Da det andet fly brager ind i World Trade Centers nordlige tårn og eksploderer live på fjernsynet, står Abd Samad Moussaoui måbende i klasseværelset på den tekniske i skole i Mende i det sydlige Frankrig, hvor han underviser. Sammen med sine elever er han vidne til noget, han ikke fatter. I løbet af dagen gør han sig de samme forestillinger som alle andre tv-seere om de tusinder af mennesker, der er gået hjemmefra i morges og har sagt farvel til deres familier og elskede med bemærkningen »vi ses i aften«, og som nu ligger begravet under murbrokker på det sydlige Manhattan. Han stiller sig selv de samme spørgsmål som andre tv-seere over hele kloden. Hvorfor? Hvordan kan det lade sig gøre? Og hvem står bag? To dage senere får han en antydning af, at han måske selv kender svaret bedre, end han har lyst til. I en nyhedsudsendelse hører han, at en franskmand er mistænkt for at være blandt de terrorister, der har planlagt angrebet. Han sidder nu fængslet i USA. Hans navn er Zacarias Moussaoui. I løbet af de næste måneder lærer hele verden Abd Samad Moussaouis 33-årige lillebror at kende som 'den 20. kaprer'. Den franskfødte Zacarias Moussaoui har marokkansk familiebaggrund og er den eneste, der hidtil er blevet tiltalt i en amerikansk retssal for meddelagtighed i planlægningen af terrorangrebene 11. september 2001. Ifølge anklagemyndigheden i USA skulle han have været om bord på flyet, der styrtede ned på en mark ved Pennsylvania. Ved det første retsmøde i sagen i juli sidste år erklærede han sig skyldig og sagde, at han er medlem af Osama Bin Ladens terrornetværk al-Qaeda. En uge senere trak han tilståelsen tilbage. Siden har retssagen mod ham stået i stampe i Washington. Efter anholdelsen i 2001 har hans bror skrevet en bog om hans liv. 'The Making of A Terrorist' er fortællingen om en rodløs dreng, der i sin søgen efter et ståsted falder i armene på yderligtgående, åndelige ledere, der mener, at en rigtig muslim kun kan have ét fornuftigt forhold til en verdslig stat: krig. Bogen er også et partsindlæg. Med sin fortælling vil Abd Samad Moussaoui føre bevis for, at terrorisme er galninges værk og ikke islams naturlige biprodukt. Uden særlig identitet Zacarias vokser op i en søskendeflok på fire og uden sin biologiske far. Da han er tre år, bliver han og hans søskende sendt på børnehjem. Et år senere bliver børnene atter hentet af deres mor. Hun er en utilregnelig og ukærlig kvinde, der livet igennem knokler for at sikre familien og sig selv socialt avancement. Men som er ude af stand til at skabe et kærligt eller trygt hjem for sine børn. Hun styrer dem med bredsider af kritik. Af og til vold. Da Zacarias er 12 år, flytter hele familien fra Mulhouse i Alsace til Narbonne nær Middelhavet. Her oplever han for første gang racismen. Familien stammer fra Marokko, og drengene er meget mørke i huden. Abd Samad omtaler sig selv og broren som 'sorte'. De er ikke for alvor arabere, for de taler ikke sproget. Franske muslimer kan man heller ikke kalde dem, for Koranen aner de dårligt, hvad er. Abd Samad Moussaoui skriver, at de to brødre hånes i Narbonne, fordi de efter børneårene i Alsace taler med en tyskklingende dialekt, der står ualmindeligt dårligt til deres mørke hud. Og så er der alle spørgsmålene. Man vænner sig til det som voksen, skriver Abd Samad, men som barn er det »ubehageligt så ofte at skulle forklare sin oprindelse«. »At skulle gentage forklaringen så ofte havde en ydmygende og foruroligende virkning, da det måtte betyde, at man ikke ved første øjekast kunne identificere os med noget«. Blandt de unge i kvarteret lærer de, som unge i alle ghettoer, at slå fra sig. Er man ikke frygtet, er man intet. »Jeg var helt alene« Snart rykker familien til et bedre kvarter. I skolen klarer Zacarias sig godt - fagligt. Men da han er 15 år, beslutter han sig for at skifte fra gymnasiet til en teknisk skole. Ikke fordi han ikke kan leve op til gymnasiets faglige krav, men fordi ingen af de velstillede middelklassebørn i hans gymnasium deler den splittelse eller uro, der for Zacarias er livets grundvilkår. »Jeg var helt alene«, forklarer Zacarias sin bror, da denne spørger til motivet bag hans sporskifte. Snart møder han en blond pige med hvid hud og lyse øjne. Hun hedder Fanny og bliver hans kæreste de næste ti år. Hun kommer fra det, man kalder 'en god familie'. Så længe den mørke Zacarias er et ansigt i en større venneflok, kan Fannys forældre leve med ham. Men da de finder ud af, at han er kæreste med deres datter, begynder de at se ham som en fjende. Deres datter fortjener bedre end en araber, mener de. Zacarias er 15 år og stadig optimistisk. Han tror, deres racistiske sjæle kan heles, og at hvis bare de får lov at lære ham at kende, vil de acceptere ham. Men sådan går det ikke, og hans optimisme bliver efterhånden til afsky. Han ignorerer dem. Venter på fortovet, når han skal hente Fanny. Går end ikke ind i haven. »Jeg sørgede for, at de ikke hang ud sammen med arabere«, sagde Aicha Moussaoui om sine sønner i et tv-indslag, der fulgte afsløringen af Zacarias' mulige deltagelse i forberedelsen af 11. september-angrebet. Så det var ikke den arabiske kultur eller islam i store doser, der formede ekstremisten Zacarias Moussaoui. Tværtimod. Det var snarere fraværet af begge dele. Langt op i teenagealderen spørger Moussaouibrødrene deres mor, hvordan og hvorfor man beder. Men hun vil opdrage børnene på fransk og undgår samtaler om religion. Drengene føler sig fjollede i andre muslimers selskab. Flove. De kan ikke spørge til religionen, for så vil de afsløre deres uvidenhed og mangel på kultur. »En farlig karikatur af islam« Under sine studier begynder Zacarias i 1991 at hænge ud i skolens cafeteria med en gruppe studerende fra Marokko, Algeriet, Mali, Tunesien, Senegal, Syrien og Palæstina. Stort set aldrig med franskmænd. Golfkrigen er i gang. Der er borgerkrigslignende tilstande i Algeriet. En krig begynder i Bosnien. Og palæstinenserne er på femte årti i konflikt med Israel. Overalt, hvor han kigger hen, er muslimerne ofre. Sådan ser han også sig selv. Sammen med sine nye venner luner Zacarias sig »i en atmosfære præget af hævnbegær«, skriver broren. I 1992 flytter han til London for at lære engelsk. I London sætter han for første gang fod i en moské og stifter bekendtskab med den ekstreme udgave af islam, der kaldes wahhabisme, som Zacarias gør til sin egen. Storebroren betegner denne islamiske trosretning som »en farlig karikatur« og kritiserer de islamistiske ledere, der påstår at dyrke den rene islam, men hvis virkelige budskab er had og vrede - svøbt i religionens retorik. Den rodløse Zacarias søger sine religiøse rødder på farlige steder, mener hans bror. Blandt skrifterne, som wahhabisterne dyrker, er tekster af Sayyid Qutb, hvis bidrag til en ny verdensorden illustreres med eksempelvis denne passage: »I dag findes ikke længere et muslimsk samfund, der er ikke mere islam og ikke flere muslimer. Et muslimsk samfund kan kun genopstå, når eksisterende regimer er blevet ødelagt, og der er blevet plads til en magt, der respekterer den guddommelige lov til sidste bogstav«. Når tro bliver til terror Da Zacarias flytter til London i begyndelsen af 1992, mister han gradvist kontakten med sin bror. I 1996 besøger han sin søster i Narbonne, og hun er chokeret over den forandring, han har gennemgået. Ikke bare det skaldede hoved og fuldskægget er nyt. Også hans holdning til sin omverden. »Du kan ikke gå ud klædt som en luder«, siger han til hende en morgen, da hun har iklædt sig en kortærmet kjole. Få sekunder senere bryder han sammen i gråd - splittet mellem de bud, han har lært under den religiøse hjernevask i London, og den kærlighed, han altid har følt for søsteren. Under et familiebesøg i Marokko har han skældt andre ud for at opføre sig uislamisk ved at ryge. For kort tid efter at snige sig rundt om næste hjørne og tænde en smøg. Abd Samad Moussaui har ikke mange facts om sin brors færden i Londons islamistiske miljøer, men han mener, at der må være sket nogenlunde dette: Zacarias Moussaouis søgen efter identitet og samhørighed bringer ham i kontakt med muslimer i ekstremistiske moskeer. Han har ingen penge, men moskeerne har rige velgørere og kan eksempelvis tilbyde måltider til gæsterne. Prædikerne fylder hans hoved med beretninger om muslimers lidelser i Tjetjenien, Palæstina og Algeriet uden skelen til, at konflikterne har vidt forskellige årsager. Det fællesskab, Zacarias kommer ind i, har en helt bevidst strategi, der går ud på at skille ham fra sin familie. Efter en tid med religiøs skoling i en mindre gruppe bliver han tilbudt den ære at komme udenlands i sagens tjeneste. Eventuelt med besked om, at han kan komme i træningslejr. Eller, hvis han ikke er helt moden til militær træning, at han skal på en rejse for at »kontakte muslimer i andre lande«. Eksempelvis i Pakistan. Og når nu han alligevel er på stedet, kan han lige så godt lige se, hvordan lejren ser ud. Når først han er der, har han svært ved at bevare overblikket. Gradvist indrulleres han i kamp- og våbentræning. Det er hårdt. Han får for lidt mad. Er træt og føler ikke, at han kan yde, hvad der forventes af ham. Han føler sig skyldig og inkompetent. Nu er han ved et afgørende punkt. Enten forlader han lejren og tager hjem, eller også konkluderer han, at når han alligevel er uduelig, har han kun én ting tilbage, som han kan give: sit liv. Al-Qaeda-toppen som vidner Under forberedelsen af straffesagen mod Zacarias Moussaoui i USA har der dannet sig et tydeligt billede af hans færden de seneste år. Han blev anholdt en måned inden terrorangrebet 11. september 2001. Han havde modtaget pilottræning på en flyveskole i Minnesota i USA, hvor instruktørerne undrede sig over, at han ikke udviste nogen særlig interesse for at lande eller lette. Al-Qaedas operationschef Khalid Sheik Mohammed har ifølge Washington Post under afhøringer i USA fortalt om Moussaouis rolle i terrornetværket. Mohammed har givet et billede af en mand, der er noget utilregnelig, og som ikke var en del af 11. september-plottet. Derimod var Moussaoui ifølge operationschefen i USA for at deltage i angrebets »anden bølge«, som aldrig blev til noget. Moussaoui fører sin egen sag og nægter at tale med kristne advokater inklusive den, som hans mor har stillet til rådighed. Efter et års tovtrækkerier i retssalen har han fået tilladelse til at føre Khalid Sheik Mohammed og to andre højtstående al-Qaeda-folk som vidner i sagen. Men regeringen, som har alle tre buret inde på et ukendt sted, har indtil videre nægtet at lade dem vidne med den begrundelse, at al-Qaeda-folkene kan udveksle hemmelige beskeder i retssalen. Hvis ikke Moussaoui får lov at afhøre sine vidner - og dermed er afskåret fra at forsvare sig ordentligt - kan straffesagen mod ham smuldre. Næste skridt bliver i så fald en militær straffesag, hvilket formentlig vil passe den amerikanske regering godt: Ved en militær domstol er det lettere at få Moussaoui dødsdømt. Hvordan Zacarias Moussaoui endte helt ude på kanten, hvor han muligvis var parat til at deltage i et selvmordsangreb i Allahs navn - men måske ender sine dage i et henrettelseskammer i USA - er stadig en gåde for hans bror. Som dog er sikker på én ting, når det gælder rekrutteringen til militante islamistiske grupper: »Hvis det virkede med Zacarias, vil det også virke med rigtig mange andre«.