0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Miraklet i Warszawa

Beretningen om den jødiske pianist, der overlevede seks år i ghettoen og i ruinerne, er et ukendt hovedværk om nazismens vanvid og om menneskers »dyriske begær efter livet«.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Denne beretning fra det pulveriserede Warszawa 1939-45 er et enestående dokument.

Uanset hvad man før har læst om Anden Verdenskrig og nazismen, vil det få én til at spærre øjnene op. Polens skæbne har ikke spillet større rolle i dansk bevidsthed, men her får vi hele den ufattelige lidelseshistorie, både polakkernes og jødernes, fortalt fra en ukendt og højst virkningsfuld synsvinkel.

Wladyslaw Szpilman var 28 og anerkendt pianist og komponist, og han blev ved at spille i den polske radio, da Tyskland angreb i august 1939, indtil Warszawa faldt en måned efter. Så hutlede han sig igennem som cafépianist, og da den jødiske ghetto i november 1940 blev lukket af, overlevede hans familie ved at stampe alt af værdi.

Mens ghettoens halve million jøder bliver udplyndret og terroriseret, rumler rygterne om, at deportationerne østpå til såkaldte ’arbejdslejre’ ender i gaskamre. I august 1942, da kreaturvognene afgår til Treblinka og Auschwitz, er Szpilmans familie med. Selv slipper han ind i en tysk arbejdskommando, hjælper med at smugle våben til den jødiske undergrundshær og går under jorden uden for ghettoen. I halvandet år lever han som en eremit på skiftende illegale adresser, mens han får lidt mad af modige polakker – der er dødsstraf for at hjælpe jøder.

I august 1944, da tyskerne har knust folkeopstanden og byen, redder han sig ud af en brændende ejendom og overlever vinteren i ruinerne på brødstumper og snavset vand fra forladte huse. Han bliver opdaget, men også reddet af en antinazistisk tysk officer. Da russerne indtager byen i januar 1945, dukker han frem som en vildmand med fritvoksende hår, skæg og negle, og efter at være fodret op på et polsk lazaret kan han igen spille Chopin i Radio Warszawa.

Overoptimistiske røverhistorier
Friskheden og autenticiteten i Wladyslaw Szpilmans beretning beror på, at den er nedskrevet straks i 1945 på grundlag af en lommebog og en sjælden hukommelse. Skønt han i små tre år er »lutter nerver fra tidlig morgen«, omtåget af sult og ensomhed, er han en fænomenal iagttager af sin elskede by, dens ydre og indre liv.

Warszawa lever – på gader og lofter og når de tyske granater kommer brummende »som hestebremser«. Ghettoen lever – »de fortabtes by« med vilde kontraster mellem nød og luksus. På den ene side tysk sadisme, tyfus, sult, utøj, tiggere, gadebørn og bunker af lig. På den anden side hidsig sortbørs med alt fra mel og læder til diamanter, dollar og falske papirer, mens spekulanter og bestukne jødiske embedsmænd kører i cykeltaxa og fråser i kaviar. Så længe det varer.

Og hverdagen i generalguvernement Polen lever. Som en antropolog registrerer Szpilman ritualer på begge sider – mest bevægende, da hans familie bliver splittet op på byens Umschlagplatz, hvorfra togene går østpå, mens hans far deler det sidste spiselige, de har: en flødekaramel, i seks dele som et afskedssakramente.

Lige så præcist registrerer han terrorens mentale virkninger med skiftevis dystre rygter og overoptimistiske røverhistorier. Ustandselig tror de fortabte, at nu kommer befrierne – mens russerne venter udenfor på, at tyskerne massakrerer modstandsbevægelsen. Selve absurditeten bliver til besværgelse mod absurditeten, »for der er jo slet ingen mening i det, vel?«.

Ingen har fantasi til at fatte holocaust.

Ikke en dag for sent
Frem for alt er det en myte om at overleve mod alle odds – som en Robinson Crusoe midt i en ørken af »ruiner, murbrokker og aske«. Szpilman ser konstant døden i øjnene. Flere gange står han med hovedet i løkken, en el-ledning, for ikke at blive taget levende. Han spiller lig, når tyske patruljer passerer. Han overlever på sin krydsning af tro på »et nådigt forsyn«, stoisk mod, streng disciplin og et fabelagtigt instinkt for at vejre farer. Selv kalder han det »et umætteligt og dyrisk begær efter livet – efter at overleve for enhver pris«.

Men miraklet er også, at han hverken dæmoniserer eller idealiserer andre. Han har tabt sine illusioner ved at se, hvordan jøder lader sig købe og bruge og sender andre i døden. Men han er noget så sjældent som en illusionsløs optimist. Tilsyneladende uden ha