Som profeten sagde det: »Manden får et glimt af himlen, når han ligger i en blød og smuk og lidenskabelig kvindes arme«. I disse uger er vi med vore læseres hjælp ved at opbygge en handy liste over de værker, der bør være med i et oplyst menneskes erotiske håndbibliotek. Denne ambition kan naturligvis ikke forløses uden at inddrage islamisk vellyst. Til alt held har vi i vor postkasse, tilsendt direkte fra forlaget, fundet en lille pakke, der indeholder skriftet 'Vellystens Kilder'. Det er angiveligt forfattet af den arabiske læge Harun al-Makhzumi, der praktiserede engang i 1200-tallet. Et lille mirakel Al-Makhzumi noterer, at Muhammed med egne ord og gerninger har vist, hvordan Allah har ment, at mennesker skal nyde samlejet. Muhammed sagde: »Den, der kan nyde samlejet, men ikke gør det uden god grund, tilhører ikke mig og har mistet sit paradis på Jorden«. Den nådige profet sagde også: »Velsignet er den lidenskabelige kvinde, der spiller med i parringslegen, og velsignet være den mand, der lærte hende det, og de skal begge glæde sig med Allahs gaver«. Al-Makhzumis skrift er - måske - et lille mirakel. Glem 'Kamasutra' og 'Den Duftende Have', dette er en komplet indføring i, hvordan mænd og kvinder bør behandle hinanden, både i sengen og udenfor. En blanding af seksualoplysning, morallære og kampskrift for menneskelig nydelse: »Allah har skænket kvinder tynd og følsom hud. Derfor nyder de det meget mere end mændene, når de bliver kysset, aet, kælet for, kærtegnet, bidt eller slikket. Kvindens hårløse krop, med dens bløde, bølgende kurver, frembyder endeløse glæder for hende og for mandens øjne, hænder, tunge og penis. Lovet være Allah og taksigelser til Ham for alle disse gaver«. Alt der kan bruges... Hvis ikke man vidste bedre, ville man tro, det var en nutidig fritænker, der havde forfattet det. Veltjente danske sexpionerer som Inge og Steen Hegeler er rene novicer i forhold til denne mand. »I skal vide, at kødets natur blev formet af vores Herlige Skaber, ikke for at vi skulle fornægte det, men for at vi skulle nyde det i fuldt mål. I skal vide, at kødets og sansernes glæder er dem, der opstår i samlejet mellem manden og kvinden«. »Samlejet er den altafgørende akt, vor Skaber har udtænkt for menneskehedens udbredelse. Allah har gjort den så fuld af glæde og tiltrækning, at det er bydende nødvendigt, at den hele tiden bliver udført. Hver nerve, muskel, organ, der kan bruges, bør inddrages i samlejet«. Klitoris er altafgørende Efter at have slået det fast kritiserer al-Makhzumi den hurtige parring, som mange mennesker praktiserer. »Manden får en vis fornøjelse og kvinden slet ingen. Resultatet er spændinger i muskler, organer og led. Således bliver mænd forvandlet til nervøse og tyranniske dyr, og kvinder bliver forvandlet til rappenskralder«. En stor del af bogen er anatomisk detaljerede beskrivelser af de mandlige og kvindelige kønsorganer og erogene zoner, herunder visse - korrekte - bemærkninger om æggestokkenes funktion. Men det vidste man da ikke noget om i 1200-tallet, vel? Jo mere man læser om organer og anatomi, jo mere får man en fornemmelse af, at der bag navnet al-Makhzumi gemmer sig en nutidig skribent, en frejdig sexapostel, der har sat sig for at løfte islams tilhængere ind i den seksuelle frihed, som kendes i vesten. »Klitoris er sædet for og den første nøgle til kvindens vellyst. (...) Klitoris er et vitalt organ for nydelsen, og må Allah forbande barbarerne i Ægypten og andre lande, der skærer klitoris af deres piger, før de bliver kønsmodne, og derved berøver dem retten til nydelse under samlejet, for disse følelser er en gave fra Allah til alle kvinder. På den måde bliver disse omskårne forvandlet til ufølsomme og vrede væsner, og samlejet med dem er som at ligge med et lig. Det er næsten umuligt at fatte sådanne rædsler«. Al-Makhzumi var angiveligt firs år, da han forfattede sit skrift. Først nu »kan jeg skrive mere objektivt og klart om et så subjektivt emne«. På det tidspunkt har han efter eget udsagn udøvet »samlejets idræt« i 65 år og »nydt samleje med mange hundrede kvinder«. Imponerende. Man mindes uvilkårligt den store filmskaber Luis Bunuel, der omkring de firs endelig følte sig sat fri fra lystens tvang, men skal man tro på den arabiske førsteelsker? Her i hulen har vi, sandt for dyden, været meget deprimerede over det seneste halve års muslimske opstandelse over ytringsfrihedens naturlige brug i frie samfund. Så meget desto større er vor glæde over i Harun al-Makhzumis skrift at møde et frisind, der taler direkte til mennesker i vor tid - selv om vi altså må ende med at