Bøger

Genial eller knald i hatten

Lene Andersen uddeler begavede hug til højre og venstre – nok mest højre – i en fuld- stændig rablende bog.

Bøger

Fra Lene Andersen alias Jesper Knallhatt foreligger nu tredje bind af fem bebudede i hendes mammut-værk ’Baade Og’.

Titlen er jo en ’omvendt Kierkegaard’ – og i mesterens ånd udgives værket ’posthumt’ år 2037 af en tilbørligt benovet forsker, hvis danske skriftsprog er stærkt anglificeret og forsimplet i forhold til det gamle dansk fra år 2008, hvor Jesper Knallhatt skrev.

For at det ikke skal være løgn, starter andet bind med en parodi på Kierkegaards lovprisning af Mozarts ’Don Juan’, dvs. en hybridtekst, hvor en del af nævnte skrift frækt splejses ind i en kongenial hyldest til – James Bond!

Parodien er så gennemført, at Kierkegaard ikke kunne have gjort det bedre.

Derefter kommer så hovedværket, som består af Jesper Knallhatts fiktive dialog mellem en genial forhenværende tv-producent, nu indespærret på den lukkede afdeling – og en kvindelig journalist, der udspørger ham om alt lige fra universets opståen til vor civilisations fremtid.

Verdens udvikling de næste årtier
Det foreliggende bind 3 handler om verdens udvikling de næste årtier, og det er både dyster og inspirerende læsning.

Videnskaben, religionen og forretningslivet kører hver deres smalle spor uden nogen sammenholdende ramme – selv om de kan indgå uhellige alliancer parvis, som når al-Qaeda betjener sig af den ypperste informationsteknologi, og når man kommercielt patenterer gener.

Globaliseringen splitter verden op, og det samme skel ser man i de enkelte lande mellem en overarbejdende og statusfikseret overklasse på speed og en voksende underklasse af både indvandrede og indfødte, som hægtes fra og derfor søger status, forløsning og orden i religiøse, sekteriske og politiske bevægelser.

’Ny’ visdom stykkes samme af elementer fra de store gamle religioner efter de forhåndenværende søms princip – snart af karismatiske guruer, snart af kommercielle stjerner såsom Knallhatts prügelknabe:

Det moderne virksomhedslivs coacher med deres personlighedsmodeller, som nu også jobcentrene har taget til sig. Men ingen er lykkelige, for den moderne globale vinderklasse frygter konstant at blive hægtet af og sluset over i tabernes verden uden firehjulstrækkere og samtalekøkkener.

Alle har de knald i hatten
Og alle har de knald i hatten i deres indbyrdes forhold samt i forholdet til deres grænsesøgende teenagerbørn med disses mangel på respekt for det samfund, der jo snart heller ikke mere findes.

Her uddeles hug til tidens ortodokse liberalisme og privatisering af infrastrukturen og omsorgen, som ellers var statens rygmarv.

Vi har kun det samme sæt togskinner mellem København og Roskilde – hvad mening er der så for samfundet i at privatisere dette monopol?

Det samme gælder vandforsyningen, postvæsenet og elforsyningen. Privatisering af postvæsenet går snart ud over urentable ’eneboere’, og det samme sker ved privatiseret omsorg og sygepleje.

Hvis vi ikke bliver bedre
Friskoler kan være gode, men også her advares mod tabet af sammenhængskraften.

Jo mere vi afskærmer os fra ’de andre’, dvs. fra hinanden, desto mindre forstår vi hinanden, og jo mere disintegreret bliver samfundet.

Hvis vi ikke bliver bedre til ’både og’, kan det gå helt galt med skolemassakrer, ’privat’ og politisk terrorisme, mod ’onde regimer’, økologiske katastrofer og kaotiske økonomiske turbulenser med udsigt til panikkrige, der kan blive verdenskrige.

Skal skuden vendes, må det ske det kommende tiår, og den indespærrede vismand sætter her sit håb til den velkendte historiske svingning mellem modsatte strømninger:

Vi må simpelt hen prøve at blive voksne
Liberalismen har vist sig lige så tosset som fordums marxisme, og de økologiske trusler kan ingen længere negligere.

Vi må simpelt hen prøve at blive voksne, for vi er selvcentrerede teenagere, der vil have det hele og giver fanden i konsekvenserne – men med stor appetit på belejlige syndebukke.

Og jo mere de forskellige livsformer maler sig op i hver deres hjørne, jo større indbyrdes foragt avler det.

Men vi bør bevare både den globale variation og variationen i de enkelte lande – for specialisering gør os sårbare.

Desuden kan ikke alle være computerfolk og livsstilskribenter, og ikke kun tabere bør beskæftige sig med håndværk, landbrug og menneskelig omsorg.

Drengedrømme om at flytte teltet til Mars er vanvid
Godt set, for det ville blive ulideligt, hvis alle begavede mennesker var ’uddannede’ til at tale det samme kontrollerede sprog, som ingen djævel kan holde ud i længden, selv ikke når man får det smidt i hovedet gratis – ganske som omvendt få ting er mere underholdende end fejlplacerede tumper, dog helst ikke i forsvarsministeriet.

Videnskaben går heller ikke fri. Drengedrømme om at flytte teltet til Mars er vanvid, for det udvalgte fåtal ville snart blive sindssyge.

Og store problemer i ulandene såsom behovet for køleskabe kan ofte løses med helt simple midler, der kan produceres lokalt. Derimod er økosfæren alt for ’kaotisk’ og kompleks til, at vi kan styre den, endsige genskabe den på Mars.

Man forstår godt, at den store enetaler er forsvarligt indlagt. Han køber ikke rationalisternes religionsafskrivning, men det hindrer ham skam ikke i at give kristendommen et los i forbifarten.

’New age’-drømme
Således ser han Jesus som endnu en version af den urgamle macho-myte om den store alfa-han, der løser alle problemerne for os og udrydder fjenderne – akkurat som James Bond (»shaken, not stirred« – amen).

Nej, kunne vi dog ikke få en lige så stor myte om, hvad vi måske kunne udrette i fællesskab? For er det ikke denne fiksering på heltedåd, som fatalt styrer den meste videnskab, teknologi, forretning og politik?

Alternativet midaldrende kvinders henfald til ’new age’-drømme om astralrejser med Marie Magdalene skånes heller ikke.

Fru Knallhatts belæsthed er lige så enorm som hendes selvtillid og sproglige verve. Så jeg vil fremhæve hendes mere ’kvindelige’ betoning af sund fornuft, menneskelig forståelse og enkle løsninger trods hendes hang til Harvard & omegn – for hun foretrækker ydmyg afluring af naturens gennemprøvede modeller frem for lineære tekniske fiks (hun må vist have børn …).

Termodynamisk sprængfarlig uligevægt
Således har store drenge foreslået at skyde vor klode længere bort fra solen, hvis klimaet skulle blive for hedt for isbjørnene. Nej, så var det da enklere bare at aflive isbjørnene.

Hvis man ellers kan få et ord indført på den lukkede afdeling uden selv at blive æresmedlem, vil jeg dog undsige Knallhatts svaghed for at beskrive menneskelige temaer med brug af avancerede begreber som termodynamik, »memer« og Nash-ligevægte.

Polariseringen mellem tabere og vindere beskriver hun som en termodynamisk sprængfarlig uligevægt ligesom mellem skoldhedt og iskoldt vand. Billedet er herligt tværfagligt, men realiteten er det ikke, for her handler det ikke om fysik, men om ren psykologi.

Stabil ligevægt i diktatoriske regimer beskrives i samme ånd som Nash-ligevægt, fordi det passer i en matematisk model, skabt af det ligeledes indespærrede geni Nash.

Arbejdsløse indianere
Måske, men det beskrives endnu bedre uden, sagt i al dokumenterbar ubeskedenhed. For disse tings natur er psykologisk, ganske ligesom hakkeordner eller et klima, hvor alle frygter hinanden og enhver menneskelig blottelse vil blive brugt imod én.

Eller tror I, at Primo Levi skulle have været matematiker for at beskrive Auschwitz mere eksakt? At flagermus kan minde om fugle, betyder heller ikke, at disse to skabninger ’i virkeligheden’ er varianter af en højere flyvsk idé.

Knallhatt ynder også at tale om »memerne«, altså ideen om ’kultur-gener’. Men det er og bliver illustreret videnskab. For vi adopterer kun den sidste mode, hvis vi tror at kunne opnå fordele derved – ideer formerer og spreder sig ikke som generne ved egen kraft.

Ja, selve ideen om ’memer’ skyldes også nok mest presset til at finde på noget ’genialt’, som ingen gider modsige – for vi er alle ’forskere’, og selv en meget lille høvding finder altid nogle arbejdsløse indianere.

Spontant selvorganiserende netværker
Sluttelig fremhæves som alternativ til stive hierarkier spontant selvorganiserende netværker med naturlige knudepunkter, som alle søger hen imod.

Uha-uha, sådan flydende netværkspsykopati bliver snart et helvede af alliancer og intriger; nej, så foretrækker jeg en ærlig diktator, for hende kunne man da slå en handel af med såsom at blive hendes livlæge – eller andægtigt nedfælde hendes geniale tankestrøm om: Det Hele.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce