Lene Andersen. Foto: Maria Fonfara

Lene Andersen. Foto: Maria Fonfara

Bøger

Det er svært at tænke småt

Hun skriver under navnet Jesper Knallhatt. I virkeligheden hedder hun Lene Andersen og er i gang med et aldeles umuligt projekt: At fortælle historien om, hvad der er sket, fra vi halede os ud af ursuppen til i dag, hvor verden er så kompliceret og specialiseret, at heller ikke eksperterne har det store overblik.

Bøger

Da Lene Andersen gik i 8. og 9. klasse, mødte hun hver dag op uden skolebøger.

Under armen havde hun i stedet en fyldt madkasse.

Ikke andet.

Når hun gik hjem, tog hun madkassen med.

Tom.

Skolebøgerne parkerede hun demonstrativt i en bunke nede bag i klassen. Der var alligevel ingen grund til at slæbe dem med hjem.

Lektier var et fremmedord. Blækregningen og de øvrige opgaver blev ordnet i frikvarteret før timen, hvor de skulle afleveres. Mentalt havde hun allerede forladt skolen.

Revet 6 år ud af kalanderen Det var den samme Lene Andersen, nu 38 år gammel, der midt i november stod på den årlige bogmesse i Forum med sine første to af i alt fem bøger, der tilsammen vil forklare om ikke alt, så i hvert fald det meste. Den første havde titlen ’Baade-Og Mandag’, den næste ’Baade-Og Tirsdag’, og sådan fortsætter det frem til fredag. Som nogen måske har gættet, er bøgerne frækt skrevet op imod Søren Kierkegaards ’Enten-Eller’. Hvad har vi gang i? Hvor kommer vi fra? Hvor er vi på vej hen? Hvorfor? Hvad så? I ultrakort form er det emnerne for de fem bøger, der bliver til i en mikroskopisk toværelses lejlighed en håndfuld kilometer fra Københavns centrum. Her har hun bevidst placeret sig, fordi hun på den måde har fået økonomisk frihed til at bruge foreløbig seks år på at skrive sit bogprojekt, som vil være afsluttet i 2009. Bevidst har hun valgt ikke at bruge sin økonomuddannelse fra Handelshøjskolen, ligesom hun også valgte at kvitte jobbet som forfatter af tekster til revyer og underholdningsprogrammer på tv.

Global eksistentialisme
Emnerne for bøgerne lyder lige ud ad landevejen, og det er selvfølgelig også meningen, men nedenunder står de helt store spørgsmål og banker på.

Og selv leverer hun et budskab om, at beslutninger og handlinger i verden faktisk hænger sammen, selv om verden tilsyneladende bliver mere og mere opsplittet og verdens viden så specialiseret, at den ene ekspert ikke aner, hvad den anden laver.

Lene Andersen koger selv indholdet af sine fem bøger ned til det, hun kalder global eksistentialisme, men det var ellers ikke lige det, der blev talt om ved familiesammenkomsterne, da hun var barn.

Her gik samtalerne mest om, hvorvidt kødet på festtallerkenen var godt, og om der skulle mere sovs til, eller hvilken vej gæsterne havde valgt for at komme derhen.

Kulturånd
»Jeg er ud af et meget ubogligt miljø, hvor jeg har oplevet en kolossal varme hos nogle utrolig søde og omsorgsfulde mennesker, men der er intet kulturliv, ingen skaben. Jeg vil gerne have, at man kommer til at tale om noget andet end om, hvor billigt man har fået sine ting. Specielt vil jeg gerne have juristerne og økonomerne, djøf’erne, i tale, fordi de har så stor en indflydelse i samfundet. Beslutninger skal bunde i en ånd, en slags kulturånd, som vel at mærke ikke er religiøs. En bevidsthed om, at der faktisk er en grund til, at de ikke er blevet fæstebønder, men derimod akademikere«.

Hvad er det, djøf’eren skal have med sig, når han har læst dine fem bøger?

»At vi er en del af et globalt fællesskab og har en arv med os, hvor vi skal vælge, hvor verden skal bevæge sig hen. Men det skal ske på et fundament, som er bredere end økonomi, her og nu-tænkning og mig-mig-mig«.

En slags ansvarlighed?

»Ja. Når jeg er ude på højskoler for at holde foredrag, mærker jeg også, at folk savner, at det her bliver sagt. Der er en sult efter, at nogen forholder sig til den udvikling, der er i gang. Problemet er, at der er så få, der eksempelvis kan tale om nanoteknologien (bl.a. genteknologien, red.) og forklare i menneskesprog, hvad det vil betyde for din hverdag, og hvilke dilemmaer vores børn vil komme til at stå i – og at vi er nødt til at kunne tale sammen på tværs af faggrænserne. Vi er nødt til at ville noget med os selv, inden vi bliver så mange, at vi ikke kan leve af den form for landbrug, vi har, eller inden der kommer så store folkevandringer på grund af klimaforandringer, at der bliver opbrud og krig«, siger Lene Andersen.

