De italienske bedemænd havde i år henlagt deres kongres til egnen omkring Bologna. Da den var overstået, blev det tid til den årlige messe for kig og køb af børnebøger. Det er et tilbagevendende frikvarter for branchens folk. Helt modsat bogmessen i Frankfurt, der af mange opleves som et mareridt. Bologna er en smuk by. Og det emmer af forår. Men børnebogen raller jo! Det ved enhver! Eller gør den? Gennemført adskillelse af skidt og kanel Man skal forestille sig bogmessen i Forum ganget med ti. Standene er fordelt over en række store betonhaller. I to af dem regerer italienerne selv. Og der er tryk på i henseende til kulørte bambinoer og masser af Disney-look-alikes. Men samtidig er der plads til, hvad man kunne kalde specialiserede seriøse forlag. Ofte bygget op omkring en enkelt kunstner. Det kunne være Roberto Innocenti, der regnes for verdens mest langsomme tegner, fordi han er så detaljeret. Eller det kunne være Italiens klassiske elskelige fortæller for børn Giordano Rodari. (Dyrk ham!). Er adskillelsen imellem skidt og kanel gennemført mest konsekvent i støvlelandet? Det kunne se sådan ud. Smukke 'overflødige' scener Udtrykket 'dem, vi sammenligner os med' får god mening i hallen, hvor danskerne bor. Der er en fællesnordisk stand med god plads til en række forlag, og så har de store - Gyldendal, Sesam, Carlsen og Høst - egne gemakker. Rundt omkring skandinaverne ligger de tyske, franske og hollandske forlag. Så skal man heller ikke gå så langt til de køb og salg-møder, der typisk finder sted med en halv times mellemrum. Man kender hinanden og ved, hvad modparten har smag for. I virkeligheden kunne det meste af handlen klares via e-mail. Men så var det ikke blevet forår i Bologna. Og så var der ikke blevet plads til scener som denne, der er en smuk del af børnebogsmessen. Mylderet af tegnere. Gensidig respekt Her sidder Tony Ross, der har henrykket alverdens børn med sine finurlige bøger om den trodsige lille prinsesse med guldkrone på. Han studerer indholdet af en sort tegnermappe, som tilhører en fyr med strithår. Der er en stemning af respekt fra begge sider. Bagved venter 8-10 andre - mest piger - med den karakteristiske mappe i hånden. Det syn ser man mange steder. Og det er virkelig, som om alverdens håbefulde tegnere er kommet til byen. Tæt ved indgangen til messen er den årlige illustratorudstilling, og rundt om er der arrangementer med billedbøger på tapetet dagen lang. Der var til den censurerede udstilling indsendt tegninger fra ca. 2.500 kunstnere. De 800 kom fra Japan. Renate Raecke fra juryen (og Tyskland) fortæller, at det var et stort logistisk problem, fordi de 800 var fremsendt enkeltvis. Der kom 15 af dem med på udstillingen. Så var det nemmere med Iran, hvorfra de ca. 100 tegneres tegninger blev fremsendt samlet via Instituttet for den Intellektuelle Udvikling af Børn og Unge, der bor i hal 29. Kan smukke billeder stamme fra et ondt land? Det lyder som hård præstestyring. Men så er der samtidig privatforlaget Shabawiz fra Teheran, der residerer - nok med overlæg - i hal 30! Standen er som en slikbutik, hvis man er til iranske billeder. »Vi har alle de bedste tegnere«, siger forlægger Farideh Khalatbaree selvsikkert. Denne kampklare kvinde slås nu på 23. år for sine bøger. Hun er endnu et bevis på, at med børnebogen følger et vist frirum for trodsig opførsel. Og det er umuligt, at så smukke billeder for børn kan stamme fra et meget ondt land! Der er god gang i sagerne hos Shabawiz, hvorimod det førnævnte institut virker lidt hengemt. Men det er ikke al handel, man ser for sine øjne. Danskernes messe Hvordan klarede Muhammed sig? Han havde en god messe. Nanna Gyldenkærne fra Høst fortæller, at Kåre Bluitgens bog - der indirekte satte en verden i kog - er til gennemsyn i fem af de lande, vi normalt sammenligner os med. Børnebogsfolk er gennemgående velorienterede og interesserede mennesker! I mange år har man skullet svare på, hvad det var for noget med det lille, fremmedfjendske parti hjemme hos os. Nu kender de navnet! Og størrelsen! De spørger til »dænsk volkepæti«, sørme! Men det er en anden historie. Hos Gyldendal har man også haft en god messe. Bent Jakobsen og hans trolde er blevet solgt til Rusland. Det har de godt af derovre! De er også på vej til Tyskland. Det samme er Erik Barfoed med 'August går i Glemmebogen' fra Høst. Han udkommer også snart i Korea - og er i øvrigt direktør for et konkurrerende forlag (Aschehoug). Jo, man hygger sig! Og Glenn Ringtveds små ligefremme fodboldbøger er snart overalt i Skandinavien. Strid går godt, og Kim Fupz og Kenneth Bøgh Andersen. Ind fra siden med eget firma stryger Lene Kaaberbøl. Hendes serie om 'Skammerne' er dansk børnelitteraturs største sællert siden H.C. Andersen. Lene Kaaberbøl fortæller om den længe ventede nye bog fra hendes hånd. 'Skyggeporten' rammer boghandlerne til september. Det er en psykologisk fortælling om pigen Anna, der er stum. Hun færdes i nutiden og i Natlandet. Kureret i forårssolen Man behøver ikke presse Susanne Gribfeldt fra Carlsen for et bud på tidens tendens. Det er thrillere for de unge og detektivhistorier for børn. Og hun må vide det. En slentretur rundt imellem bøgerne afslører også, at grisen (igen) er et populært dyr, at tyske ungdomsbøger rykker, og at der er en pæn mængde titler om store mænd (og kvinder). Fra Napoleon over Mandela til den brasilianske frihedshelt Zumbi. Den mest pompøse stand tilhører Disney! Koncernen fejrer sit 75-års jubilæum. Det sker i rammer, der er en imperator værdig. Standen er større end alt andet. Den fremstår som et tempel med søjler, alter og lønkamre. Der er 'Bambi 2' på alle hylder. Den underligste stand tilhører firmaet Newfy, der markedsfører effekter med billeder af de rare hunde af newfoundlænderracen. Og måske er den tristeste stand den samlede polske, hvor Lego og Disney er vældige blikfang. De var selv store engang. Men så går man udenfor i mylderet på Via Stalingrado og tænker på, at der skal være plads til det hele, og at det går jo egentlig meget godt. Så måske er patienten blevet kureret i forårssolen.