Hovedorganet prædiker multikultur, Bibliopaten lokker os i synd med metervis af anbefalinger af den mest perverse, slibrige, dekadente og syndige art. Er der da ingen grænser eller rettere: Er det da den rene og skære grænseløshed, der præger denne avis? Svaret er kort: ja! Men stop en halv. Lad os lige tage den med synden. Er der overhovedet noget, der er syndigt nu om dage? Inden vi her på siden smækker garageporten i og sætter skiltet med 'Sommerpause' op, slipper vi ikke for at være os vort ansvar bevidst. Den sidste måneds erotiske botanisering bør slutte med manér. Farer ved det erotiske bibliotek? Som udholdende læsere vil vide, lykkedes det for et par uger siden at opliste, hvilke bøger der hører hjemme i et erotisk (hjemme)bibliotek. 62 titler blev det til. Både vældig god litteratur og lavtflyvende excentriciteter af den muntre, men kunstnerisk set ikke særlig vellykkede art. (Listen kan som tidligere Bibliopatklummer læses på www.pol.dk). Når man sætter den slags i omløb, må man følge det til dørs. Risikerer vore læsere f.eks. at kaste sig ud i noget syndigt ved at gå i gang med Louise J. Kaplans 'Madame Bovarys fristelser', der på et psykoanalytisk grundlag beskæftiger sig med et mylder af kvindelige perversioner? Inden vi svarer på det spørgsmål, skal vi dog lige have en reklame fra antikken: Det er nationens legendariske oversætter Otto Steen Due, der har sendt en kommentar til første titel på listen i vores erotiske kanon, som er Ovids 'Elskovsdigte': »Kære Bibliopat, at Ovid hører hjemme i en erotikkanon, er jo klart nok. Men det er dog vel først og fremmest for 'Elskovskunsten'. Du anfører Axel Juels udvalg af 'Elskovsdigte' fra 1942. Men en komplet oversættelse af disse udkom faktisk sidste år under titlen 'Ovids eskapader'. Og til efteråret udkommer hans 'Elskovskunst' (eller 'Håndbog i hor') til erstatning for Walt Rosenbergs gamle oversættelse fra 1917«. Tak til Otto Steen Due - både for præciseringen og for hans bedrifter inden for oversættelsen af antikkens store litteratur i det hele taget. Synd forudsætter gudstro Og så tilbage til synden. Til beroligelse for vore læsere bør det indledningsvis slås fast, at synden naturligvis kun eksisterer for den troende. Synd forudsætter simpelthen gudstro. Hvis ikke man tror på Gud, kan man med andre ord ikke synde. En ateist kan godt opføre sig skidt eller umoralsk, men logisk set ikke syndigt, selv om denne verdens Søren Krarup'er hårdnakket vil hævde, at ethvert menneske er syndigt, fra det trækker sit allerførste åndedrag. Historisk er syndsbegrebet blevet brugt af diverse religiøse og kirkelige magthavere - og deres allierede censorer ikke mindst - til at slå almindelige mennesker oven i hovedet med. Også, og ikke mindst, i relation til de kødelige lyster, der jo optager en af pladserne i det slemme katalog over dødssynderne. Der er som bekendt syv: hovmod, griskhed, misundelse, fråseri, vrede, dovenskab - og nydelsessygen. Mon ikke de fleste må vedkende sig et par stykker af dem? Sikkert, men det ændrer ikke ved, at de uden tvivl og til alle tider har haft bedst vilkår i toppen af de tunge samfundsmæssige hierarkier. Listen over nydelsessyge paver og konger er lang. Vel kun overgået af listen over hovmodige, griske, fråsende, vrede, dovne og misundelige ditto. Syndens positive virkning Ser man på de syv dødssynder med verdslige øjne, er der blot tale om karaktertræk, personlige egenskaber af den slags som dr. Freuds disciple - herunder ovennævnte L.J. Kaplan - med garanti vil påtage sig at rokke lidt ved, hvis man bare vil lægge sig på divanen og tale ud. (Kaplan tolker i øvrigt perversionen som en ubevidst psykisk strategi - og bogen er ikke farlig. Heller ikke for mænd). Der er også en anden metode, hvis man vil bearbejde sine psykologiske laster og skavanker, og det er læsning! Verdenslitteraturen er i vid udstrækning skabt for at bearbejde menneskets forhold til alt det, kirken kalder synd. Uanset hvilken ældre eller nyere roman man læser, vil den i en eller anden grad forholde sig til 'dødssynderne'. Det er måske syndens største fortjeneste, at den gennem historien har produceret så mange forfattere - og i nyere tid: filmskabere. Fra Dantes 'Den guddommelige komedie' til spillefilmen 'Se7en' med Brad Pitt i rollen som politimand, er der skabt stor kunst med udgangspunkt i menneskets forhold til 'det syndige', som altid synes at snige sig ind på selv den mest renskurede, som det sker for stakkels Brad Pitt, der, selv om han er helten, i sidste ende bliver straffet for sit hovmod i filmhistoriens mest unhappy ending. Tro, håb og kærlighed Her i hulen går vi målrettet efter en happy ending. Syndefaldet var ikke et tilbageskridt, men et skridt på vejen mod den menneskelige frihed. Så glem dødssynderne og syndighedsapostlene, og gå ud i sommeren og mød tro, håb og kærlighed. I den virkelige virkelighed såvel som i den opdigtede. Tro, håb og kærlighed er kardinaldyderne, og dem er der masser af også i den erotiske litteratur. Vi kan kun opfordre vore læsere til at gå i gang fra en ende af. For syndere i sommersol skulle der være nok at tage af. Start med Ida Jessens lysende og dybsindige 'Det første jeg tænker på', og send så endelig postkort om bibliopaterier og gode sommerlæseoplevelser til vor postkasse. På gensyn i august. Quiz:Casanova sad i spjældet i Venedig. Hvilken munk havner i fængslet dybt under fæstningen i Lucca i en nyere dansk roman? »Du er 23, forårets afdansningsbal er netop slut, og du står foran parken med de hvide svaner sammen med en kvinde. Hun er en engel og du er en kentaur. Hvad hedder romanen«, spurgte vi i sidste uge.At mykle Kære Bibliopat. Det må være 'Sangen om den røde rubin' af Agnar Mykle. Der blev lavet et nyt verbum i Norge på det tidspunkt: at mykle. Et synonym for at bolle. Romanen er en nøgleroman, hvor mange genkendte sig selv. Det var dog ingen af kvinderne, der havde lyst til at gå til retssag. Mykle blev efterfølgende ramt af svær skriveblokering og nåede aldrig niveauet i 'Lasso' og 'Rubinen' igen. Han tjente astronomiske beløb på bøgerne, som også var en succes i udlandet. Pengene fossede dog ud af lommerne, og han var resten af livet plaget af skattegæld. Som et kuriosum kan det nævnes, at Mykle erklærede Danmark krig på grund af den elendige filmatisering af 'Rubinen', men Ghita Nørbys smilehuller formildede ham, og han trak truslen tilbage. Anders Hegers biografi om Mykle kan anbefales (ikke udgivet på dansk). Angående det erotiske bibliotek er det påfaldende, at ingen har foreslået 'Højsangen' fra Bibelen. Foreslår følgende bog, selv om den langtfra er erotisk. Det drejer sig om Ben Eltons 'Popcorn', hvor følgende citat (frit efter hukommelsen) forekommer: »... bryster der var fuldstændig upåvirkede af Sir Isaac Newtons absurde lov om tyngdekraft«. Elton er medforfatter til Rowan Atkinsons 'Black Adder'-serie. Med venlig hilsen Olav HeløGåsehud Kære Bibliopat. Allerede ved første linje i første spørgsmål havde jeg svaret - det handler jo om den dejligste bog fra Norge i 1950'erne - jeg købte den for 3,50 kroner sidst i 1960'erne, kan jeg se, selv om den kostede 8 kroner, da den kom som billigbog. Det er 'Sangen om den røde rubin', og dermed er svaret på andet spørgsmål osse i hus, nemlig forfatternavnet, som er Agnar Mykle. Bogen står på min hylde med erotisk litteratur, men i dag kan man komme i tvivl om, hvad der udløste sagen - det er så sart en bog, og stadig kan jeg få gåsehud ved det sidste afsnit, der begynder sådan: »Den park. Jeg kan se den herfra. Hun sagde: hvilken park? - Den park med svanerne«. »Vor generations dristigste og mest omdiskuterede bog«, står der på titelbladet ... det mest dristige ved den er fortællerstemmens intense følsomhed: »Dette var nætternes nat og du vidste det ikke, ærligheden gik ved din side og du vidste det ikke«. Mange hilsner Gunhild BrethvadHans hvem? Kære Bibliopat. Hvilken glæde at se lørdagens Hans Bendix-tegning - hvordan kunne du vide, at vi netop stod for at spørge, om du ville tage ham under kærlig behandling? Vi er nemlig to, der er undervejs med hver sin bog om hans livsværk, jeg om hans antinazistiske tegninger med tilhørende livtag med Göring og Goebbels, mens hans barnebarn, Amalie Foss, har samlet hans erotica for at vise, hvilken elegantier Hans Bendix var i et felt, der i dag er tynget af pornografisk business. Det er et slag for libertineren, naturligvis. Vi oplever, at professionelle billedfolk ikke kan få nok af hans tegninger, og derfor ville vi høre, om du ville følge den ene tegning op og måske give et lille Bendixkursus, hvor du fortæller lidt om hans vingefang? Hans Bendix var indbegrebet af Politiken i en menneskealder, med alt hvad dertil hører af nysgerrighed, eftertænksomhed og mod i menneskelivet. De venligste hilsener Louise C. Larsen