0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Israels litterære brobyggere

Fem forfattere diskuterer ’den anden’ i litteraturen – med fri udsigt til det israelske sikkerhedshegn af beton.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvordan forfattere behandler ’den anden’, er et klassisk litterært spørgsmål, men det har unægtelig en helt særlig dimension i Israel, hvor forholdet mellem jøder og arabere eller manglen på samme gennemsyrer stort set alle aspekter af dagligdagen.

Og de tre jødiske og to arabiske forfattere, som er samlet i anledning af den årlige bogmesse i Jerusalem for at drøfte, hvordan de tackler det betændte spørgsmål i deres romaner, er da også enige om, at det ikke er let.

Selve stedet, hvor debatten afholdes, illustrerer vanskelighederne med at acceptere ’den anden’ hernede. Tartur, et kristent center, som lægger hus til debatten, ligger midtvejs mellem Jerusalem og Betlehem med udsigt til det massive ’sikkerhedshegn’ – som her består af en otte meter høj betonmur – som Israel er i færd med at bygge for at holde palæstinenserne ude. Og som den jødiske forfatter og filminstruktør Udi Aloni lægger ud med at sige, er det en helt konkret påmindelse om, at problemet med ’den anden’ bestemt ikke kun er en abstrakt kunstnerisk diskussion.

»Vi må hele tiden huske på, at 10 minutter fra dette idylliske sted bor 2-3 millioner mennesker – palæstinenserne – som stort set ikke har nogen politiske eller borgerlige rettigheder«, siger han. Selv er Udi Aloni, der har en fortid som fredsaktivist, blevet så træt af de hjemlige problemer, at han for tiden arbejder i Kashmir, hvor de lokale, som han til forsamlingens latter siger, »også har nogle problemer med ’den anden«.

Araber skriver på hebraisk
De fire øvrige forfattere – to jødiske, to arabiske, men alle israelske statsborgere – har endnu ikke kastet håndklædet i ringen, men valgt hver sin strategi for at tackle ’den anden’ i deres litteratur.

Sayed Kashua, en arabisk journalist, der arbejder for den venstreorienterede avis Haaretz, og hvis bog ’Let it be Morning’ netop er udkommet på engelsk og fået glødende anmeldelser, gør det rent sprogligt. Han skriver udelukkende på hebraisk, ikke fordi han ikke behersker arabisk, forklarer han, men fordi sproget er så afgørende en del af staten Israel, at »man kommer tættere på virkeligheden på hebraisk«.

Ved siden af Kashua sidder den jødiske forfatter Alon Hilu, der har valgt en lidt beslægtet tilgang. Ganske vist skriver han ikke på arabisk, men hans første bog ’Death of a Munk’ foregår i Damaskus – hovedstaden hos ærkefjenden Syrien, men også dér, hvor Hilus forældre er vokset op, og dermed en »interessant blanding af mit eget liv og historie, og det farlige fremmede«, siger han.

Og efter dette vellykkede eksperiment – romanen er allerede oversat til engelsk og ved at blive det til fransk, italiensk og spansk – med at skrive om en by, han aldrig har været i og som israelere ikke kan besøge, går Hilu et skridt videre i den bog, han i disse dage er ved at lægge sidste hånd på.

»Jeg forsøger at lave en palæstinensisk genfortælling af en af de mest kendte jødiske historier«, siger han, men vil trods opfordringer fra tilhørerne ikke ud med detaljer omkring, hvilken jødisk historie der er tale om.

Jerusalem som sexobjekt
At der ikke er nogen vej uden om at leve sig ind i ’den anden’, er også panelets anden araber, forfatteren Ala Hlehel, enig i. »Selv hvis man ikke nævner ’den anden’ i en roman, er det et signal«, siger han.

Når han skriver om israelerne, må han opgive at bevare en kritisk distance. »Når jeg skriver om israelske personer i mine bøger, kan jeg ikke opretholde en kritisk distance, fordi de er repræsentanter for ’den anden’. Jeg må elske mine egne kreationer, også når det gælder israelere«.

Og at kærlighed spiller en afgørende rolle, er også noget, panelets eneste kvindelige deltager, den jødiske forfatter Michal Govrin, nikker genkendende til.

»Jerusalem er som en vagina, som vi alle begærer – jøder, israelere, arabere, palæstinenser og kristne«, siger hun. »Det er meget voldsomme følelser, men hvis vi ser det med erotiske briller, kan det løses, gennem eros kan konflikten gøres til en kærlighedsaffære«, siger Govrin og forklarer, hvordan hun netop derfor har skrevet om en kvinde – Jerusalem – der har mange elskere.

Om det er helt så let, tvivler Sayed Kashua dog på og bemærker, at den sikre måde, israelske forfattere forklarer læserne på, at det er gået helt galt for en person, er at lade vedkommende have sex med en araber.

»Først mister man arbejdet, så begynder man at drikke, og så til allersidst, som klimakset på den sociale og mentale deroute, har vedkommende sex med en araber. Så er bunden nået«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce