0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den vantro frihedsgudinde

Susan Sontag, der døde i denne uge, var en af sin tids mest begavede kritikere af amerikansk kultur og politik.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

YOUR COUNTRY NEEDS YOU. Susan Sontag levede og åndede for retten til at tænke selv og sige, hvad man tænker, om man så skulle komme hele the establishment på tværs. Foto: Lotta Ögren

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Frihedsgudinden var en gave fra det franske folk til Amerika som markering af hundredåret (1876) for den uafhængighedserklæring, der kom den franske revolution i forkøbet.

Her står de første lovfæstede menneskerettigheder, som var smukkere tænkt af Thomas Jefferson og Benjamin Franklin, end de senere blev administreret af de fleste af de efterfølgende præsidenter.

Smeltet symbol
Den pompøse gudinde, der vogter indsejlingen til New York, skulle stå som symbol på, at friheden oplyser verden.

Hun stod der med faklen, som mere og mere mindede om en smeltende iskage, da bomberne faldt i Vietnam, og hun står der i dag, da vi har allieret os med Guds eget land i bestræbelserne for at bombe Irak til demokrati.

Drypper iskagen? Ligner gudinden efterhånden en hadegave?

Frihedsgudinder af kød og blod
Siden Miss Liberty kom op at stå på stativer, konstrueret af Eiffel, jo, ham med tårnet, har Amerika haft sine egne frihedsgudinder fra Isadora Duncan, der smed sko og korset og gav dansen fri, senere sat i system af Martha Graham, til Gertrude Stein, der tog til Paris og baksede med den lyriske modernisme - en rose er en rose er en rose er en rose.

Og Georgia O'Keeffe, som malede sanseligheden ind i amerikansk kunst med sit personlige vokabularium af sensuelle former. Marilyn, not to forget.

Der er mange flere af den slags livagtige frihedsgudinder, også i politik og intelligentsia.

Camp og kitch
Susan Sontag var en af dem. Hun var også en af de mest begavede og vantro amerikanere i sin tid. Hun stillede ustandseligt spørgsmål til den politiske og offentlige samvittighed.

Derfor blev hun også genstand for tiltagende beskyldninger for antiamerikanske ytringer i den bølge af patriotisme, der fulgte i røgsløret fra 11. september. Sontag var hadet og hædret, en pest for Bush og co. og en stimulans for sine ligesindede.

Det var som essayist og debattør, at hun først vakte røre i efterkrigstidens amerikanske kritik, hvor hun brød med vaner og tradition med sine provokerende synspunkter om at udviske grænserne mellem finkulturen og den populære kultur.

Med et essay om camp i 'The Partisan Review' i begyndelsen af 1960'erne kom hun postmodernismen i forkøbet. Her skrev hun bl.a. om camp og kitch: Oplevelsen af camp udspringer af den store opdagelse, at man ikke har monopol på det raffinerede, fordi man er forankret i finkulturen. Den, der udelukkende vil opleve det forfinede og seriøse, snyder sig selv for nogle glæder; han trækker hele tiden grænser for, hvad man kan fryde sig over.

I sin evindelige overholdelse af den gode smags kriterier ender han med at overbyde enhver anden vare på markedet. Her overrumples og udfordres den gode smag af camp, som af en uforfærdet og åndfuld hedonisme. Den sætter den gode smags vogter i humør, hvor han før løb en risiko for at være kronisk frustreret. Og det er sundt for fordøjelsen ...

Susan af Rotterdam
At det ikke kan chokere nogen i dag, viser vel kun, at Susan Sontags mission er lykkedes. Hendes tese om, at kunst skal opleves instinktivt og ikke intellektuelt, var med til at nedbryde skellet mellem Mozart og Elvis.

Susan Sontag havde sine akademiske papirer i orden med stempler fra Berkeley, Chicago og Oxford. Hun havde læst verdenslitteraturen fra sin tidligste barndom, og s