mene, at frisindet må være forfattet i nyere tid! Falsum eller ej: Lad os slutte med følgende råd fra bogen til vore mandlige læsere: »Når du og kvinden begge er blevet mættet fuldstændig i samlejet, skal du ikke bare rulle ned af hende som en sæk kød og falde i søvn. Du skal holde hende i dine arme og kærtegne hende blidt og sødt i hendes øre, indtil I begge to falder i søvn: Således sikres kærligheden, efter at lidenskaben er lindret«. Husk det nu. Og husk også at sende forslag til den litterære erotikkanon. Quiz 1:»Ved studiet af perversionerne er vi kommet til den indsigt, at seksualdriften må kæmpe mod visse sjælelige magter, hvoriblandt skam og væmmelse træder tydeligst frem«. Citat af dagens fødselar, tillykke! - hvem? Quiz 2:»Det er i maj måned, og hendes hud har en mørkebrun og dyb glans, som et dusin lag fernis« (...) »Hun har håret sat op i en knude i nakken, hun er stor og smuk. Selv nu, når jeg tænker på hende, er hun for mig den smukkeste kvinde, jeg nogensinde har set. Jeg må være omkring fem år gammel. Jeg ved ikke præcis, hvad hun mener, men det er første gang, jeg forstår, at vi er samme køn. »Alligevel«, siger hun, »er jeg stærk som en mand««. Moderportræt i hvilken dansk roman? Denne forfatter læste en bog af Henry Miller, de to begyndte at korrespondere, de blev venner for livet. Hvem er han?, spurgte vi i sidste uge. Og hvad er titlen på hans romankvartet om kærlighed?Ask og Jens Kære Bibliopat Svaret er 'Alexandria-kvartetten', og forfatteren er Lawrence Durrell. Som du skriver i din klumme, har man som læser den fornøjelse hele tiden at kunne spejle sit liv i den litteratur, man læser. Det svarer vel meget godt til den sammenhæng, der er mellem levet liv og musik, særligt når en intens forelskelse underlægges af et bestemt stykke musik, så man senere i livet, når man f.eks. hører 'Careless Whisper', kan sige: »Det var i 1981, og han hed Ask«. Mit møde med 'Alexandria-kvartetten' skyldtes, at jeg først havde mødt Henry Miller, som ledte mig frem til Dostojevskij. Siden havde jeg brug for noget lidt lettere fordøjeligt og faldt over den morsomme titel 'Min familie og andre dyr', forfattet af Lawrences bror, Gerald, der giver et vidunderligt morsomt, og meget distanceret, portræt af sin krukkede og weltschmerzramte bror, hvis meget seriøse værk man uvægerligt måtte stifte bekendtskab med efter læsning af familieportrættet. Og det var så i 1976, og han hed Jens. Med ønsket om en god weekend, Slynglen Gerald også god Kære Bibliopat! Den efterlyste kvartet er vel Lawrence Durrells 'Alexandria-kvartetten'. Pudsigt, at I samme dag i Lørdagsliv har en artikel om skildpadder. Lawrences bror, Gerald, beskriver i 'Min familie og andre dyr' en drengs oplevelser i naturen på en græsk ø. Hans beskrivelser af vilde og halvtamme skildpadders opførsel viser en ikke ringe intelligens hos disse dyr. Bogen kan varmt anbefales. Med venlig hilsen Bent Kofod, Værløse Passende steder Kære Bibliopat Svaret på quiz 1 var bare at gå 40 år tilbage i tiden, hvor jeg på Frederiksberg Bibliotek fik øje på Henry Miller og Lawrence Durrells pragtfulde brevudveksling 'A Private Correspondence', som jeg læste med stor fornøjelse, efter at jeg som au-pair i London et par år forinden var faldet over Durrells 'Den skumfødte Venus' og Millers 'Kolossen fra Marousi'. Hvilken fryd at fordybe sig endnu mere i disse nye bekendtskaber. Et par år senere tilbragte jeg nogle måneder på en lille græsk ø medbringende de to første bind af 'Alexandria-kvartetten' (Justine og Balthazar), for var det ikke et passende sted at fordybe sig i netop denne romantetralogi? De to sidste bind (Mountolive og Clea) blev læst i sporvognslinje 5 på vej til og fra arbejde (visse bøger husker man tydeligt, hvor blev læst!!). Og hvor glad blev jeg ikke, da jeg en dag i et antikvariats rodekasse til fem kroner fandt Durrells 'The Black Book' i originaludgaven fra Obelisk Press 1938. Gennem 1970'erne ventede jeg hvert år forgæves på, at Nobelprisen i litteratur blev givet til Lawrence Durrell. Nogle venner, som kendte min interesse for de to herrer, sendte mig et vidunderligt postkort, hvor Durrell havde lagt sig op i sengen hos den aldrende og syge Miller i Californien. Jeg satte det op på min arbejdsplads, og når folk så spurgte, hvem i alverden det var, ja, så var det min lille fornøjelse at teste deres litterære viden. Jeg må med skam melde, at det desværre ikke var mange, der straks kunne genkende dem (og dette var trods alt en uddannelsesinstitution, hvor folk burde kende til litteraturens koryfæer!). Med venlig hilsen Vivi Lund, Frederiksberg