0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvor skal baguetten brydes?

Franskmændene beslutter i morgen, hvem der skal være landets næste præsident. Jacques Berg kalder landet et moderne skindemokrati.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I morgen afgøres det franske præsidentvalg endeligt efter en 1. runde, der adskilte sig fra de foregående præsidentvalg i de Gaulles 5. republik dels ved en usædvanlig høj valgdeltagelse, dels ved den opsigtsvækkende ringe tilslutning til Frankrigs myriader af småpartier på de politiske fløje.

Kampen mellem Sego og Sarko står om midtervælgerne, og hvis tendensen fortsætter ved de kommende valg til nationalforsamlingen burde betingelserne for at bryde års reformangst og politisk handlingslammelse vel være til stede?

Ikke nødvendigvis, hvis man skal tro journalisten og forfatteren Jacques Berg, der efter en menneskealder i Frankrig ved, hvorfor og på hvilken måde franskmændene er specielle, fordi han kender forholdene i andre lande og derfor kan sammenligne – en klar fordel i forhold til den politisk interesserede franskmand, der ganske vist er overbevist om, at Frankrig er specielt, men som ofte har en provinsiel opfattelse af, hvori Frankrigs nutidige ’gloire’ består.

Til ære for politisk interesserede danske frankrigsfarere har Berg nu skrevet et glimrende essay, en slags ’Turen går til – det franske politiske landskab’, hvori han giver sit velskrevne bud på, hvorfor Frankrig er havnet i politisk, økonomisk og social stagnation med begyndende opløsningstendenser (se dagens kronik for en helt aktuel opdatering).

Det er der naturligvis mange forklaringer på, og Berg kommer ind på de fleste – både de mere teoretiske som den franske forfatning, historisk og filosofisk arvegods samt de helt jordnære som f. eks pensum og pædagogik i skolesystemet og massemediernes ejerforhold. Og Berg har fat i noget grundlæggende fransk, når han noterer, at det franske folkestyre i mistænkelig grad er blevet en fortælling om ideer og idealer, hvor staten hele tiden skal gribe ind og enten forme samfundet eller i det mindste få det til at makke ret. Revolutionens parole om frihed, lighed og broderskab kunne ifølge Berg i praksis lige så godt betyde kæft, trit og retning.

Diplomatiets modersmål
Derfor advarer Berg også mod at tro, at den manglende tradition for konsensus i fransk politik manifesteret i utallige strejker og demonstrationer er et udslag af revolutionær gejst endsige af de mange teoretiske samfundsbeskrivelser, der fylder godt i franske boghandler. For det er ikke anarkister, man ser i demonstrationerne. Snarere er det ifølge Berg ’forsvundne fuldmægtige’ a la Hans Scherfig, klientgjorte borgermænd, der kæmper for at bevare deres ret til pensionering fra deres offentlige e