Status over verden
I sine første to bøger skriver hun sig under forfatternavnet Jesper Knallhatt ind på følgende emner:

Hvordan var det lige, vi mennesker kravlede ud af ursuppen og nogle milliarder år senere havnede foran spejlet med morgenhår? Hvordan er det lige, teknologien har udviklet sig, siden vi alle rejste os op på to ben. Hvordan er det i øvrigt verden ’udvikler sig’, og hvordan hænger det sammen med kaosteori, termodynamik og teorien om skalafri netværk?

Og hvilke tanker er det egentlig, mennesket har gjort sig om eksistensen de seneste 2.500 år? Og hvordan er det lige, vores hjerner virker, og hvorfor gebærder vi mennesker os, som vi gør? Og hvordan opstod vores kultur?

Undskyld, men er der en fysiker, en filosof, en neurolog og en antropolog til stede?

Nej, desværre. Til gengæld sidder der en meget slank, korthåret kvinde, som engang gabte kæberne af led i en privat, kristen friskole i Høje Taastrup. Hun har læst sig ned gennem stakken af videnskabelige værker om evolutionsteori, fysik og idehistorie for i sine første to bøger at kunne præsentere verden, som den tager sig ud i dag. I de kommende tre bøger vil hun forsøge at skrive sig ind i, hvad der kan ske, eller måske endda vil ske, hvis vi kobler etikken og humanismen ud af beslutningsprocessen.

Det gik galt fra starten
Det var ikke den slags ting, hun brugte tid på i den kristne friskole. Dengang sad hun på bageste række og sænkede slagskibe, mens de andre fik ros for at læse ’Troldepus’ eller ’Det lille hus på prærien’.

Allerede der skilte hun sig ud, og det har hun gjort lige siden. Måske er det heller ikke så underligt, at de etablerede forlag har været nervøse for at udgive hendes bøger, som hun nu udgiver for helt egen regning. For bøgerne er nærmest umulige at placere i både stil og genre. Lene Andersens fortid i tv og underholdning fornægter sig ikke.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ingen skal kede sig undervejs, så forfatteren vælger ikke alene at angribe de helt store spørgsmål – hun vælger desuden at fortælle historien som én lang samtale mellem en gammel, småliderlig tv-producer, Cornelius Magnussen, og en ung, storbarmet journalist, Tenna E. Rasmussen. Alt sammen nedskrevet af en forfatter ved navn Jesper Knallhatt.

Hvor gik det galt, vil nogen sikkert spørge?

Som antydet øverst gik det galt fra starten.

Middelmådig
I hvert fald hvis man anskuer Lene Andersens egen historie med de traditionelle briller.

Ind i skolen kommer en kvik pige, men hun gør ikke, som lærerne forventer. De vil meget gerne have en pige, der læser gode historier, men selv er hun meget mere interesseret i biologi og specialviden.

»Jeg gik i skole i 1970’erne, og dengang var der ingen belønning for at være dygtig. Lærerne var bekymrede over, at jeg ikke læste skønlitteratur, men børnebøgerne var kedelige, og de stak mig aldrig en af de tykke klassikere. Jeg blev stimuleret til at præstere middelmådigt, og det gjorde jeg så«, siger Lene Andersen.

Middelmådigt skal forstås på den måde, at hendes karakterer til daglig lå på 8, fordi skolen ikke bryder sig om elever, der er passive i undervisningen. At eleven så får 11 til eksamen, kan de til gengæld ikke gøre så meget ved.

PH som pejlemærke
Forældrene afslørede ikke et sekund, at de var bekymrede for, hvordan det skulle gå hende, men de forlangte, at hun i det mindste tog en studentereksamen.

Selv drømte hun om at blive møbelsnedker.

»Så kunne jeg blive som PH og bagefter læse til møbelarkitekt, og når han kunne tegne lamper og skrive revyviser, kunne jeg vel også. PH, Holberg og Volmer-Sørensen har altid været mine pejlemærker. Jeg har fundamentalt set gået og kedet mig, og for mig var satiren en vej ud. Bare det at lege med sproget har altid glædet mig«.

I dag har Lene Andersen fundet ud af, hvad problemet var. Altså, det helt store problem. Forklaringen på, hvorfor hun ikke tog den lige vej til en akademisk karriere, men tog omveje til revytekster, Keld Heicks ’Musikbutikken’, tog månedlange kurser i sitcomskrivning i USA og undervejs såmænd også lod sig indskrive på teologistudiet for at få fuldendt sin årelange søgen efter det, hun ikke helt kunne definere. Det var altid de store spørgsmål og de små sproglige finurligheder og satiren, det endte med.

Hendes problem var ellers ret simpelt, hvis det ellers var blevet identificeret.

Hun var ikke bare kvik. Hun var en af dem, man i dag vælger at sætte i specialskoler for højt intelligente børn. Men det fik hun først bevis for som næsten 30-årig, da hun valgte at lade sig teste hos foreningen Mensa, hvis medlemmer skal tilhøre de 2 pct. af befolkningen, der har den højeste intelligenskvotient.

»Jeg ved ikke, hvad min intelligenskvotient præcis er, for de holdt op med at måle, da de nåede op i den sidste procent, som er de mest intelligente«, forklarer Lene Andersen.

Krævende bøger
Og hvordan har hun så brugt den, intelligensen? Har hun været intelligent – eller heldig – nok til at få sine bøger ud i verden? Og til at få økonomien i det halsbrækkende projekt til at løbe rundt?

Svaret er både ja og nej.

Første bog solgte overraskende godt. 2.200 eksemplarer. Der var endda overskud. Og flere anmeldere klappede den rapt skrivende Jesper Knallhatts debut ind på scenen og gav ekstra point for modet.

Da bog nummer to udkom her i efteråret, skete der imidlertid ingenting. På medierne var nyhedens interesse væk, og anmeldelser af bogen er stadig svære at finde.

»Jeg brugte 25.000 kr. på annoncer ved lanceringen af nummer to. Det var penge lige ud ad vinduet«, fortæller Lene Andersen.

Gu’ fanden skal du tænke, kammerat
Hun brugte i november et tilsvarende beløb på at deltage i årets bogmesse, hvor bøgerne blev præsenteret, uden at det dog gav et salg, der bare tilnærmelsesvis kunne hente messeudgifterne hjem. Det ærgrede hende egentlig lidt, for bøgerne er faktisk skrevet for netop de mange helt, helt almindelige mennesker. Men det er akademikerne, der tænder mest på projektet.

»Jeg oplevede det lidt på bogmessen, hvor folk kom ind på min stand for at spørge og høre lidt om bøgerne. »Uha, så skal man jo tænke«, lød kommentaren. Ja, gu’ fanden skal du tænke, kammerat, du kan jo ikke gå gennem livet og sove dig til det hele«, siger Lene Andersen.

Hun griner dog samtidig, for hun behøver ikke gå længere end nogle af sine gamle venner, før hun hører lignende kommentarer. Eksempelvis da hun udsendte første bog i serien. Hun adviserede lige om, at nu var hun på DR 2, og måske ville bogen også være en god julegave til familien.

Slap dog af!
»Jeg fik vist også lige skrevet noget om, at man burde stå ved sin borgerpligt og deltage i et demokratisk samfund. Svaret fra en gammel kæreste var, at han faktisk bare gerne ville have lov til at gå i BonBon-Land med sine børn. Det skal han da også have lov til, men hvorfor skal det opfattes som en modsætning?«, siger Lene Andersen.

Lige nu er hendes mål at få Det Andersenske Forlag til at løbe rundt økonomisk, så hun får råd til at udsende de sidste tre bind af serien. Nummer tre er allerede skrevet igennem første gang og skal efter planen udkomme til efteråret 2007. Og hun skal nok sørge for at have de små 80.000 kr., det koster at få den trykt, for det er efterhånden gået op for hende, at den slags projekter må man selv bære igennem. De passer ikke ind i de gængse systemer. Heller ikke i det litterære støttesystem, hvor man – af rigtig mange gode grunde – ikke giver støtte til bøger, der bliver udgivet på forfatterens eget forlag.

Lene Andersen ved godt, at der indimellem er folk, der undres over, hvorfor hun ikke bare kan slappe af, eller hvorfor hun hele tiden skal få nye ideer, der med djævelens vold og magt skal realiseres. Hun har da også spekuleret over, hvorfor hun ikke ligner nogen i sin egen familie.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nemt at være normal

»Selvfølgelig har jeg det, men det er også en fantastisk forfatterbenzin. Det betyder jo, at man begynder at skrive, fordi noget ikke hænger sammen. Hvorfor passer jeg ikke ind her? Eller hvorfor vil jeg hele tiden noget andet? Jeg havde heldigvis en spejderfører og en dansklærer, der fik øje på mig. De var guld værd. De betød, at jeg ikke blev bims i låget. De forstod, hvad jeg sagde, og havde tillid til det, jeg gjorde«. Nogle gange kan det jo blive behandlingskrævende, at man føler sig forkert?»Ja, det kan det. Jeg vil ikke sige, mine bøger er en form for terapi, men de har fandeme været gode for mig. Jeg har fundet tilbage til den, jeg var, før jeg begyndte at indrette mig efter skolesystemet. Jeg har fundet tilbage til den, jeg var, og ingen andre har defineret for mig, hvad det er. Jeg har fået lov at gå i dybden med nogle emner og få tingene ud. Kunne du godt ønske dig, at du var lidt mindre intelligent?»Nogle gange har tanken da strejfet mig. Det må eddermame være nemt at være normal«.







Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce