er en andens.

Det tog Morten Jensen 40 år at fortælle sin far om de overgreb, han anklager Lasse Nielsen for at have begået mod ham i sommeren 1977. Han havde indviet enkelte kærester i sin hemmelighed, men det krævede en anden form for tilløb at fortælle faren om misbruget. Faderen blev rasende. På instruktøren, måske lidt på sig selv. Han havde godt haft på fornemmelsen, at Lasse Nielsen ikke var noget godt selskab for hans søn.

Da Morten Jensen begyndte at tale mere om sine oplevelser, var det, som om noget langsomt rev sig løs i ham. Han kunne mærke, at der var mere, der ventede på at blive sagt. Pludselig kunne han også sætte ord på en følelse, der havde været der altid. Han fandt ordet for den tilstand, Lasse Nielsen havde efterladt ham i, efter en telefonsamtale med Karl Wagner, hovedrollen i ’Måske ku’ vi’, der også anklager Lasse Nielsen for overgreb.

»Jeg har prøvet at lede efter det ord så længe: skam. Det er faktisk det, jeg har følt hele tiden«.

Morten Jensens lillesøster har hjulpet ham med at finde en psykolog, der specialiserer sig i angst og senfølger af seksuelle overgreb. Det kan være, at det hjælper på de vågne nætter og på uroen.

»Nu går jeg i behandling, og jeg ved jo ikke, hvor lang tid det tager – om det er resten af livet. Det er ikke godt at vide. Jeg håber, at jeg kan sætte et punktum på et tidspunkt«.

For Morten Jensen betyder det noget at vide, at han ikke var den eneste dreng, der har oplevet at blive narret af Lasse Nielsen. Han føler sig lettere, som om de nu er flere til at bære byrden.

»Det har været meget svært at gå helt alene med det. Jeg er ikke glad for, at der er andre, der også har været udsat for overgreb fra Lasse. Men på en måde er jeg glad for, at jeg ikke er alene. Det her med filmens titel, ’Du er ikke alene’, ikk’. Den er jo meget god alligevel, den kan jo bruges«.

I løbet af det sidste år er Morten Jensen blevet færdig med at renovere sin lejlighed. Væggene er malet. Han har bestilt to nye skabe til sit kontor hos en snedker. Når det sidste er på plads, vil han male nogle nye billeder. Til september deltager han i en udstilling.

En lille del af ham ønsker stadig, at Lasse Nielsen på en måde blev straffet for de overgreb og krænkelser, Morten Jensen og de øvrige fem mænd anklager ham for.

»Det bedste ville være, hvis han fik 15 år bag tremmer. Men hvis han sagde undskyld – selvfølgelig ville det også betyde noget«.

Det kan være svært at bevise seksuelle overgreb. Ofte er krænker og offer de eneste, der er til stede i situationen. Men Karl Wagner, Morten Jensen og Michael Kennedy fortæller om nærmest identiske hændelsesforløb. Også Kim Gagnér, Anders Lund Madsen og Ivan Baumanns anklager vidner om den samme fremgangsmåde: Alle seks fik tilbudt en rolle af Lasse Nielsen, og i fem af tilfældene blev samtaler, som var kamufleret som forberedelse til filmen, til uønskede berøringer. Fire af mændene fik ifølge egne oplysninger vist pornofilm, mens instruktøren gjorde tilnærmelser eller krænkede dem. Tre af dem var, ligesom flere andre drenge, forinden blevet fotograferet i bar overkrop.

Vi vil gerne konfrontere Lasse Nielsen med mændenes enslydende anklager om systematisk manipulation, krænkelser og overgreb. Da han i januar 2017 viser sin nyeste film med børn i hovedrollen på Cinemateket i København, beder vi ham om et interview.

Der skal dog gå yderligere ni måneder, før vi får Lasse Nielsen i tale.

Det sker på gaden i sexturistmekkaet Pattaya, hvor han har slået sig ned.

Sådan gjorde vi


Gennem knap to år har Politiken i samarbejde med TV2 undersøgt anklager fra tidligere børneskuespillere om seksuelt misbrug i forbindelse med optagelserne til Lasse Nielsens og Ernst Johansens populære ungdomsfilm fra 1970'erne.

Artikelserien bygger på interviews med knap 100 mennesker med relation til historien. Desuden har vi talt med fagfolk med viden om seksuelt misbrug.

Vi har også gjort brug af et stort skriftligt arkivmateriale, derunder artikler fra 1970’erne og Det Danske Filminstituts arkiver. I kapitel 4 er oplysningerne desuden baseret på retsbøger fra Ernst Johansens retssager.

Tip os
Politiken vil fortsat sætte fokus på seksuelt misbrug og overgreb i den danske kultur- og underholdningsbranche. Du kan kontakte journalisterne på overgreb@pol.dk.

Oplever du senfølger af seksuelle overgreb i barndommen, kan du kontakte Center for seksuelt misbrugte29 44 88 66.




Redaktion

Tekst: Sandra Brovall & Frauke Giebner
Videointerviews: Lasse Rahbek (Impact TV)
Visuel tilrettelægger & Video Artwork: Nima Hajarzadeh
Portrætfoto: Miriam Dalsgaard, Martin Lehman, Jacob Ehrbahn
Layout & collager: Rasmus Vendrup
Fotoresearch: Philip von Platen & Hanne Boock
Research i artikelarkiver m.m.: Politikens Bibliotek
Projektleder: Frauke Giebner
Redaktører: Mette Davidsen-Nielsen & Jens Lenler

Amalie Kønigsfeldt, Cecilie Frydenlund og Peter Vesterlund fra Impact TV har bidraget væsentligt til researchen.


Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce