0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Han står inde for det

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Søren Ulrik Thomsen i Politikens foredragssal. Foto: Jens Dresling

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Dengang Søren Ulrik Thomsen var dreng, syntes han, at det var vildt uretfærdigt at kristendommen udstyrede ham med sådan noget som arvesynden.

»Jeg har jo ikke gjort noget forkert!«, sagde han. Da digteren blev ældre, lærte han, at det ikke havde så meget med det at gøre.

»Derimod ved jeg nu, at den, der opfatter sig selv som helt ren og uplettet, kan være meget farlig, for så tror han, at han kan stille sig op og råbe dumme svin efter alle de andre«.

Søren Ulrik Thomsens essay for nylig om den såkaldte kulturdebat, vedrørende aktiviteter på de politiske yderfløje gennem de seneste 50 år, var et af de uomgængelige emner, da digteren i går eftermiddags indledte forårets række af forfattermøder i Politikens Foredragssal.

»Hvis man skal stille andre til regnskab for deres tidligere politiske holdninger, skal det også have en erkendelsesinteresse. Det er der ikke tale om her. Jeg føler mig grundigt oplyst om såvel nazismens som 1970ernes venstrefløjs fejltagelser«, sagde Søren Ulrik Thomsen blandt andet, over for en proppet foredragssal, hvor de fleste af de 100 siddepladser allerede var indtaget, mere end en halv time før arrangementet begyndte.

De næste hundrede måtte stå op, en del af dem på den forkerte side af glasruden, hvor Politikens marketingfolk søgte at holde de ivrige S.U.T-fans i skak.

Inden der gik samtale i den, læste digteren, iført blue jeans, seler og slips, en lille håndfuld digte op for forsamlingen, og der var det interessant, at lægge mærke til at Søren Ulrik Thomsen havde sine egne originaludgaver med og derfor ikke benyttede sig af 'Thomsen: Skriftlige Arbejder', det nys udgivne boxsæt som jo naturligvis var arrangementets helt uomgængelige samtaleemne.

Både fra mødelederen Kim Skotte og adskillige af de fremmødte var spørgelysten stor, og den store digter gav sig god tid til at svare klogt, præcist og nuanceret på én gang.

Hvad enten det drejede sig om, hvorfor bøgerne var blevet genudgivet, hvornår han besluttede sig for at være digter, om man kan adskille værk og person eller om, hvad der egentlig er med ham Søren Ulrik Thomsen og te, eller om han havde prøvet at skrive et digt på engelsk.

Vigtigst i forhold til 'Skriftlige Arbejder', og dermed sin egen tyveårige virksomhed som digter i Danmark, var det vel, at Søren Ulrik Thomsen også fik sagt:

»Jeg står inde for hver eneste af digtsamlingerne. Også dem, jeg lige for tiden, ikke synes, er så vellykkede«. Til gengæld ville han ikke sige noget om, hvorvidt han er på vej med en ny.

»Det er en gammel, overtro jeg har«.